Børn er usynlige i anbringelsessager
DEBAT: Børn er borgere, ikke brikker. Når børn inddrages i sagsbehandlingen, øges chancen for, at anbringelsen bliver rigtig første gang, skriver direktør i Børns Vilkår, Dorthe Lysgaard.
Af Dorthe Lysgaard
Direktør, Børns Vilkår.
”Har jeg ingen menneskerettigheder?” Sådan lød det desperate spørgsmål fra den 15-årige dreng Simon, der følte sig som en usynlig brik i kommunens store spil. Derfor henvendte han sig til Børns Vilkår.
Han havde været anbragt, var blevet hjemgivet, og kort tid efter mente kommunen, der var grundlag for endnu en anbringelse. Simon var derfor indkaldt til møde med hans sagsbehandlere, men kunne ikke på forhånd få at vide, hvad det skulle handle om.
Da han dukkede op, blev planen for hans fremtid rullet ud: Han skulle fra mødet sendes direkte på en døgninstitution på en dansk ø. Det ville betyde et farvel til venner, farvel til fritidsaktiviteter og goddag til et nyt liv. Og det på et splitsekund, i en tid der i forvejen var svær, og hvor hans tillid til voksne lå på et meget lille sted.
Simons oplevelse af den offentlige sagsbehandling af ham og hans sag er desværre langt fra enestående. Det er skrevet ind i FN’s børnekonvention og den danske sociallovgivning, at børn har ret til at blive lyttet til og have medbestemmelse i forhold, der angår dem selv.
Svigtet af det offentlige
Imidlertid er virkeligheden ofte en ganske anden, når et barn skal anbringes. I Børns Vilkår får vi dagligt henvendelser fra børn, der føler sig kørt over af kommunen, og børn, som ikke er blevet hørt og inddraget i deres egen sag. De har været udsat for svigt derhjemme og er ofte tynget af skyld og skam. Nu oplever de, at de bliver svigtet igen, og derfor henvender de sig til Børns Vilkår for at få hjælp.
Nogle vil argumentere for, at børn ikke ved, hvad der er godt for dem. Det gør de måske heller ikke altid, men de skal behandles anstændigt alligevel. Det kan gøres ved at inddrage dem i deres egen sag, folde deres muligheder ud for dem og lytte til dem. Men det kræver et paradigmeskift i sagsbehandlingen. Vi skal væk fra at se barnet som en brik i sin egen sag til at se det som en medspiller med selvstændige rettigheder – ligesom alle mulige andre borgere.
Skiftet vil utvivlsomt medføre en mere tidskrævende form for sagsbehandling, end når børnene blot bliver orienteret om, hvad andre har besluttet for dem. Men det er det hele værd.
Vi har i Børns Vilkårs bisidderafdeling heldigvis også oplevet gode sagsforløb, hvor tid med barnet og timing i forhold til sagsbehandlingen er gået op i en større enhed. Og erfaringen er, at når børn er medspillere i sagsbehandlingen, forstørres chancerne for, at det bliver den helt rigtige anbringelse første gang. Det kan betale sig menneskeligt – men i høj grad også økonomisk.
Så kære kommunalpolitikere: Vi er nødt til at erkende, at det tager tid at arbejde med børn og unge. Men det skylder vi dem – og den rigtige løsning er penge sparet i den anden ende.
Simon og hans sag er anonymiseret, men kendt af Børns Vilkår.
