Rigtigt socialt arbejde drukner i debatten
DEBAT: Arbejdet med udsatte børn handler om effekterne af det sociale arbejde og ikke om, hvorvidt krydserne er sat det rigtige sted, skriver børn- og ungechef i Lolland Kommune, Lotte Christensen.
Af Lotte Christensen
Børn og ungechef i Lolland Kommune
Kommunerne er i de forløbne år kommet under stadigt stigende pres grundet sager, der har været håndteret enten utilstrækkeligt eller direkte fejlagtigt. Sager, som med rette har givet anledning til selvransagelse i alle landets kommuner og som har medført både store forandringer og massive opstramninger.
Det er dog vigtigt at spørge sig selv, om de mange komplicerede udfordringer rent faktisk kan indfanges via en rationel styringsdiskurs med tiltag som ny lovgivning, øget kontrol, praksisundersøgelser og lignende.
Måske er det tid til at stoppe op og få italesat, at vi ikke har at gøre med en eksakt/positivistisk videnskab, men at vi i stedet forholder os til processer og dermed balancerer i en langt mere usikker virkelighed.
"Output" eller "outcome"
Socialtarbejde kan ikke reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt krydserne er sat det rigtige sted, men skal i stedet handle om indsatserne og effekterne af det arbejde, vi udfører.
Der er ingen i børn og ungeforvaltningerne, der går på arbejde for at lave et dårligt stykke arbejde. Den enkelte handler på baggrund af tilgængelig viden i en ekstremt kompliceret virkelighed, som kun sjældent lader sig indfange i politiske debatter og på forsiden af landets aviser. Det som retrospektivt ses som både logisk og selvfølgeligt, kan være særdeles uigennemskueligt i handlingens øjeblik.
Det er således en langt nemmere opgave at sidde i Ankestyrelsens trygge kontorer og udtrykke kritik (synkront med social- og integrationsministeren), end det er at navigere i en kompleks virkelighed ude i landets kommuner. Både politikerne og ledere er med til at bestemme, hvad der skal fokuseres på og dermed defineres som centralt i forhold til de særligt udsatte borgere.
Det er her relevant at spørge om det er antallet af børnesamtaler og undersøgelser der er centralt (output), eller om det i stedet bør handle om effekterne af det arbejde, der udføres (outcome).
Forspildte kompetencer
Seneste tiltag i styringsdiskursen er den kommende tilsynsreform. En reform der indeholder positive elementer, idet man kan samle viden og sikre et fagligt kvalificeret miljø i større organisatoriske enheder. Dog må man spørge sig selv, om reformen reelt er i stand til at imødekomme de mange forventninger, der er fra politisk side - ikke mindst, at undgå ulykkelige sager i fremtiden.
Spørgsmålet er, om et eksternt tilsyn med et, to eller tre besøg om året, i sig selv resulterer i en kvalitetsforøgelse, set i forhold til det tilsyn, der føres i dag. Endvidere er det relevant at spørge, om vi har evidens for, at større enheder rent faktisk udfører et mere kvalificeret arbejde og ikke mindst, hvad de ganske betragtelige afstande vil betyde for arbejdet, herunder for lokalkendskabet.
En frygt kan være, at tilsynsenheden ikke formår at indfange det særlige (kontekstuelle) der kendetegner de enkelte landsdele. Det kan betyde, at vi får nogle ”standardiserede” plejefamilier, som kan noget ”ens”, hvor vi i praksis ønsker plejefamilier, der kan noget specielt og forskelligt, grundet børnenes forskellige behov.
En konsekvens af ovenstående kan blive, at man godkender langt flere "konkret egnede" plejefamilier, hvilket gør at erhvervet som plejefamilie kan bliver endnu mere usikkert end det er i dag. Kompetencer går til spilde og den uddannelse/kursus/supervision som plejefamilien har fået, bliver ikke udnyttet.
En definition af ansvarsbegrebet
Sidst men ikke mindst så bør både politikerne og de kommunale organisationer drøfte, hvad tilsynsreformen kommer til at betyde i forhold til ansvarsbegrebet i kommunalt regi. Hvem har ansvaret, hvis noget går galt i en døgnplejefamilie? Er det rådgiverne, der fører det individuelle tilsyn eller er det medarbejderen fra tilsynsenheden (som organisatorisk er placeret i en helt anden kommune).
Reelt kan man komme i den situation, at to forskellige kommunalbestyrelser skal tage ansvar og handle på baggrund af én konkret sag. En særlig udfordring specielt i sager, som ofte har både politisk og mediemæssigt fokus.
