Vicekanslers opråb til nationen er gået viralt: "Der er ikke plads til religiøs intolerance i Tyskland"

Tyskland skal i denne tid huske på sit historiske ansvar over for jøderne, appellerer vicekansler Robert Habeck. Han kritiserer blandt andre muslimske grupper for at bidrage til antisemitisme.

Med ansigtet i alvorstunge folder kigger vicekansler Robert Habeck direkte ind i linsen.

Nu vil han aflevere et budskab om, at tyskerne ikke må glemme deres historiske ansvar.

10 minutter senere har han givet en opsang til den tyske befolkning, der siden har vækket genklang i ikke bare det tyske samfund, men også resten af Europa.

Videoen blev offentliggjort sent på eftermiddagen 1. november af det tyske økonomi- og klimaministerium på det sociale medie X, selvom den ikke havde noget med hverken økonomi- eller klimapolitik at gøre.

I stedet taler Robert Habeck om situationen i Israel og Palæstina og de deraf afledte konsekvenser for den jødiske befolkning i Tyskland.

Efter Holocaust blev jøderne lovet beskyttelse, indleder vicekansleren i sin tale.

"Vores historiske ansvar betyder, at jøder skal kunne leve frit i Tyskland. At de aldrig skal være bange for at vise deres religion og kultur. Men denne frygt er nu tilbage," fortæller Robert Habeck.

I skrivende stund har knap 10 millioner mennesker – alene på X – set Habecks tale. Og han roses bredt af analytikere og meningsdannere for sine velvalgte formuleringer og statsmandsattitude.

Advarer mod at relativisere

Robert Habeck bruger hovedparten af talen på at italesætte et af det tyske samfunds største tabuer: antisemitismen.

Vicekansleren nævner eksempler på tyske jøder, der er bange for at gå i skole, dropper foreningsaktiviteter og lader smykker med jødiske symboler blive hjemme.

"Det sker i dag, i Tyskland," gentager Habeck flere gange for at understrege det absurde i, at antisemitismen trives i det land, der af historiske årsager burde tage jøders sikkerhed og tryghed særdeles alvorligt.

Vicekansleren langer ud efter demonstrationer og udtalelser, der forsøger at argumentere for baggrunden bag Hamas’ angreb på Israel.

"Kontekst må ikke føre til relativisering," appellerer han.

Siden Hamas' terrorangreb 7. oktober har der i Tyskland været arrangeret adskillige demonstrationer. Både til støtte for Palæstina og for Israel.

{{toplink}}

Antisemitisme på hele det politiske spektrum

Særligt tre grupper står for skud i Habecks opsang til befolkningen.

Først og fremmest muslimerne i Tyskland.

"De islamiske demonstrationer i Berlin og andre tyske byer er uacceptable og skal mødes af et hårdt politisk modsvar," siger han.

Han mener, at for få muslimske foreninger har distanceret sig fra Hamas og antisemitisme.

"Der er ikke plads til religiøs intolerance i Tyskland," understreger han i den forbindelse og fastslår, at det er strafbart at brænde Israels flag og at udvise støtte til Hamas.

Herefter får den yderste højrefløj hug for også at bidrage til antisemitismen, inden den sidste gruppe står for skud.

"Jeg er også bekymret for antisemitismen blandt venstrefløjen og unge aktivister. Antikolonialisme må aldrig føre til antisemitisme," siger Habeck, hvis parti, De Grønne, selv har mange unge venstrefløjsvælgere.

Til sidst pointerer den tyske vicekansler, partiformand og økonomi- og klimaminister, at det naturligvis er lovligt at kritisere Israel.

"Det er selvfølgelig i orden at påpege, hvor dårligt palæstinenserne har det. Men systematisk vold mod jøder kan aldrig legitimeres."

{{toplink}}

Forrige artikel Hun har selv brudt den sociale arv. Nu advarer CBS-økonom danskerne: Hun har selv brudt den sociale arv. Nu advarer CBS-økonom danskerne: "Vi mister forståelsen for hinandens liv" Næste artikel Her er Altingets guide til den politiske nørd på Bogforum Her er Altingets guide til den politiske nørd på Bogforum