Venstre vil have åbnet energiaftale

AFGIFTER: Det er nødvendigt at se på, hvordan tiltagene i energiaftalen rammer konkurrenceevnen. Det mener Venstre, som er klar til at skære i klimaambitionerne. Det afviser Enhedslisten: Erhvervslivet slipper allerede billigt.

Hver dag taler regeringspolitikere om at gøre noget for de konkurrenceudsatte erhverv. Men det bliver for meget ved snakken, mener Venstre. Derfor vil partiet som en del af de kommende forhandlinger om en konkurrenceevnepakke have regeringen til at åbne for energiaftalen fra sidste år, da den netop rammer udsatte virksomheder med afgifter og krav.

"Hvis man vil opføre sig økonomisk ansvarligt og tage hensyn til konkurrenceevnen, så bliver man nødt til at se på, om nogle af tiltagene med energiaftalen er blevet for dyre," siger Venstres klima- og energiordfører, Lars Chr. Lilleholt.

Den kontante melding kommer, efter nye tal fra Energinet.dk viser, at udgifterne til PSO-afgiften i 2012 var mere end 1,6 milliarder kroner højere end ventet. Med energiaftalen vil PSO-afgiften stige yderligere de kommende år, da den finansierer en stor del af udbygningen af den vedvarende energi. Og det vil ramme de konkurrenceudsatte erhverv, der i forvejen er hårdt prøvet, mener Venstre.

"Hvis ministeren opfatter sig som ansvarlig, så er han forpligtet til at tage det her op med partierne. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi får nedbragt udgifterne til PSO-afgiften," siger Lars Chr. Lilleholt.

Lavere støtte til VE
Kort før jul var Venstre selv med til at fordyre energiaftalen ved at lade forsyningssikkerhedsafgiften stige yderligere for at finde finansiering til solcelleaftalen.

Hvordan hænger det sammen med jeres melding nu?

"Det er kun en marginal stigning, men det er rigtigt. Men det er også klart, at når vi skruer op for udgifterne til solvarme, så kan vi også skrue ned for anden vedvarende energi," siger Lars Chr. Lilleholt, som dog ikke vil pege på, hvilke tiltag i energiaftalen der bør udskydes, beskæres eller annulleres for en lavere afgift. Det skal tages i forligskredsen.

Klimamål står ikke i vejen
Han afviser, at Venstre løber fra egen aftale eller er vanskelig at regne med.

"Aftaler, der indgås med os, overholdes. Da vi indgik energiaftalen, så var det afgørende for os, at den var økonomisk ansvarlig. Vi fik også reduceret udgifterne kraftigt fra regeringens udspil i forhandlingerne. Nu tyder meget på, at det økonomiske fundament under energiaftalen er ved at skride. Jeg vil sige, at det er uansvarligt, hvis man så ikke mener, at det bliver vi nødt til at se på."

En lavere PSO-afgift vil betyde mindre vedvarende energi og vil kunne gå ud over klimamålsætningerne. Hvad siger du til det?

"Det holder os ikke tilbage. Selvom der bliver strammet en smule på målsætningerne, så vil Danmark stadig være et af de lande, der har allerhøjest andel af vedvarende energi og CO2-reduktion," siger Lars Chr. Lilleholt.

EL: Erhvervsliv slipper billigt
For at kunne ændre i energiaftalen skal Enhedslisten med på råd. Og her er man ikke med på ideen om at genåbne energiaftalen for at se på PSO-afgiften.

"Det har vi ikke noget ønske om. Det er afgørende for os at holde fast i den grønne omstilling med initiativerne omkring vind- og solenergi," siger Enhedslistens klima- og energiordfører, Per Clausen.

Presser Venstre dog stadig på, vil Enhedslisten gerne se på støtten til biogas i landbruget og støtten til procesenergi i industrien.

"Men det har jeg på fornemmelsen, at Venstre ikke ønsker. Realiteten er jo den, at den overgang til grøn energi, som vi har aftalt, er meget skånsom for landbrug og erhvervsliv," siger Per Clausen.

Ikke lavere energiafgifter 
Han vil dog ikke afvise, at Enhedslisten vil være klar til at se på energiafgifter, som ligger uden for energiaftalen.

"Vi går gerne ind i forhandlinger om de øvrige energiafgifter. Men det ligger ikke i kortene hos os, at energiafgifterne skal give et mindre bidrag til den danske velfærd," siger Per Clausen.

Det var inden deadline hverken muligt at få en kommentar fra klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) eller Radikales klima- og energiordfører, Rasmus Helveg Petersen.

Forrige artikel Det betyder lastbilafgifternes fald Det betyder lastbilafgifternes fald Næste artikel Regeringen vil drøfte lastbil-krav fra EL Regeringen vil drøfte lastbil-krav fra EL