Mads Duedahl V-spidskandidat i Region Nordjylland
Mads Duedahl vandt en jordskredssejr, da 300 nordjyske Venstre-medlemmer stemte om, hvem der skal stå øverst på partiets liste ved næste års regionsrådsvalg.
264 stemmer mod 36.
Det var det markante udfald af afstemningen 2. september ved Venstres opstillingsmøde i Region Nordjylland.
Her skulle 300 nordjyske Venstre-medlemmer nemlig vælge, om de ønskede Mads Duedahl (V) eller Lone Sondrup (V) som deres spidskandidat til regionsrådsvalget i 2021.
Medlemmernes tale var imidlertid klar, og med et solidt flertal i ryggen løb den 36-årige Mads Duedahl med sejren.
Dermed bliver det nu hans opgave at fravriste Socialdemokratiets Ulla Astman den formandspost, som hun har siddet på siden 2007.
Lose: Duedahl er en stærk kandidat
Mads Duedahl satte sig selv i spil som kandidat i slutningen af august.
Det gjorde han i et Facebook-opslag, hvor han erklærede sit mål om at forbedre kvaliteten i regionens sundhedsvæsen.
Det budskab gentog han i sin tale til de fremmødte medlemmer onsdag aften.
"Vi skal vise at Nordjylland ikke er Mette Frederiksens røde bagland. Og der er meget at rette op på, for vi gør det ikke godt nok i Nordjylland. Vi har Danmarks længste ventelister, lægemangel og en presset psykiatri," lød det fra den nyvalgte spidskandidat ifølge Nordjyske.
Formand for Danske Regioner, og partifælle til Mads Duedahl, Stephanie Lose (V) deltog også i mødet, hvor hun var inviteret som gæstetaler.
Da afstemningsresultatet stod klart, ønskede hun på Twitter sit parti tillykke med valget af en ny "stærk kandidat".
Når regionsrådsvalget afvikles i 2021 har Mads Duedahl haft sæde i Aalborg Byråd i 12 år og været Sundheds- og Kulturrådmand i Aalborg Kommune i otte år. Han er derudover medlem af Kommunernes Landsforenings Sundheds- og Ældreudvalg.
Var gæstetaler til @venstredk opstillingsmøde i Nordjylland i går aftes. Stort tillykke til Mads Duedahl med sejren - stærk kandidat til regionsrådsformand og stærk tilføjelse til V’s regionale hold! Velkommen på holdet og velkommen til @regionerne og #sundpol @mads_duedahl pic.twitter.com/JXOIKMG2JE
— Stephanie Lose (@stephanie_lose) September 3, 2020