Valget er en folkeafstemning om efterløn

LANDSMØDETALE: SF-formanden greb med kyshånd chancen til at sætte efterløn i centrum for folketingsvalget. Men mens DF blev ristet for deres deltagelse i forliget, blev de radikale anderledes skånsomt behandlet.

SF-formand Villy Søvndal gjorde sit bedste for at gengive sine partifæller kampgejsten, da han åbnede SF's landsmøde lørdag i Falkoner Centret på Frederiksberg. Søvndals landsmødetale kom i skyggen af gårsdagens efterlønsforlig.

Med en skildring af de nærmest paradisiske tilstande, der ville opstå med en ny regering under Thornings og Søvndals ledelse, gjorde SF-formanden en jætteindsats for at understrege forskellen på de to regeringsalternativer. Hvis nogen nu skulle være i tvivl om, hvorvidt forskellen stadig er tilstrækkelig stor.

Bevarelse af efterlønnen i den nuværende form, lægeambulancer til udkantsområderne, to lærere i de små skoleklasser, et grønnere Danmark og sikring mod gift i legetøj var blot blandt nogle af varerne i SF-formandens udstillingsvindue.

Kanonerne rettet mod DF
I talen demonstrerede Villy Søvndal også den taktik, der vil være gældende fra nu af og til valget: De Radikales rolle i efterlønsforliget blev hurtig overstået, mens Dansk Folkeparti fik følgende svada med på vejen:

"Pia Kjærsgaard gav utallige - utallige - løfter om, at hun ikke ville forringe efterløn og pension. Hun løb fra det hele. Dansk Folkeparti siger nu til sosu-assistenten med den trætte ryg og de slidte knæ - at hun skal knokle endnu flere år. Og hvad får hun for det. Fire tykke toldere i Kruså".

Stram udgiftsstyring
Søvndal benyttede landsmødet til at annoncere, at S-SF's længe ventede 2020-plan vil blive fremlagt i næste uge: "En plan, der indebærer, at vi fra 2016 vil holde stigningen i det offentlige niveau på samme lave niveau som regeringen."

Sagde Søvndal og vendte en mulig kritik til en offensiv:

"Det er godt nok hård kost, vil nogle af Jer sikkert mene. Men sådan bliver det. Vi skal have ryddet op i højrefløjens champagne-brandert."

Dyster baggrund
De pæne klapsalver til Villy Søvndal kunne ikke skjule, at SF-landsmødet startede i en lidt mat stemning. Baggrunden var ikke alene fredagens efterlønsforlig med deltagelse af S-SF's potentielle regeringspartner, De Radikale.

Det gjorde ikke humøret bedre, at fredagen blev domineret af historien om, at "S-SF vil forhandle efterløn efter valget". I princippet en banal konstatering af, at man bliver nødt til at forhandle spørgsmålet, hvis man ikke har flertal for at annullere det netop indgående forlig. Men meldingen kom som resultat af en uplanlagt læk - og skabte optimal forvirring om S-SF's position.

SF-formanden får brug for alle sine retoriske kræfter til at mobilisere sine tropper efter fredagens mavepuster.

,

Forrige artikel Hamid El Mousti skiftet til SF Hamid El Mousti skiftet til SF Næste artikel Selvfølgelig har vi ændret politik Selvfølgelig har vi ændret politik