V henter ny partisekretær i landbruget

VENSTRE: Claus Søgaard-Richter (39) er navnet på Venstres nye partisekretær. Han kommer fra Landbrug & Fødevarer og afløser Jens Skipper Rasmussen.

Venstre har udpeget sin nye "departementschef" eller partisekretær, der bliver Claus Søgaard-Richter, som senest har været direktør i Landbrug & Fødevarer. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

"Claus Søgaard-Richter kommer ind i et Venstre, som oplever medlemsfremgang og kampgejst. Vi fik et flot valg, men vi skal videre end det. Venstre skal i gang med et omfattende arbejde med at sætte kød og blod på de fem sigtelinjer, jeg udstak på landsmødet," siger Venstres formand, tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.

"Det er et arbejde, som kræver medejerskab i baglandet såvel som på Christiansborg. Med ansættelsen af Claus Søgaard-Richter får Venstre en topprofessionel og dedikeret partisekretær, som kan styrke partiet," siger Lars Løkke.

Claus Søgaard-Richter er født og opvokset i Aalborg, hvorfra han har en kandidatgrad i administration.

Som partisekretær får Richter ansvar for fra partikontoret i Søllerød at holde sammen på en stor partiorganisation og sikre kontakt mellem partiforeningerne lokalt og partitoppen i Folketinget.

Før Jens Skipper Rasmussen kom til i 2001, havde Claus Hjort Frederiksen været Venstres partisekretær i 16 år. Claus Hjort blev siden minister i Anders Fogh Rasmussens regering, men havde inden da været med til at lægge kursen for Venstre frem mod magtskiftet i 2001. Det er netop Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen, der har stået i spidsen for det ansættelsesudvalg, der har fundet frem til den nye partisekretær.

Claus Søgaard-Richter ser frem til opgaven:

"Mit hjerte banker for Venstre, og jeg glæder mig til at komme i gang. Med knap en million stemmer er Venstre Danmarks største parti, og det skyldes en række faktorer: En stærk partiformand, en god politik, en velorganiseret organisation samt engagerede og professionelle medarbejdere og frivillige."

"Jeg ser frem til at udvikle Venstres organisation, så vi kan udbygge vores position som Danmarks største parti og sikre Venstre statsministerposten efter næste folketingsvalg," siger Claus Søgaard-Richter.

Han har tidligere været ansat som både student og konsulent i Venstre. Han var medlem af partiets hovedbestyrelse 2001-04.

Den hidtidige partisekretær Jens Skipper Rasmussen får fremover titel af uddannelseschef, hvor han skal varetage interne uddannelser i Venstre.

Forrige artikel Regeringspartier: Milliardinvestering i kollektiv trafik før betalingsring Regeringspartier: Milliardinvestering i kollektiv trafik før betalingsring Næste artikel Dronningens jubilæumstale