Uklarhed om EU’s militære ambitioner udløser bekymring blandt Nato-lande

Når statsminister Mette Frederiksen (S) fredag tænder for skærmen for at fortsætte to dages videokonferencer med de andre europæiske ledere, så vil de sikkert alle et sted i baghovedet høre tre små ord: ”America is back.” Men er det sandt?

Emnet for morgenens diskussion blandt lederne er fremtiden for europæisk forsvar – og ordene blev udtalt af Joe Biden, da han sidste weekend deltog i en lignende elektronisk version af den årlige internationale sikkerhedskonference i München.

Den nye amerikanske præsident er i gang med en gigantisk diplomatisk oprydning efter forgængeren Donald Trumps utallige angreb på både Nato, EU, FN og stort set alt andet multilateralt samarbejde.

”De seneste fire år har været hårde. Men nu må Europa og USA igen lede i fællesskab (…) Jeg ved, vi kan gøre det. Vi har gjort det før,” sagde præsident Biden.

Spørgsmålet er, hvor mange af de 27 EU-landes ledere, der her i 2021 stadig tror på, at amerikansk militærmagt via den transatlantiske forsvarsalliance forbliver grundstenen for Europas sikkerhed. Ved samme konference i München lagde Frankrigs præsident ikke skjul på, at hans tillid til USA kan ligge på et temmelig lille sted.

”USA er i dag blevet en stillehavsmagt, der ser mere i retning af Kina og Stillehavet. Det betyder, at USA vil skifte fokus til andre regioner end vores nabolag,” sagde Emmanuel Macron og fortsatte:

”Hvis vi er for afhængige af USA inden for Nato, så kan vi placere os selv i en situation, hvor vi ikke længere bliver forsvaret ved vores egne grænser (…) Den Europæiske Union og dens nøglestater er nødt til at være en del af løsningen på deres egen sikkerhed.”

Danmark insisterer på Nato
Det er langt fra første gang, at Frankrig efterlyser større ambitioner for en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik. Den slags har franske ledere luftet i større eller mindre grad lige siden Charles de Gaulles stormagtsdrømme i 1960’erne.

Så hvorfor tage det mere alvorligt nu? Man kunne faktisk argumentere for, at militær autonomi for Den Europæiske Union bare er blevet endnu mere urealistisk i en tid, hvor EU’s største militærmagt – Storbritannien – lige har forladt klubben.

Men der er en politisk og strategisk udvikling, som gør, at netop dette øjeblik er følsomt og vigtigt. Verden ”står ved et vendepunkt”, sagde Joe Biden også ved München-konferencen: Et vendepunkt, hvor Kina, Rusland og andre autoritære magter forsøger at løbe de vestlige demokratiers samarbejde over ende.

Det sker på et tidspunkt, hvor tilliden til Amerikas styrke og troværdighed er blevet svækket blandt de europæiske allierede; og hvor netop briternes exit fra EU har skiftet magtbalancen i det europæiske samarbejde kraftigt i retning af Frankrigs visioner for større handelsmæssig protektionisme og mere fælles forsvar.

Ingen af delene passer godt for den lille transatlantisk tænkende frihandelsnation Danmark, der ovenikøbet har et forbehold for EU’s militære samarbejde. Derfor er Mette Frederiksen måske ikke helt fri for bekymring, når hun fredag sammen med præsident Macron, kansler Merkel og de andre skal gøre status over en ny og endnu mere ambitiøs udvikling.

”Det er vigtigt, at Europa løfter et større ansvar på forsvars- og sikkerhedspolitikken. Men det er i regeringens optik fuldstændig afgørende, at det er Nato, der er rammen omkring det europæiske sikkerhedsarbejde og dansk sikkerhedspolitik i det hele taget,” understregede Mette Frederiksen onsdag i Folketingets Europaudvalg.

Det strategiske Kompas
Uden at den brede offentlighed har lagt mærke til det, så indledte EU sidste sommer efter tysk forslag et omfattende arbejde på en ny og mere konkret militær strategi for Europa. Projektet, der har fået navnet ’Det Strategiske Kompas’, involverer både EU’s udenrigstjeneste, EU-Kommissionen, Det Europæiske Forsvarsagentur og alle de 27 medlemslandes forsvarsministerier.

Grundlaget for arbejdet er en fælles europæisk trusselsvurdering, der blev lavet i november sidste år med input fra alle landenes efterretningstjenester. Den analyse er både fortrolig og enestående, for det er første gang nogensinde, at EU har udarbejdet en fælles sikkerhedspolitisk trusselsvurdering.

På basis af dette fortrolige dokument er EU’s medlemslande og institutioner nu gået i gang med intense udvekslinger og diskussioner, som efter planen skal føre til vedtagelse af en slags fælles europæisk forsvarsstrategi i foråret 2022.

Det er næppe tilfældigt, at processen blev sat i gang af Tyskland – og at den skal fuldbyrdes under Frankrigs EU-formandskab næste år. Det er også værd at bemærke, at der er fransk præsidentvalg i april-maj samme forår.

Forsvarsfond og nye militære projekter
I forvejen har EU i løbet af de seneste tre-fire år allerede vedtaget og afsat milliarder til flere forsvarspolitiske nyskabelser, der ville have været utænkelige for ikke så længe siden:

Den Europæiske Forsvarsfond (EDF), der støtter udvikling af forsvarsindustri, Den Europæiske Fredsfacilitet (EPF), der bl.a. træner og støtter internationale fredsstyrker, og så et stort nyt initiativ med det ikke så sexede navn Permanent Struktureret Samarbejde (PESCO).

Sidstnævnte giver milliardstøtte til at udvikle en lang række fælles militære projekter, lige fra droner og transportfly til ubåde, på kryds og tværs af 25 deltagende medlemslande. Efter Storbritanniens udmeldelse er Danmark og miniputstaten Malta de eneste to EU-lande, der ikke er med i PESCO.

Forhandlingerne internt i EU om ’Det Strategiske Kompas’ handler om en strategi for at videreudvikle disse initiativer og måske også skabe nogle nye i løbet af de næste 10 år.

På længere sigt er det tanken, at det styrkede samarbejde om en forsvarsfond og nye militære udviklingsprojekter kan være åbent for lande uden for EU også. Det er USA’s nye ledere meget opmærksomme på.

USA’s nye regering er bekymret
Under sin kongreshøring sagde den nye amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, at USA ikke alene gerne vil være med – men at præsident Bidens nye regering faktisk betragter det som skidt for samarbejdet med Nato, hvis ikke amerikanerne og andre allierede uden for EU kommer med.

”Udelukkelse af amerikansk deltagelse i EDF- og PESCO-projekter ville være kontraproduktivt,” sagde Austin.

Hans ord afspejler en stigende bekymring i den vestlige forsvarsalliance, der også breder sig hos lande som Canada, Tyrkiet, Norge og Island, over at de franske ambitioner på EU’s vegne kan skabe problemer i Nato. Og hvad med Storbritannien, der jo stadig er Europas vigtigste militærmagt?

Alliancen er i gang med en helt parallel udvikling af Nato’s strategi frem til 2030. I øjeblikket står det ikke lysende klart, hvordan de to store strategiprojekter for årtiets forsvarsprojekter i henholdsvis EU og Nato egentlig skal spille sammen og undgå at afspore hinanden.

”Hvad er det egentlig, Frankrig vil? Vil de bruge EU til et territorialforsvar af Europa? Sådan et samarbejde har vi jo altså i forvejen herude,” siger en kilde i Nato-hovedkvarteret:

”Der er for meget forvirring om, hvor præsident Macron vil hen nu og hvor mange, der er parat til at følge ham.”

Andre advarer om, at både USA og andre ikke-EU-lande i alliancen stadig mangler at få et klart svar på, hvorvidt de vil kunne deltage i de nye europæiske militærprojekter.

Advarsel fra chefen for Nato
Som sædvanlig handler det ikke kun om sikkerhed, men også om penge, magt og politik.

På den ene side frygter USA’s nye regering at se en europæisk protektionisme rejse sig via forsvarsfonden og andre projekter, netop som Joe Biden vil genoplive det transatlantiske partnerskab.

På den anden side kan det blive svært for Tyskland og især Frankrig at bruge Den Europæiske Forsvarsfond til at støtte amerikanske, britiske eller tyrkiske militærprojekter.

Disse store modstridende interesser vil være i spil, når de europæiske ledere under deres videokonference fredag får besøg af Nato’s generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Han er også bekymret. For godt nok er det alletiders, at næsten alle de europæiske lande nu er ved at øge deres forsvarsbudgetter, sådan som USA og Nato har bedt om i årtier.

”Men EU kan ikke erstatte Nato. EU kan ikke beskytte Europa,” sagde nordmanden til München-konferencen forleden dag.

Ikke desto mindre er EU nu i gang med et arbejde, der i hvert fald i Frankrigs øjne faktisk handler om at beskytte Europa.

Det kan blive kontroversielt. Ikke mindst for Danmark, der næsten helt alene står uden for det meste af udviklingen.

thomas.lauritzen@altinget.dk