Troels Lund udskyder forslag om sort arbejde

SORT ARBEJDE: Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) trækker i land på sit forslag om at kriminalisere købere af sort arbejde. Det kommer tidligst i 2011 – lige nu vil han i stedet gå efter modtagere af overførselsindkomster, der udfører sort arbejde.

Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) trækker nu delvist sit forslag om kriminalisering af købere af sort arbejde i land.

Efter at have overvejet reaktionerne på idéen, som han lancerede tidligere på sommeren, har han besluttet at nedprioritere denne del af sit udspil om klarere regler for sort arbejde, så det nu tidligst vil komme på dagsordenen i 2011, fortæller han i dag til Altinget | Skat.

I stedet vil han begynde med en afkriminalisering af sort arbejde i "småtingsafdelingen" som f.eks. græsslåning og børnepasning - og derefter vil han koncentrere indsatsen mod dem, der både modtager overførselsindkomster som kontanthjælp eller dagpenge, men samtidig arbejder sort. Først derefter vil han se på en kriminalisering af køb af sort arbejde.

"Jeg må nok nu revidere min opfattelse og sige, at jeg vil starte med at gøre det hårdere og mere strafbart, når folk på overførselsindkomst spekulerer i at lave sort arbejde. De andre dele med sanktioner mod folk, der køber, skal overvejes meget nøje, for det skaber nogle problemstillinger f.eks. i forhold til dokumentationen," siger han.

For mange uafklarede spørgsmål
Ud over den heftige offentlige debat om forslaget har skatteministeren også ændret prioritering, fordi der er blevet rejst mange spørgsmål om en sådan kriminalisering, som endnu er uafklarede:

"Der er mange spørgsmål, vi skal have svar på, før man eventuelt kan gøre det strafbart at købe sort arbejde, og der har jeg simpelthen brug for at blive bedre klædt på. Derfor er det kommet længere ned på listen, og i stedet begynder vi på den korte bane med at lave en lempelse," siger Troels Lund Poulsen.

Skatteministeren vil allerede dette efterår fremlægge sine idéer til afkriminalisering af vennetjenesterne og den skærpede indsats mod de modtagere af overførselsindkomst, der arbejder sort ved siden af.

Forrige artikel Pres for indvandrerstop i ghettoer Pres for indvandrerstop i ghettoer Næste artikel Christiansborg Slotstårn frilagt efter års arbejde Christiansborg Slotstårn frilagt efter års arbejde