Christiansborg Slotstårn frilagt efter års arbejde

GRØNT: Den konservative partifarve dominerer den allerøverste del af det nyrenoverede tårn på Christiansborg - men det skal man ikke lægge noget politisk signal i.

Tårnet på Christiansborg Slot er igen synligt uden stillads - efter fire et halvt års ombygning. Kigger man nærmere efter, er toppen grøn, mens resten af tårnet er rødbrunt. Hvorfor nu det? Man skal i hvert fald ikke lægge noget politisk signal i det:

"De tre kroner og fløjstangen øverst på tårnet er ikke blevet fornyet. Her er kobberet i fin stand og skønnes at kunne holde i mindst 50 år endnu. Derfor er toppen stadig irgrøn, hvorimod resten af tårnet med det nye kobber fremstår brunligt. Der vil nok gå mindst 20 år, før farveforskellen på tårnet har udlignet sig, og det hele vil være grønt," siger arkitekt MAA Kai Grønbæk fra Slots- og Ejendomsstyrelsen, som har været bygherrerepræsentant på projektet, til Folketingets intranet Nettinget. 

Siden 2006 har tårnet på Christiansborg været helt eller delvist dækket til. Men nu er udbedringen af betonskader og fornyelsen af kobberbeklædningen tilendebragt, og toppen er altså dermed helt synlig.

Da slottet blev bygget i 1907 til 1928, havde man ikke meget erfaring med at arbejde med jernbeton. Det bevirkede, at armeringsjernene mange steder kom til at ligge for yderligt og ikke tilstrækkeligt beskyttet af betonlaget. Betonen skallede af, og jernene rustede på spiret af tårnet. Derfor var det nødvendigt, at tårnet kom under kærlig behandling.

Figurerne er kommet tilbage
Midt på bliver tårnet nu omkranset af otte menneskefigurer i kobber. De er i sin tid udført af billedhuggeren Axel Locher (1879-1941) og symboliserer de vigtigste erhverv i landet på den tid, hvor slottet blev bygget. 

Nogle kan måske huske at have set figurerne før, for de har tidligere siddet på tårnet, indtil man ved årsskiftet 1999-2000 tog dem ned af sikkerhedshensyn. Man frygtede, at de ikke kunne holde til den kraftige vind, da en af figurerne var blæst ned tidligere. Men nu er figurerne genopsat, efter at de er blevet renoveret under medvirken af Nationalmuseet.

Forrige artikel Troels Lund udskyder forslag om sort arbejde Troels Lund udskyder forslag om sort arbejde Næste artikel Danskerne vil bruge EU til at forbyde GMO Danskerne vil bruge EU til at forbyde GMO