Troels Lund om nyoprettet ministerpost: Den er kommet for at blive

Skal Danmark have en permanent europaminister? Ja, mener Venstre-formand Troels Lund Poulsen. Posten er også væsentlig på den anden side af næste valg.

Det er et årti siden, Danmark sidst havde en europaminister.

Nu bliver stillingen igen en del af det danske ministerhold, fordi Danmark står over for endnu et EU-formandskab, som ministeren får ansvar for at afvikle.

Men der må ikke igen gå ti år uden nogen på posten.

Det mener Venstres formand og forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

“Det at have en europaminister synes jeg for alvor giver mening i lyset af den situation, Europa befinder sig i,” siger han til Altinget fredag.

“Så jeg er af den opfattelse, at en europaminister er kommet for at blive i dansk politik – også efter det kommende valg.”

{{toplink}}

Styrker europapolitikken

Torsdag stod det klart, at det blev digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre (V), som kommer til at stå i spidsen for formandskabet for EU’s Ministerråd, som Danmark overtager i andet halvår af 2025.

Det betyder, at hun flytter ind hos Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads i København, for europaministeren får ikke sit eget ministerium, men bliver betjent af Udenrigsministeriets folk.

Ved overdragelsen gjorde hun det også klart, at hun fremover betragter sin nye ministerpost som en fast bestanddel af dansk politik.

"Det skal ses som et permanent ministerium og som en styrkelse af europapolitikken i Danmark," lød det torsdag eftermiddag.

{{toplink}}

Minister indtil næste valg

Så klart har udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) dog ikke villet udtale sig, da Altinget spurgte ham, om posten denne gang er kommet for at blive.

“Formandskabet er en kæmpe opgave, og det slutter ikke, bare fordi vi rammer 31. december næste år. Der skal jo følges op. Derefter er vi for øvrigt inde i et valgår, så den europaminister, der udpeges i dag, skal i hvert fald være minister hele den her valgperiode,” sagde han.

Venstre har ad flere omgange – ført an af europaparlamentariker Morten Løkkegaard – efterspurgt en fast dansk europaminister.

På grund af den geopolitiske udvikling kræver europapolitikken mere tid, end udenrigsministeren er i stand til at give, når han samtidig skal til FN-generalforsamling i New York eller erhvervsfremstød i Asien, lyder argumentet.

{{toplink}}

Forrige artikel Fem ministerier skal finde ny departementschef Fem ministerier skal finde ny departementschef Næste artikel Her er Dan Jørgensens største konkurrenter til at lande en grøn EU-toppost Her er Dan Jørgensens største konkurrenter til at lande en grøn EU-toppost