Tidligere V-minister bliver formand for central pensionskommission

UDNÆVNELSE: Beskæftigelsesministeriet bekræfter nu, at tidligere beskæftigelsesminister og DA-direktør Jørn Neergaard Larsen (V) er formand for kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning. Resten af kommissionens medlemmer er endnu ikke udpeget.

Så blev det officielt.

Beskæftigelsesministeriet bekræfter nu, at tidligere beskæftigelsesminister og DA-direktør Jørn Neergaard Larsen skal sidde i spidsen for kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning.

"Jeg er glad for, at Jørn Neergaard, der kender pensionssystemet til fingerspidserne, har takket ja til opgaven. Når vi har kommissionens anbefalinger, skal vi drøfte dem politisk. Det ser jeg frem til," siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard i en pressemeddelelse.

Altinget kunne i fredags fortælle, at Neergaard på opfordring fra Venstre var i spil til posten som formand for den nye kommission.

"Jeg er glad for den tillid, der bliver vist mig ved at udnævne mig som formand for pensionskommissionen. Pension er et utroligt vigtigt emne både for den enkelte og for vores samfundsøkonomi. Jeg har beskæftiget mig med pension - ikke mindst arbejdsmarkedspension i en stor del af mit arbejdsliv. Nu glæder jeg mig til at tage fat på denne opgave," siger Jørn Neergaard i pressemeddelelsen.

Løkkes joker
Neergaard blev hentet ind af Lars Løkke som beskæftigelsesminister i V-regeringen i juni 2015. I november 2016 blev han erstattet af Troels Lund Poulsen (V), da der ikke var plads til ham i den nye VLAK-regering.

I sin tid som beskæftigelsesminister nåede han at indgå to trepartsaftaler og vandt respekt blandt politiske med- og modspillere for sine diplomatiske evner.

Læs analyse af Neergaards tid som beskæftigelsesminister: Da den danske model fik sin egen minister

Den nu 71-årige Neergaard har siden været formand for Metroselskabet.

Pensionskommissionen er en udløber af aftalen om seniorpension, som VLAK-regeringen indgik med Dansk Folkeparti og Radikale kort før Folketingsvalget i 2019.

Socialdemokratiet har dog efterfølgende tilsluttet sig aftalen.

Kommissionen skal afslutte sit arbejde med afrapportering til regeringen og forligspartierne senest i 1. kvartal 2022. Kommissionens øvrige medlemmer udpeges i løbet af efteråret. 

Forrige artikel Dagens overblik: Dongs værdi er eksploderet, og Arne-udspil kommer i morgen Dagens overblik: Dongs værdi er eksploderet, og Arne-udspil kommer i morgen Næste artikel Vermund klar til Arne-forhandlinger med krav om skattelettelser Vermund klar til Arne-forhandlinger med krav om skattelettelser