Thorning: Det er ikke Radikales skyld

KONGRES: Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vil ikke give Radikale skylden for dagpenge-forringelserne. Vi står selv på vores mål for vores beslutninger, siger hun.

Socialdemokraterne står på mål for den afkortede dagpengeperiode. Det slog statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fast søndag, umiddelbart efter S-kongressens afslutning.

Hendes reaktion kommer efter, at tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lørdag opfordrede Radikales Margrethe Vestager til at se på dagpengepolitikken, men den opfordring er ikke fair, mener Thorning.

"Det er urimeligt at sige, at det er Radikales skyld. Det er et fælles regeringsgrundlag, hvor vi i fællesskab tager ansvar for at rette op på dansk økonomi. Jeg accepterer ikke at skyde skylden på andre partier. Vi står selv på mål for vores beslutninger," sagde Thorning med henvisning til, at partiet i regeringsgrundlaget har accepteret de ændringer af dagpengereglerne, som Radikale tidligere har vedtaget med VK-regeringen.

Thorning har tidligere på kongressen slået fast, at der ikke bliver ændret på dagpengeperioden. Søndag understregede hun, at hun heller ikke mener, at man skal ændre på genoptjeningskravet.

"Det hele er noget, som koster penge. Mange siger: Kan vi ikke lige gøre sådan og sådan, men vi er ansvarlige for, at pengene passer. Ikke bare i år, men også fremadrettet," sagde hun.

Genoptjeningskravet, der handler om, hvor længe man skal arbejde for at optjene ret til dagpenge, ventes at blive et centralt spørgsmål i finanslovsforhandlingerne med Enhedslisten.

, ,

Forrige artikel Grundfos-boss modtager Svend Auken-prisen Næste artikel S udvider kattelem for Freddy Blak-typer