Sundhed og forebyggelse sparet væk i KL-aftale

ØKONOMI: Formanden for KL's Sundheds og socialudvalg mener, at KL har indgået en god aftale samlet set, selvom der ikke kom noget løft på forebyggelses- og sundhedsområdet.

Set i lyset af den økonomiske krise har regeringen og KL indgået en udmærket aftale. Det er konklusionen hos KL's formand for Social- og Sundhedsudvalget.

Tove Larsen (S) erkender dog, at sundheds- og forebyggelsesområdet var et af de områder, der ikke kunne blive penge til i forhandlingerne.

"Her blev alt afvist. Vi ønskede blandt andet flere penge end de årlige 200 millioner, som vi får til forebyggelse. Det fik vi ikke, men vi har fået et løfte om, at man fra regeringens side i det kommende år ikke vil udstede nye løfter om, hvad vi kommuner skal på dette område," siger Tove Larsen.

Kan tage penge fra handikappede
Hvis kommunerne vil øge indsatsen på sundheds- og forebyggelsesområdet i 2010, har de to muligheder.

"I princippet kan kommunerne bruge af de 1,3 mia kroner ekstra, som vi har fået til det specialiserede sociale område (sårbare børn og unge og voksne handicappede, red.). Og hvis kommunen er blandt de mest økonomisk trængte, kan den søge om penge fra puljen på en halv milliard, der er afsat til kommuner med særlige økonomiske problemer," siger Tove Larsen.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen mener, at regeringens planer om en forebyggelsesplan er utroværdig.

S: Regering udsætter forebyggelse
Selv om planen først bliver vedtaget en gang i efteråret, kunne man sagtens afsætte penge til næste år.

"Man har før set reserverede midler, som gemmes, til planer ligger klar. Samtidig så kunne kommunerne sagtens gå i gang med at arbejde med KRAM-faktorerne. De er jo et langt stykke hen ad vejen godt klar over, hvor man til en start kan sætte ind," siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun mener, at det er meget uheldigt, at en øget forebyggelsesindsats tidligst ser ud til at kunne blive virkelighed i 2011.

Minister: Penge skal ikke afsættes i blinde
Sundhedsministeren mener ikke, at det giver mening at afsætte penge til forebyggelse endnu.

"Nu forhandler vi jo ikke om midler til noget, vi ikke kender i sin færdige udgave endnu, og regeringens nationale forebyggelsesplan kommer som bekendt efter sommerferien," skriver Jakob Axel i en mail til Altinget. 

Han peger desuden på, at kommunerne til gengæld heller ikke har fået flere opgaver.  

"Derudover er der vist bare det at sige, at regeringen og KL har en klar aftale om kommunernes økonomi til næste år, og der er ikke nogen nye sundhedsopgaver i den, som kommunerne ikke er blevet kompenseret for."

DF: God prioritering
Dansk Folkepartis finansordfører mener, at regeringen har prioriteret rigtigt blandt andet ved at afsætte 1,3 mia. på det sociale område.

"Det har været vigtigt for Dansk Folkeparti, at den økonomiske krise ikke måtte betyde, at der skæres i det offentliges kerneydelser i kommunerne, og aftalen viser, at selv i en økonomisk krisetid bliver der tilført flere penge til velfærdsydelser i kommunerne," siger Kristian Thulesen Dahl i sin kommentar til aftalen.

Forrige artikel Ammitzbøll lukker BC - politisk ordfører i LA Ammitzbøll lukker BC - politisk ordfører i LA Næste artikel DF fik mere økologi og biogas i Grøn Vækst DF fik mere økologi og biogas i Grøn Vækst