Storbritanniens justits- og vicepremierminister trækker sig efter beskyldninger om mobning

Storbritanniens justits- og vicepremierminister, Dominic Raab, er trådt tilbage fra sine ministerposter. Det sker, efter at en officiel undersøgelse har fundet, at ministeren af flere omgange har udsat sine ansatte for mobning.  

Endnu engang er der politiske rystelser på de britiske breddegrader, efter at en minister er gået af. 

Denne gang er der dog ikke tale om en premierminister, men i stedet Storbritanniens justits- og vicepremierminister, Dominic Raab, der er gået af.

Det sker som konsekvens af en officiel undersøgelse af beskyldninger om mobning fra hans side af. 

Det skriver The Guardian

Dominic Raabs afgang fra den britiske regering sker efter måneder med beskyldninger om mobbende adfærd fra ministerens side. Ifølge The Guardian har han flere gange med sin adfærd drevet ansatte til tårer og opkast inden møder. 

Rishi Sunaks tætte allierede 

Den afgående minister beskrives som en tæt allieret for den konservative premierminister Rishi Sunak.

I britisk presse stilles der nu spørgsmålstegn ved Sunaks håndtering af sagen, efter at han lod Dominic Raab sidde på ministerposten, mens den officielle undersøgelse af sagen stod på. 

Undervejs har Dominic Raab, der er tidligere britisk udenrigs- og Brexitminister, selv konsekvent affærdiget alle beskyldningerne om mobning. 

Selv efterspurgte Dominic Raab en officiel undersøgelse. Her lovede han, at hvis den fandt frem til, at der skulle være hold i beskyldningerne om mobning, at han så ville trække sig. 

Den konsekvens har han nu draget efter offentliggørelsen af undersøgelsen. 

 

Forrige artikel Bestyrelsen i Unicef Danmark får ny forperson Bestyrelsen i Unicef Danmark får ny forperson Næste artikel Ekskluderet NB-medlem skifter til Dansk Folkeparti Ekskluderet NB-medlem skifter til Dansk Folkeparti