’SofaGate’ handler mere om EU’s interne magtkampe end om ligestilling

BRUXELLES: ”Ahem!”. Kønt var det bestemt ikke, da EU-Kommissionens forkvinde forleden rømmede sig for at gøre opmærksom på, at de to mandlige ledere i lokalet uden videre indtog de vigtigste siddepladser. Ursula von der Leyen var vred.

Det var i sidste uge, at topcheferne fra Den Europæiske Unions to tungeste institutioner besøgte den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan. De var i Ankara for blandt andet at kritisere Tyrkiets manglende indsats for at sikre ligestilling og kvinders rettigheder.

Derfor virkede det så meget desto mere provokerende, at tv-billederne viste Erdogan og EU’s rådsformand, Charles Michel, sætte sig til rette ved siden af hinanden i rummets eneste to forgyldte stole. Imens måtte den første kvindelige leder af EU’s på mange måder mest magtfulde institution sætte sig i en sofa et stykke væk fra de to mænd, der tronede i midten.

Uanset om det var tilsigtet eller ej, så udstråler billederne en kraftig symbolik. Det er lige før, man frygter at høre Erdogan eller Michel bede Ursula von der Leyen om at lave dem en kop kaffe derhenne i sofahjørnet, mens mændene får sig en alvorssnak.

Siden har den tyrkiske præsidents folk afvist, at den pinlige situation på nogen måde var tilsigtet. De ansvarlige for diplomatisk protokol i henholdsvis Bruxelles og Ankara roder rundt i diverse forklaringer og bortforklaringer: Det er normalt at Rådets formand sidder først, problemet var kun de forskellige møblers karakter og afstand, lokalet var ikke blevet besigtiget på forhånd… og så videre, og så videre.

Michel ville undgå at fremstå ”paternalistisk”
Lige meget hjælper det, når videoen med optrinnet for længst er gået den halve verden rundt og har skabt en flodbølge af indignation. Det varede ikke længe, før hashtagget #SofaGate blev født på de sociale medier.

Mens præsident Erdogan formodentlig kan være ret ligeglad, så har EU’s belgiske rådsformand ikke bestilt andet end at sige undskyld i en uge nu.

”Jeg beklager dybt denne situation, og jeg er fuldt ud klar over det katastrofale billede af det øjeblik,” sagde Charles Michel sidste torsdag til den belgiske tv-station LN24:

”Jeg var i selve øjeblikket sikker på, at enhver reaktion fra min side kunne opfattes som paternalistisk over for Ursula von der Leyen. Måske var det en fejl, men det var sådan, jeg opfattede det i situationen,” sagde han.

Taler man med funktionærer på begge sider af EU-kvarterets hovedgade, Rue de la Loi, som adskiller Kommissionens hovedkvarter Berlaymont fra den europæiske rådsbygning Justus Lipsius, så opfatter de Michels fortvivlelse over billederne som oprigtig.

Ingen betragter den tidligere belgiske regeringsleder som en gammeldags mandschauvinist, der nød at nægte sin kvindelige kollega plads i den fineste stol. Men det betyder ikke, at det pinlige optrin i Ankara ikke er udtryk for et reelt problem.

Det er bare et andet problem end forholdet mellem kvinder og mænd, der bliver afsløret. Eller måske flere problemer.

Tvivl om rådsformandens beføjelser
Rent bortset fra, at EU-cheferne kommer til at fremstå befippede og ubeslutsomme over for Tyrkiets stadig mere autokratiske leder, som Europa har et anstrengt forhold til, så udstiller situationen også en intern konflikt i unionens funktionsmåde.

Lissabontraktatens ikrafttrædelse i slutningen af 2009 skabte en ny rolle som fast rådsformand, nogle gange kaldet EU-præsidenten, for at give mere kontinuitet og styring fra de europæiske regeringer.

Lige fra begyndelsen var det uklart, hvad rådsformandens beføjelser egentlig skulle være, og hvordan rollen skulle afbalanceres med henholdsvis unionens udenrigschef og EU-Kommissionens formand. Ud over at forberede og lede de europæiske topmøder, så har rådsformanden faktisk kun én klart defineret rolle – og det er som EU’s ansigt over for omverdenen.

I praksis har det skabt gnidninger og nogle gange også politiske sammenstød med formanden for EU-Kommissionen, der som chef for den største og mest centrale institution naturligt har meget svært ved at afgive sin indflydelse på for eksempel handel og mange andre aspekter af udenrigspolitikken.

I sådan en situation betyder det meget hvilke personer, der udfylder de konkurrerende roller – og hvorvidt deres personligheder, gensidige respekt og kemi med hinanden kan begrænse den latente rivalisering.

Fra Van Rompuy og Barroso til Tusk og Juncker
Når man ser på forholdet mellem Ursula von der Leyen og Charles Michel, er det værd at huske på, at denne ledelseskonstruktion kun har eksisteret i godt et årti. Den nuværende formandsduo er blot den tredje, siden belgieren Herman Van Rompuy tiltrådte som EU’s første faste rådsformand i 2010.

Der var til tider spændinger mellem den temmelig selvpromoverende José Manuel Barroso og den diskrete og snu baglokalespiller Van Rompuy, men de fandt frem til en arbejdsdeling. Det hele var dengang så nyt, at det heller ikke ville have været let for rådsformanden at være mere udfarende.

Den balance ændrede sig, da Polens tidligere regeringsleder Donald Tusk i slutningen af 2014 overtog Van Rompuys job. Rådets nye formand så sig selv mere som en politisk leder. Polakken viste sig markant og nogle gange provokerende i store politiske spørgsmål som forholdet til Rusland og Europas migrationskrise.

Især på det sidstnævnte område var Tusk på kollisionskurs med daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker, der kom med forslag om tvungen omfordeling af asylsøgere mellem EU-landene, som rådsformanden ikke troede på.

Ikke desto mindre fungerede deres samarbejde, fordi de to ældre konservative politikere kendte og respekterede hinanden.

Dårlig kemi mellem de to nuværende EU-chefer
”Juncker og Tusk kunne altid tale sammen, selv når der var konflikter. Der var bare god kemi mellem de to som mennesker,” siger en EU-kilde om de to lederes samarbejde frem til efteråret 2019:

”Den kemi findes desværre ikke mellem Ursula von der Leyen og Charles Michel.”

I løbet af de seneste dages forsoningsmøder og en fælles optræden for lukkede døre i Europa-Parlamentets formandskonference i tirsdags har de to EU-chefer haft svært ved at skjule deres mangel på tillid til hinanden.

Der kan være mange grunde til den manglende kemi. For eksempel er de begge to enormt ambitiøse.

Charles Michel er efter sigende en temmelig aggressiv leder, mens Ursula von der Leyen på sin side også har et erklæret ønske om at gøre sin EU-Kommission ”geo-politisk”. Det kan jo være lidt vanskeligt, hvis hun ikke engang får en stol at sidde i under udenlandske besøg.

En anden potentiel ubalance ligger i den meget usædvanlige situation, at Kommissionens formand denne gang kommer fra unionens mest folkerige, velstående og magtfulde medlemsland: Tyskland. Michel er en liberal fra et lille land, mens Ursula von der Leyen er en konservativ fra et stort land.

Er det nok med løfter om en stol næste gang?
Efter skarp kritik fra EU-Kommissionen har Charles Michel nu måttet love, at Rådet vil udarbejde retningslinjer, der skal sikre kommissionsformanden både taletid og en ordentlig siddeplads ved fælles internationale besøg i fremtiden.

Det løser dog næppe de underliggende problemer. Traktaten har en indbygget rivalisering mellem de to poster, og den kan ikke længere holdes i skak af personlige relationer.

Det er disse gnidninger og magtkampe, der er dukket op til overfladen i kølvandet på sidste uges besøg hos præsident Erdogan i Ankara. Den manglende respekt for en kvindelig leder, som situationen kom til at symbolisere, er kun en del af problemet.

For selv om Charles Michel nu fortryder bitterligt, at han ikke rejste sig op, så var det egentlig ikke hans skyld, at der var forvirring om stolene. Måske var det heller ikke Recep Tayyip Erdogans ansvar.

Faktisk kan argumentere for, at det er Lissabontraktatens skyld.

thomas.lauritzen@altinget.dk