EU’s næste toppost-trio er på plads : ”Det er tre stærke kandidater”

På trods af enkelte sure miner har de europæiske ledere som forventet peget på tyske Ursula von der Leyen, portugisiske António Costa og estiske Kaja Kallas til de øverste europæiske topjobs. Nu vender spotlyset over på EU-Parlamentet, der skal godkende den nye formand.

BRUXELLES: EU’s toppostkabale er gået op.

Efter et længere tilløb og uendelige spekulationer fik statsminister Mette Frederiksen (S) og de øvrige EU-ledere ved et møde torsdag aften i Bruxelles sat navne på, hvem der skal lede de vigtigste EU-institutioner de næste par år.

"Så har vi en ny ledelse af EU. Det er faldet på plads rigtig godt," sagde statsminister Mette Frederiksen (S) efter topmødets afslutning sent torsdag aften.

På trods af modstand fra højrenationale ledere fra Italien og Ungarn kunne de forsamlede EU-chefer nikke ja til den pakke med europæiske topjob, som har været så godt som klar i et par dage.

{{toplink}}

Det betyder, at EU-Kommissionens nuværende formand, Ursula von der Leyen, er indstillet af EU-lederne til fem år mere på sin post.

Ved sin side står hun til at få den siddende estiske premierminister, Kaja Kallas, som EU’s næste udenrigschef.

Den tidligere portugisiske premierminister, António Costa, bliver den nye leder af EU-chefernes eget forum, Det Europæiske Råd.

Et stort puslespil

Statsminister Mette Frederiksen forklarede, at der har været diskussioner om udnævnelserne, men at kabalen efter hendes opfattelse nu er landet rigtigt med "tre stærke kandidater".

"Der er nogle ting, der skal være på plads i det geografiske puslespil mellem 27 medlemslande, begge køn skal være repræsenteret på en ordentlig måde, og der er noget afsæt i forskellige politiske familier," sagde Frederiksen og understregede, at det også handler om kompetencer og erfaring.

Derfor er hun særligt glad for, at EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen står til at få fem år længere i sadlen.

"Selvom det har været et par meget, meget bøvlede år, Europa har været igennem, først med pandemi og efterfølgende med krig og inflation, som alle har kunnet mærke, så har der været en god ledelse af Kommissionen. Og nu fortsætter von der Leyen samlet set med et godt hold," sagde hun.

{{toplink}}

Det bliver et nej tak

Mindre tilfredse var både den italienske premierminister, Georgia Meloni, og den ungarske premierminister, Viktor Orbán. De er vrede over, at den nationalistiske højrefløj, som de repræsenterer, ikke er blevet inddraget nok i forhandlingerne.

I stedet er de blevet stillet over for et fait accompli begået af lederne fra de europæiske konservative, socialdemokratiske og liberale partifamilier, der har peget på deres egne folk til de tre topposter.

Orbán kaldte det ”skamfuldt”, at de politiske midterpartier brugte deres flertal til at trumfe deres vilje igennem.

Han mener, at det er ude af trit med de europæiske befolkninger, som ved valget til Europa-Parlamentet gav medvind til partierne til højre i det politiske felt.

Det betød også, at den ungarske leder valgte ikke at støtte en ny femårsperiode til EU-kommissionsformanden, og han afstod fra at stemme for Kaja Kallas.

Italienske Georgia Meloni stemte imod udpegelsen af både Kallas og Costa og afstod fra at støtte von der Leyen.

”Jeg har besluttet ikke at støtte det af respekt for borgerne og for de signaler, der er kommet fra disse borgere ved valget,” skrev hun efter mødet på det sociale medie X.

{{toplink}}

På gyngende grund

Diskussionerne har ellers floreret livligt i Bruxelles om, hvad Meloni skulle have i bytte for at stemme ja til pakken, Det kunne for eksempel være en kommissærpost på et tungt økonomisk område til Italien.

Den plan mislykkedes tydeligvis, men Meloni erklærede efter mødet, at hun ”fortsætter med at arbejde for endelig at give den vægt til Italien, som det fortjener”.

Den italienske regeringschef advarede inden mødet om, at Ursula von der Leyen bevæger sig ud på gyngende grund, når hun nu skal finde opbakning fra mindst 361 af de 720 nyvalgte EU-parlamentarikere, når de skal bekræfte hendes kandidatur formentlig i midten af juli.

Hvor de europæiske socialdemokrater, liberale og konservative omkring topmødebordet sidder mageligt på 21 af pladserne blandt de 27 lande, har de ikke nær så solidt et flertal i det nye og mere højredrejede EU-Parlament.

Samtidig ved Ursula von der Leyen klog af skade, at hun ikke kan regne med at få støtte fra alle de folkevalgte fra de politiske midtergrupper ved afstemningen, som er hemmelig. Da hun blev valgt første gang i 2019, klemte hun sig igennem med en margin på bare ni stemmer.

Ingen blankocheck

Hverken lederen af den liberale Renew-gruppe i Parlamentet eller socialdemokratiske S&D ville torsdag love at stemme for hende uden at få noget til gengæld.

“Vores støtte er ikke en blankocheck,” lød det fra den socialdemokratiske gruppeformand i Parlamentet, Iratxe García Pérez.

Ursula von der Leyen medgiver, at hun nu skal på overarbejde for at sikre sig opbakning fra både de politiske grupper i Parlamentet og fra enkelte nationale partiers delegationer.

”For mig handler det om at overbevise et bredt flertal, hvis det er muligt. Det er det, jeg kommer til at arbejde intensivt på i de næste tre uger, og så får vi se,” siger hun.

Kan samarbejde

Blandt stats- og regeringscheferne bliver der dog nu draget et lettelsens suk over, at man har fået streget udpegelsen af det næste kuld EU-ledere af opgavelisten.

Samtidig glæder flere af dem sig over, at det virker, som om det er et trekløver, som allerede har et godt arbejdsfællesskab. Deres forhold er allerede blevet tryktestet gennem de seneste år, hvor de har siddet til topmøde efter topmøde sammen under til tider meget dramatiske omstændigheder for Europa.

”Det er tre personer, som er etableret dygtige og erfarne. Jeg plejer selv at understrege, at de kan finde ud af at samarbejde. Og vi har brug for mere samarbejde, også i EU,” sagde den svenske statsminister, Ulf Kristersson.

Det kan virke som en slet skjult hentydning til, at forholdet mellem Ursula von der Leyen og den nuværende topmødeleder, Charles Michel, de seneste fem år har været notorisk ringe.

{{toplink}}

Derfor har mange også påpeget, at Costa er kendt som en god kompromismager og en konstruktiv mægler, der generelt er vellidt.

På en videoforbindelse fra Portugal lovede den kommende EU-chef, at det også vil fortsætte sådan.

”Jeg vil være fuldt optaget af at fremme enighed mellem alle 27 ledere,” lovede Costa, der understregede, at det vil ske i ”loyalt samarbejde” med de øvrige europæiske institutioner.

Den kommende europæiske udenrigschef var ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes at få samarbejdet til at spille.

”Vi udgør et fremragende hold,” sagde en glad Kaja Kallas.

Artiklen er opdateret med nye kommentarer

{{toplink}} 

,

Forrige artikel Her er EU's nye topchefer: Høgen, mægleren og chefen Her er EU's nye topchefer: Høgen, mægleren og chefen Næste artikel Mens der i Danmark ikke laves referater fra vigtige beslutninger i regeringsudvalg, så har det været fast praksis i Norge i 40 år Mens der i Danmark ikke laves referater fra vigtige beslutninger i regeringsudvalg, så har det været fast praksis i Norge i 40 år