Skuffet minister: Naturorganisationerne er ukonstruktive

STRID: Flere naturorganisationer bruger alt sit krudt på hård retorik om regeringens politik i stedet for at komme med brugbare konstruktive løsninger, lyder kritikken fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V). Organisationerne afviser.

Den nye miljøminister har hen over sommeren måttet lægge øre til ualmindelig hård kritik fra Danmarks Naturfredningsforening (DN) og WWF.

Og det i en grad, at hun nu skyder igen.

"Jeg er meget skuffet over reaktionerne fra naturorganisationerne. Det har været meget lidt konstruktivt," siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Kritikken fra de grønne har i hovedtræk handlet om regeringens fokus på at forbedre landbrugets vilkår, mens miljø og natur er gået for meget i glemmebogen. Allerede på dag ét med ny regering proklamerede Danmarks Naturfredningsforening, at Svend Aukens livsværk bliver revet endegyldigt ned.

Det er et blandt flere eksempler, hvor Eva Kjer Hansen bestemt ikke er imponeret. 

"David Rehling (skribent ved Information, red.) taler om gylleorgier, og Danmarks Naturfredningsforening mener, at jeg ødelægger alt, hvad Svend Auken har bygget op. Gitte Seeberg (generalsekretær i WWF, red.) taler om, at min landbrugspakke er en horrorplan," siger Eva Kjer Hansen.

"Retorisk er det nogle interessante ord, som de har fundet på, men hvor er der et konstruktivt bidrag til, hvad jeg skal være opmærksom på?" tilføjer hun og opfordrer organisationerne til at gå i dialog i stedet.

Organisationer afviser
Kritikken preller imidlertid af på både WWF og DN. Præsident i DN Ella Maria Bisschop-Larsen fortryder på ingen måde meldingen om, at Svend Aukens livsværk bliver revet endegyldigt ned.

"Kritikken er meget berettiget. Svend Auken sagde, at miljøhensynet skal være gennemgående i alt, hvad vi foretager os. Nu er der en anden dagsorden om, at landbruget skal have det bedre what-so-ever," siger Ella Maria Bisschop-Larsen.

Hun afviser, at organisationerne er ukonstruktive og påpeger, at det er DN og ikke miljøministeren, der har taget initiativ til et møde 31. august.

En spade for en spade

WWF's generalsekretær, Gitte Seeberg, fortryder heller ikke sin udtalelse om, at regeringens bebudede landbrugspakke er en "horrorplan".

"Jeg kan godt forstå, at det er svært at blive kritiseret med det samme, og jeg vil vældig gerne give Eva Kjer Hansen en chance. Men landbrugspakken skruer altså Danmark tilbage, og det er der bare slet ikke brug for," siger Gitte Seeberg.

Hun mener som DN, at naturorganisationerne også er konstruktive. Hun peger på, at man har rost regeringen for at ville udlægge mere urørt skov i statsskovene. Men derfor er der indimellem brug for, at man kalder en spade for en spade:

"Jeg indrømmer blankt, at mine udtalelser er hårde. Men det er der altså også en grund til. For den plan, som ministeren har fremlagt, bærer ikke skyggen af miljøbeskyttelse. Det er en plan, som lige så godt kunne være udarbejdet ovre på Axelborg," siger Gitte Seeberg.

Læs hele artiklen på Altinget: miljø (kræver abonnement). Tegn gratis prøveabonnement her.

,

Forrige artikel LA'er melder sig ud og smækker med døren LA'er melder sig ud og smækker med døren Næste artikel Nu vil Alternativet tjene penge på sine ideer Nu vil Alternativet tjene penge på sine ideer