Sådan er det gået DF valg for valg

VALG: Søndagens valg til Europa-Parlamentet gav historisk fremgang til Dansk Folkeparti. Se, hvordan partiet har klaret sig valg for valg siden 1997.

Dansk Folkeparti fik med 26,6 procent af stemmerne til søndagens parlamentsvalg et historisk godt valgresultat.

Siden partiet blev stiftet i 1995, har DF deltaget i 14 valg til Folketinget, Europa-Parlamentet og kommunerne. Ved det første valg i 1997 fik partiet 5,1 procent af stemmerne. Søndag kulminerede udviklingen, da partiet med Morten Messerschmidt i front fik mere end hver fjerde stemme.

"DF's udvikling fra et udskældt yderparti til det største danske parti er helt enestående," siger Altinget.dks politiske analytiker, Erik Holstein. Han fortsætter:

"Det var ikke kun Nyrup, der beskyldte DF for ikke at være stuerene. Også Venstres Uffe Ellemann rakkede DF ned i stærkt fordømmende vendinger, og partiet var ugleset i størstedelen af pressekorpset. Men bandlysningerne bremsede ikke DF, og med den retorisk afdæmpede Thulesen som formand er det for mange blevet mere legitimt at stemme på partiet. Det er lidt bemærkelsesværdigt, for Thulesen står for helt samme politiske linje som Pia Kjærsgaard."

Erik Holstein peger på, at Dansk Folkeparti på en række mærkesager taler til store vælgergrupper.

"Dansk Folkepartis store styrke er, at partiet giver mæle til alle dem, der er bekymret for områder som kriminalitet, en stor ikke-vestlig indvandring og EU's stadig større indblanding i dansk lovgivning. Det er vel at mærke ikke kun en lille gruppe af "globaliseringens tabere", der er bekymrede for udviklingen. Det er en meget stor del af befolkningen, der deler den bekymring," siger Holstein og fortsætter:

"At DF'ere som Mogens Camre og Søren Krarup til tider har bevæget sig ud i en helt skinger retorik, det er en anden sag."       

 <iframe height=389 width=426 src="//docs.google.com/spreadsheets/d/1tndW4xhwiRU_R6SJ8oDxioy4FvDbJYrdPv4mVtKzdN4/gviz/chartiframe?oid=1466639142" seamless frameborder=0 scrolling=no></iframe>

 

,

Forrige artikel Bookmakere forventer formands-exit fra Løkke før valg Næste artikel Messerschmidt suveræn topscorer Messerschmidt suveræn topscorer