S: Venstres selvmordsmanøvre skader Danmarks position i EU

DEBAT: Venstre truer med at trække regeringens mandat til budgetforhandlingerne i EU. Men det er et populistisk træk, som vil skade både Venstre og resten af Danmark, skriver Niels Fuglsang (S), medlem af Europa-Parlamentet.

Af Niels Fuglsang (S)
Medlem af Europa-Parlamentet

Det må være hårdt at være Jakob Ellemann. Venstres leder har endnu ikke markeret sig med ét eneste originalt synspunkt, og derfor griber han nu til uansvarlige og lette angreb på regeringen. Desværre for os alle skader han i samme ombæring Danmarks muligheder for at få en god aftale om EU’s nye budget.

Jeg fik nær croissant og kaffe galt i halsen, da jeg i dag læste, at Venstre truer med at trække regeringens mandat til forhandlingerne om EU’s budget for de næste syv år. Ellemann kræver, at regeringen på forhånd anviser, hvor pengene skal komme fra, såfremt budgettet vokser. Ellers vil Venstre forhindre regeringen i at forhandle videre og – må vi forstå – tvinge regeringen til at nedlægge veto.

Urimelige krav fra en desperat blok
Læste jeg rigtigt? Er Venstre virkelig blevet så desperat et parti, at man i jagt på at mene noget selvstændigt, bare et eller andet, er villig til at ødelægge Danmarks forhandlingsposition på bekostning af vores indflydelse og omdømme i EU? Så ser det skidt ud for det blå Danmark – og for alle os andre, for den sags skyld.

Sagen er jo, at regeringen er enig i, at EU’s budget ikke skal vokse. Regeringen har sågar meldt sig ind i en alliance af lande, der kæmper netop den sag. Mette Frederiksen har sagt klart og tydeligt, at EU’s budget bør blive på 1,0 procent af BNI, al den stund landbrugsstøtte og strukturmidler stadig fylder alt for meget og gavner for lidt.

Vi ved ikke, hvordan EU’s budget kommer til at se ud endnu, og derfor er det heller ikke rimeligt at bede om finansiering nu. Ellemann har i parentes bemærket ingen selvstændige tanker om denne finansiering. Det skal efter planen forhandles i efterårets finanslov, når vi kender omfanget af regningen. Foreløbigt handler det om at begrænse regningens størrelse.

Venstres selvmordsaktion skader alle
Og det er netop den manøvre – at begrænse regningens størrelse – som Venstre og Ellemann stikker en kæp i hjulet på, når de trækker forhandlingsmandatet til regeringen. Så kan vi ellers sætte os ud på sidelinjen og i sidste ende nedlægge veto. Det bliver dyrt, både økonomisk og politisk.

Venstres meningsmålinger er i frit fald, og jeg forstår godt Ellemanns ønske om at markere sig. Men kunne han dog ikke vælge en lidt mere ansvarlig strategi frem for at lave kamikaze på, hvad der burde være vores fælles økonomiske og politiske strategi?

Forrige artikel Forsker: Overvågningssag er i pinlig modstrid med handicapkonventionen Forsker: Overvågningssag er i pinlig modstrid med handicapkonventionen Næste artikel Emiraternes ambassadør: Danske medier viser upræcist billede af mit land Emiraternes ambassadør: Danske medier viser upræcist billede af mit land