Money, money, money: Derfor bliver EU-lederes svære møde et spørgsmål om penge

Hvorfor snakker vi om penge nu?

Først og fremmest fordi EU har lovet Ukraine en solid saltvandsindsprøjtning, der skal give økonomisk stabilitet og forudsigelighed til en presset krigsøkonomi, som er dybt afhængig af hjælp udefra.

Det stopper dog ikke her. EU-Kommissionen har nemlig brugt lejligheden til også at bede om flere penge til andre områder af EU-budgettet, hvor krig, inflation, renteomkostninger, migrationspres og naturkatastrofer har sat sine tydelige mærker. I alt efterspørger EU-Kommissionen i omegnen af 500 milliarder kroner, hvilket er meget mere, end EU-landene har appetit på at levere.

I en helt anden og ikke relateret afdeling er den ungarske premierminister, Viktor Orbán, på jagt efter flere hundrede milliarder EU-støttekroner. De har været indefrosset af Bruxelles i flere år på grund af landets svage kontrol med, om pengene ryger i de rette lommer, blandt andet på grund af en udhuling af retssystemet.

Den sag har Orbán fået kædet sammen med støtten til Ukraine, som han lige nu truer med helt at blokere. EU-Kommissionen lovede onsdag, at den vil frigive i alt 75 milliarder kroner af de indefrossede midler til Orbán i det, kommissærerne påstår er et fuldstændigt tilfældigt tidsmæssigt sammenfald.

Umiddelbart virker det dog ikke, som om det er nok til at bløde Orbán op, og timingen har fået mange til at rynke brynene.

{{toplink}}

Hvad skal Ukraine bruge?

EU-Kommissionen har foreslået at sende 127 milliarder kroner i støtte og knap 250 milliarder kroner i lån til Kyiv over de næste fire år. Her er tale om civil støtte til regeringen og til det ukrainske samfund. EU-landenes militære donationer kører i andre spor.

Pengene fra EU er blevet ekstra vigtige for ukrainerne, efter det amerikanske senat har afvist at godkende den over 400 milliarder kroner store støttepakke, som præsident Joe Biden havde stillet ukrainerne i udsigt.

Hvis hverken europæerne eller amerikanerne kommer præsident Volodymyr Zelenskyj til undsætning, efterlader det ukrainerne i en meget alvorlig situation. Derfor er det voldsomt uheldigt for ukrainerne, at deres videre skæbne er endt som en forhandlingsbrik på det europæiske topmødebord.

Hvorfor beder EU-Kommissionen om penge til alt muligt andet?

På grund af pandemi, krig, energikrise, flygtningepres med mere har EU-systemet brugt mange flere penge, end det var forudset, da de europæiske stats- og regeringschefer i 2020 lagde Unionens budget for de næste syv år.

Ved samme lejlighed optog de for første gang et gigantisk lån i fællesskab på 5.600 milliarder kroner, som skulle hjælpe EU-landene op af det økonomiske hul, som coronapandemien havde efterladt mange af dem i. Det gjorde de på et tidspunkt, hvor de kalkulerede med, at det ville være nærmest gratis at gå i banken på grund af det lave renteniveau.

Sådan fortsatte det som bekendt ikke, og nu har EU-Kommissionen bedt om svimlende 142 milliarder kroner til at betale renter frem mod slutningen af 2027.

Derudover beder de om 112 milliarder kroner til at håndtere migration og grænsekontrol, til partnerskaber med tredjelande og til uforudsete kriser eller naturkatastrofer, der kan være med til at øge flygtningepresset på Europa. De vil også gerne have 75 milliarder kroner til at styrke europæiske virksomheders konkurrenceevne særligt på grøn omstilling i lyset af, at blandt andre amerikanerne har postet store milliardbeløb i det område.

Til slut beder Kommissionen også om 14 milliarder til sig selv, der skal gå til nye medarbejdere og forhøjede udgifter, blandt andet på grund af inflation, og så vil de også gerne have 22 milliarder til nye uforudsete udgifter. 

{{toplink}}

Hvorfor betaler landene så ikke bare?

Prioriteterne er landene ikke så uenige i - ud over lige det med flere penge til administrationen i Bruxelles. De mener bare, at de har betalt så rigeligt ind til EU-budgettet allerede.

Rigtig mange landes regeringer mangler selv penge. Ikke mindst den tyske kansler, som ellers traditionelt har været den, der i sidste ende trak checkhæftet frem og spædede til den europæiske fælleskasse. Det er dog ikke rigtig en mulighed på nuværende tidspunkt. Den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe har lige erklæret regeringen i karambolage med sin egen gældsbremse, da den forsøgte at anvende omkring 450 milliarder kroner i ubrugte coronamidler til grøn omstilling. Det betyder, at riget fattes rigtig mange penge.

De er dog langtfra de eneste, der er pressede på økonomien. Heller ikke traditionelle fortalere for store EU-budgetter som Frankrig har spenderbuksen på. Dertil kommer en række lande, herunder Danmark, som påpeger, at det må være Kommissionen selv, der spænder bæltet ind. De er villige til at betale for støtten til Ukraine. Men resten af pengene må findes ved nedskæringer, lyder beskeden.

Problemet er dog, hvor pengene skal skæres fra. Nogle lande er klar til at køre grønthøsteren over alle EU-programmerne, mens andre mener, at for eksempel landbrug og regionalstøtte skal fredes, selv om de udgør to tredjedele af Unionens budget. Det betyder, at også EU-penge, som traditionelt er vigtige for Danmark, som for eksempel forskningsmidler, er i fare for at få med sparekniven.

Efter måneders forhandlinger mellem landene er de 500 milliarder kroner, som Kommissionen bad om af nye penge, blevet barberet ned til et godt stykke under det halve. Det er dog med danske øjne stadig alt for meget.

{{toplink}}

Hvad har alt det her at gøre med Ungarn?

Ikke noget. Men premierminister Viktor Orbán har på forhånd meldt ud, at han ikke kan sige ja til den økonomiske støtte til Ukraine. Han er for øvrigt heller ikke fan af resten af Kommissionens udspil, som han ikke mener er baseret ”på den politiske og finansielle virkelighed i landene”, som han formulerede det i et brev til Det Europæiske Råds leder, Charles Michel, inden mødet. Det er en udmelding, som mange andre lande godt kan spejle sig i, inklusive Danmark.

Til gengæld er alle undtagen Orbán enige om, at EU skal give Ukraine den økonomiske håndsrækning, landet er blevet stillet i udsigt. Derfor har et væld af EU-cheferne også forsøgt at lægge pres på Orbán for at få ham til at ophæve sit veto. Charles Michel har været på charmetur i Budapest, Orbán har været til middag hos den franske præsident i Élysée-palæet, selv statsminister Mette Frederiksen (S) har ringet til den ungarske leder for at forhøre sig om, hvad der kan få ham til at ændre sin holdning.

Det er endnu uklart, hvad der præcis skal til for at få ham overbevist. Men tidligere på ugen sendte han én af sine fodsoldater ud i internationale medier med besked om, at han kunne droppe sin modstand, hvis han fik alle de over 200 milliarder kroner, som Bruxelles holder tilbage fra forskellige kasser på grund af hans regerings omgang med de demokratiske spilleregler.

Det er ikke noget, som de samlede EU-chefer ved topmødet bare kan beslutte. Derfor efterlader det en mudret situation, som ikke bliver mindre mudret af EU-Kommissionens beslutning onsdag eftermiddag om at stille Ungarn de første 75 milliarder kroner i udsigt få timer inden mødets start.

Det nærer mistanken om, at Orbán er lykkedes med sin afpresningsmanøvre, selv om EU-Kommissionen sværger, at timingen er tilfældig og kun afgjort af, at ungarerne har gennemført en række reformer af landets retsvæsen, som EU har krævet, og som de tilfældigvis er nået i land med onsdag.

Uanset hvad har det ikke fået Orbán til at ophæve sin vetotrussel.

{{toplink}}

Hvad sker der så?

Det spørgsmål er der mange, der stiller sig lige nu.

Meget hviler på, hvad Viktor Orbán reelt siger, når han sætter sig til mødebordet med de øvrige 26 EU-ledere. Det er ikke første gang, at Orbán har trukket vetokortet for at få vredet indrømmelser ud af de andre i klubben. Men denne gang er det ikke tydeligt, hvad det præcis er, han vil have, og om det ligger i EU-chefernes magt at give ham det.

Det står dog klart, at de statsminister Mette Frederiksen og de øvrige 25 kolleger ikke har lyst til at lade ukrainerne i stikken. Derfor regner man med, at de vil levere skitsen til en alternativ løsning, inden de forlader Bruxelles, hvis det ikke lykkes at få Orbán med ombord.

Der bliver talt om indtil flere Plan B-modeller, som skal sikre pengestrømmen til Kyiv. Det vil dog være en solid falliterklæring og en ende på den enhed, som kredsen af EU-lande hidtil har kunnet mønstre, hvis det kommer til at ske uden Ungarn.

Det vil formentlig også parkere al snak om alle de andre penge, der mangler i EU-kasserne, da flere af de såkaldte sparelande, som for eksempel Danmark, har gjort penge til Ungarn til en betingelse for at spæde yderligere til budgettet.  Det får dog ikke problemet med de manglende penge til at gå væk. Det kommer i så fald bare til at hjemsøge EU-cheferne i det nye år.

{{toplink}}

rikke@altinget.dk