Regeringen brændt af ved reformforhandlinger

UDLIGNING: Margrethe Vestager (R) håbede på en hurtig aftale om udligningsreformen, men efter at oppositionen udeblev fra onsdagens møde, ser forhandlingerne først ud til at komme i gang efter påske.

Mødelokalet på Slotsholmen var gjort klar: Kaffen brygget, kopperne fordelt. Hovedparten af deltagerne havde da også nået at tage plads, da det stod klart for regeringen og de seks embedsmænd fra Økonomi- og Indenrigsministeriet, at oppositionens forhandlere ikke agtede at dukke op.

"Det er ærgerligt, at vi har berammet et møde, hvor vi skal finde ud af, hvor de store politiske knaster i udligningsreformen ligger, og der så er nogle partier, der ikke mener at kunne finde tid til at deltage," siger kommunalordfører for socialdemokraterne, Simon Kollerup.

Mødet, som var sat til at begynde onsdag klokken 13 og vare tre timer, skulle følge op på tirsdagens indledende forhandlinger, som ifølge ordføreren mest gik med at læse embedsværkets svar op for de fremmødte.

"Det er bare mærkeligt, at jeg ikke når at blive orienteret, at Lisbeth Bech Poulsen (SF) ikke bliver orienteret, og at ministeren først får besked i sidste øjeblik, og så sidder vi der til skue for hinanden," beklager socialdemokraten, som dog ikke spildte tiden mere, end at han brugte en time på drøfte reformens videre færd med regeringsparterne.

Frygter udskydelse af reform
"Jeg vil da ikke håbe, at det er den måde, at resten af forhandlingsforløbet skal foregå på, for så kan jeg frygte, at vi ikke når at få det på plads inden næste kommunalvalg," vurderer han.

Hermed henviser han til, at lovforslaget helst skal fremsættes i begyndelsen af maj, hvis det skal falde på plads inden sommerferien. Gør det ikke dette, finder han det tvivlsomt, om reformen som planlagt kan nå at træde i kræft 1. januar 2013. Og skal vi et helt år længere frem, er vi således havnet på den forkerte side af kommunalvalget, som falder i november 2013.

"Der kan selvfølgelig være mange grunde til, at man ikke møder op, men det der står tilbage er, at man forlænger processen, og det gør det mere uklart hos kommuner, hvor oppositionen står henne," pointerer Simon Kollerup.

K: Dårlig mødeforberedelse
Mike Legarth var sammen med den konservative partifælle- og formand Lars Barfoed blandt de udeblevne oppositionsfolk. Han forklarer de aflyste forhandlinger med, at af de 37 spørgsmål, der blev formuleret på sidste uges sættemøde, kom de 15 først sent tirsdag eftermiddag.

"Nogle af svarene på spørgsmålene kom så sent, at vi ikke kunne nå at forholde os til dem. Og hvis ikke vi kan nå at forholde os til substansen af det, som vi diskuterer, så kan vi selvfølgelig ikke komme til møderne. Hvis man gerne vil holde et møde med nogen, bliver man nødt til at give dem ordentlige vilkår at arbejde under, og det er altså ikke sket her," forklarer den konservative kommunalordfører.

Dansk Folkepartis ditto, Morten Marinus, mener ikke, at det sene mødeafbud skal læses som tegn på manglende politisk forhandlingsvilje.

"Der er ikke noget odiøst i det. Det er ikke fordi, at vi ikke forhandler, eller ikke vil forhandle. Vi fik først de sidste bilag onsdag formiddag, og så var der ikke tid til ordentlig forberedelse," siger kommunalordføreren, som understreger, at DF vil kæmpe for at gøre udligningsreformen mere ambitiøs, således at der omfordeles mere end de 400 millioner kroner, som ifølge regeringsudspillet skal flyttes fra rige til fattige kommuner.

Analytiker: Udeblivelse dårlig stil
Altinget.dk's analytiker Erik Holstein, som har fulgt dansk politik siden 1993, mener ikke, at det sker hver dag, at politikere forgæves venter på repræsentanter fra de andre partier.

"Enten må det være en kikser, eller også må det være en form for demonstation. Det bliver selvfølglige regnet for ekstrem dårlig stil, at man på den måde sidder og spilder hinandens tid. Det er svært at sige, om man håber, at selve demonstrationen kan sætte fokus på det, som man er utilfreds med, eller om man forsøger at lave en egentlig forhaling af lovgivningen," vurderer Erik Holstein.

Hos socialdemokraterne er Simon Kollerup tilbøjelig til at se udeblivelsen som tegn på forhaling.

"Alle ved, at justeringen af udligningssystemet er et nulsumsspil. Der vil altid være nogle, der taber på det, og så ved jeg ikke, om der kan være taktik i at forlænge processen. At man lirke plasteret lige så stille af i stedet for at tage det hurtigt af," siger han, som selv er tilhænger af sidste model.

Forrige artikel Gjerskov: Gjerskov: "Det er svært at nå til enighed" Næste artikel Klimalov kommer tidligst i 2013 Klimalov kommer tidligst i 2013