Præsidiemedlem: Lang sommerferie fører til hastværk
FOLKETINGET: En løs bemærkning fra Altinget om Folketingets sommerferie førte til heftig debat på Twitter. Tidlig sommerferie fører til forhastet lovbehandling, påpeger præsidiemedlem.
Det skabte heftig debat på det sociale medie Twitter, da Altinget onsdag delte en artikel om, hvilke lovforslag der skal stemmes om, inden Folketinget går på sommerferie på fredag.
Debatten førte til, at DR-journalisten Ask Rostrup gennemførte et lille Twitter-interview med Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper. Se debatten mellem de to nederst i denne artikel.
Altinget har forsøgt at opklare, hvad der ligger i, at Folketinget nu lukker ned for at gå på sommerferie.
Ifølge medlem af Folketingets Præsidieudvalg Christian Juhl (EL) er det en gammel tradition, at Folketinget starter den første tirsdag i oktober og slutter på Grundlovsdag 5. juni.
Men selvom Folketingssalen går på sommerferie, når kalenderen rammer Grundlovsdag, fortsætter flere forhandlinger og samråd.
”Der er nogle forhandlinger i salen i sommerperioden. For eksempel når statsministeren fremlægger forslag til finanslov. Det sker længe før den første tirsdag i oktober. Og så er der løbende aktiviteter helt ind i juli,” siger Christian Juhl og tilføjer, at ingen folketingsmedlemmer går på sommerferie nu.
Lovbehandling går for stærkt
Ophøret i lovbehandlingen i Folketinget skyldes ifølge Christian Juhl, at der skal slås en streg for, hvornår folketingsmedlemmerne skal have færdigbehandlet deres lovforslag.
”Hvis man ikke får sit lovforslag færdigbehandlet inden Grundlovsdag, så skal man begynde forfra til oktober,” siger han med henvisning til, at lovforslag bortfalder, hvis de ikke når igennem alle behandlinger inden sommerferien.
Og den gamle tradition fører til, at lovbehandlingen hastes igennem, påpeger Christian Juhl.
”Der er pres på nu for at få det sidste færdigt. Det er også derfor, at der stort set er aftenarbejde hver dag nu,” siger han og fortsætter:
”Det går for stærkt. Der findes lovforslag, som ikke bliver behandlet ordentligt.”
Dårligere kvalitet
For at få færdigbehandlet så mange lovforslag som muligt, sker det ofte, at Folketinget giver dispensation for, hvor lang tid lovforslagene har til at gennemgå de forskellige niveauer af behandlinger.
Det fører ifølge Christian Juhl ofte til, at folk uden for Folketinget ikke får mulighed for at give deres mening til kende.
”Det er i strid med de regler, vi har for, at borgere har mulighed for at påvirke forslagene. Når det ikke når i høring, så vil det alt andet end lige være en dårligere kvalitet,” siger Christian Juhl og tilføjer:
”Høringerne er med til at kvalificere politikernes viden om et særligt emne. Vi kan jo ikke vide alt om alt. Derfor er det godt, at specialister på forskelligt niveau kan udtale sig i forbindelse med lovgivning. Det forebygger sjusk.”
For at undgå en forhastet eller sjusket lovbehandling, kunne man med fordel afskaffe muligheden for dispensation, pointerer Christian Juhl, som mener, at det ville få politikere og ministre til at fremsætte lovforslagene i bedre tid, så de var sikre på at få dem færdigbehandlet til tiden.
”Jeg har ikke noget imod, at man også udvidede de måneder, hvor man kan arbejde i Folketinget. Men det vigtigste element i den her sag er, at folk får mulighed for at kommentere lovene,” siger Christian Juhl.
Se Twitter-debatten her:
Kære @Altingetdk, hvorfor blir I ved med at skrive at "folketinget går på sommerferie på fredag?" Jeg havde opfattelsen af at I vidste bedre
— Magnus Heunicke (@Heunicke) 31. maj 2017
Helt enig. Det er ikke god stil, når I meget vel ved bedre. I puster til politikerlede.
— Mette Abildgaard (@metteabildgaard) 31. maj 2017
Men hvorfor er det egentlig, at I lukker salen ned i fire måneder og skal haste alverdens ting igennem?
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Det står i Grundloven for filan! Derfor lukker lovbehandling. Men vi er sgu ikke på ferie.
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Hvor i Grundloven står det, at man skal lukke ned for forhandlinger i salen i fire måneder? Og BTW: Jeg ved godt, at I ikke går på ferie... pic.twitter.com/vn9UwnJMwN
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Vi lukker ned i midten af juni for lovbeh. Nogen gange til ind i juli. Ca som alles sommerferie. Står i grundlov at vi skal åbne i okt.
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
FT-året løber fra første tirsdag i oktober til første tirsdag i oktober året efter - intet forhindrer vel, at I bruger juni, aug, sept?
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Vi bruger også de fleste år det meste af juni. Og september bruger vi bl.a til finanslov, som du ved.
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Lidt fjollet det her. Jeg ved godt, I ikke går og fedter timer af hele sommeren, men I bruger altså heller ikke hele aug/sep på FL 1/2
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Og har aldrig forstået forårs-hastværket - mange gange med genveje på høringer og udvalgsbehandlinger - når man bare kan holde længere åbent
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Tit holder vi åbent ind i juli. Har jeg da prøvet de fleste år i min korte tid her.
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Med al respekt: Nej, det er ikke tit - et enkelt hastemøde eller to. My point exactly: Hvis man udvid åbntid ku man gøre tingene ordentligt
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Med al respekt: du tager fejl. Vi lukker normalt ned sidst i juni med de sidste afstemninger.
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Så lad os da bare holde os til i år: Nu lukker salen ned i 4 måneder - hvorfor? Og jeg mistænker jer IKKE for at fede den!
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Juni: ved ikke. Juli-aug: ferieperiode sep: ikke lukket, finanslov okt: åbent
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Ja, der er ét møde i sept, FL-førstebeh - ét møde på 4 mån. Det er det, jeg aldrig har forstået, men der er sgu så meget, jeg ikke forstår:)
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Jeg tror vi går i ring nu. Ikke rigtigt.
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Jeps, du må hellere koncentrere dig om...salen😊
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017
Imens kan du tælle antallet af samråd, høringer og andre møder end dem i salen i juni og september - og august for den sags skyld😉
— Pernille Skipper (@PSkipperEL) 31. maj 2017
Jamen, jeg har jo gentagne gange understreget, at jeg IKKE tror, I går på ferie - mine spmål handler udelukkende om lukningen af salen...
— Ask Rostrup (@askrost) 31. maj 2017