Peter Lund Madsen stiller op til kommunalvalget

KV17: Kendisser præger den konservative kandidatliste til kommunalvalget på Frederiksberg, hvor blandt andre "Hjerne-Madsen" og Stig Elling stiller op.

Kendte navne præger den konservative liste til kommunalvalget på Frederiksberg.

Blandt navnene er Peter Lund Madsen, der er hjerneforsker og radiovært. Han har gennem tv, teater, foredrag og radio formidlet hjernevidenskab til danskerne, ligesom han har haft flere shows med sin bror, Anders Lund Madsen. 

Det er første gang, at Peter Lund Madsen stiller op i politik.

Han er dog ikke det eneste kendte navn på den konservative liste på Frederiksberg. Der er nemlig også comeback i kommunalpolitik til rejsekongen Stig Elling, ligesom der også er comeback til tidligere folketingsmedlem Helle Sjelle. 

Konservative har gennem mange år været Frederiksbergs største parti, og det håber partiet at holde fast i med den nye kandidatliste med i alt 27 navne. Borgmester Jørgen Glenthøj er igen valgt som spidskandidat.

Formand for kandidatudvalget, Claus Wagenblast-Franck, fortæller, at partiet går til valg på både at fastholde og videreudvikle Frederiksberg.

"Vores liste består både af velkendte navne; men også flere nye. Den store interesse for at stille op for Frederiksberg Konservative er et godt tegn på bred opbakning til den linje, som borgmester Jørgen Glenthøj og den konservative gruppe på rådhuset står for," siger Claus Wagenblast-Franck i en pressemeddelelse. 

Viceborgmester skifter parti
Den nye kandidatliste gemmer også på en lille kommunalpolitisk breaking-nyhed. Den (indtil nu) radikale viceborgmester på Frederiksberg, Morten Jung, er nemlig opstillet på den konservative kandidatliste, og han meddeler i samme ombæring på sin facebookprofil, at han skifter parti. 

"Gennem den seneste tid er jeg af flere blevet opfordret til at genopstille til KV17. Det er ingen hemmelighed, at jeg brænder for kommunalpolitik og nyder at tage aktiv del i byens udvikling. Da Det Konservative Folkeparti på Frederiksberg tilbød en plads på deres kandidatliste, har jeg efter grundig overvejelse og ”mærken efter” valgt at takke ja," skriver Morten Jung.

Se hans opdatering herunder:

Forrige artikel Elever klarer sig bedre efter efterskoleophold Elever klarer sig bedre efter efterskoleophold Næste artikel Valg i Grønland: Se hvem der vandt magten i kommunerne Valg i Grønland: Se hvem der vandt magten i kommunerne