Sang, baby og krammetræer: Sådan profilerer politikerne sig på valgdagen

SIDSTE UDKALD: Landspolitikere og kandidater er kreative med de sidste offentlige optrædender, før valgstederne lukker.

Der bliver taget selfier, sunget hjemmelavede slagsange og krammet med træer til det sidste.

Valgstederne lukker klokken 20 i dag, og landspolitikere og kandidater udnytter de sidste timer til at gøre opmærksom på sig selv og deres parti.

Altinget har samlet syv eksempler her.

Baby-finten
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) deltog ligesom mange andre partiledere tirsdag morgen i valgkampens absolutte slutspurt, hvor de sidste vælgere skal overbevises, inden de går i stemmeboksen.

Og her tog statsministeren et særligt kendt kneb i brug for at skabe opmærksomhed. Under morgenuddelingen ved Nørreport Station havde han nemlig lånt babyen Edith, som han kunne vise frem for medierne.

 Foto: Venstre

Krammetræer
På Nørrebro i København fik SF’s kandidater besøg af partileder Pia Olsen Dyhr. Her var der uddeling af spiseligheder og mennesker udklædt som træer, som forbipasserende kunne kramme.

Det hele foregik ved Nørrebros Runddel, og du kan se partiets billedserie her.

Pind is back
Kommunal- og regionsrådsvalget har fået uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) tilbage på Facebook. Pind havde ellers vendt det sociale medie ryggen i juni, men nu er han tilbagevendt for en kort bemærkning for at dele sin mening om kommunalvalget.

Her afslører ministeren også, at hvis han var bosat på Frederiksberg, ville han stemme konservativt.

Selfie med datter
Minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde Karen Ellemann (V) benyttede valghandlingen til at fotografere sig selv sammen med sin datter og lægge billederne på Twitter. Datteren er fyldt 18 år og stemmer for første gang – efter grundig research, siger ministeren.

Jarlov går mod strømmen
Konservatives Rasmus Jarlov har også gjort sig bemærket på valgdagen, hvor han er gået til tasterne på Twitter. Mens mange politikere tilskynder danskerne til at komme ned i stemmeboksene, går Rasmus Jarlov imod mængden og opfordrer til, at man ikke stemmer, hvis man ikke har sat sig ind i det på forhånd.

Den opfordring bliver mødt med kritik fra SF's formand Pia Olsen Dyhr.

Borgmester på kaffebar
I Helsingør har borgmester Benedikte Kiær (K) lagt en video ud af sig selv på kaffebar i Hornbæk. Her sidder hun med en kop kaffe og fortæller om, at fremgangen i Helsingør Kommune blandt andet har givet flere turister og flere indbyggere i Hornbæk, og at det går godt for det lokale erhvervsliv i kommunen.

Benedikte Kiær er en af de borgmestre, hvor der er forholdsvis stor usikkerhed om, om hun kan blive siddende, når stemmerne er talt op. Det kan du læse mere om i Altingets oversigt over mulige valggysere i hovedstadsregionen.

Når ens budskab skal synges til hele byen
Og vi bliver i Helsingør, hvor flere har været kreative på denne valgdag. Tag for eksempel kandidat for Radikale Venstre Noah Nevado, som har lagt flere videoer ud af sig selv.

På den ene har han bundet sig selv op i en lygtepæl og skråler om flere pædagoger på melodien fra det kendte 60’er hit Guantanamera.

På den anden sidder han med sin egen baby på skødet og fortæller, hvorfor man skal skynde sig at pille sine valgplakater ned efter valget.

,

Forrige artikel Kommunalvalgets største (og sjoveste) historier Kommunalvalgets største (og sjoveste) historier Næste artikel Overblik: Genlæs slagets gang på valgnatten Overblik: Genlæs slagets gang på valgnatten