Østrigsk kansler fløj som "selvbestaltet fredsdue" til Moskva og besøgte Putin – men med hvilket formål?

Mandag rejste Østrigs kansler, Karl Nehammer, til Moskva for at tale med den russiske præsident. Samtalen mellem de to ledere er blevet holdt hemmelig. ”Jeg tror ikke, at der har været stor begejstring i EU for besøget,” siger Lykke Friis.

BRUXELLES: Siden invasionen af Ukraine 24. februar har ingen regeringsledere fra EU talt ansigt-til-ansigt med Ruslands præsident, Vladimir Putin. Indtil for ganske nylig.

Mandag besøgte den østrigske kansler, Karl Nehammer, nemlig Putin i præsidentpalæet Novo-Ogaryovo vest for Moskva.

Samtalen varede 75 minutter og fandt sted for lukkede døre. Ingen video, ingen billeder, ingen fælles udtalelse efterfølgende. Kun de to statsledere og deres tolke var til stede, og informationer fra mødet har der ikke været mange af.

Kansleren gjorde det dog efterfølgende klart, at det ikke havde været et "venligt visit".

Ifølge Karl Nehammer var det særligt hjælp til civile ukrainere, der var på dagsordenen. I et tweet op til mødet skrev han, at "der er brug for humanitære korridorer, en våbenhvile og fuld efterforskning af krigsforbrydelser".

Sammenligning med Hitler og Stalin

Mødet med den russiske præsident fandt sted på østrigsk initiativ. Karl Nehammer havde inden informeret kommissionsformand Ursula von der Leyen og rådsformand Charles Michel samt den tyske kansler, Olaf Scholz, den tyrkiske præsident, Recep Erdoğan, og den ukrainske præsident, Volodomyr Zelenskyj, om, at mødet ville finde sted.

Men turen havde ikke noget EU-mandat.

Lykke Friis, direktør i Tænketanken Europa, mener, at besøget kommer på et opsigtsvækkende tidspunkt.

Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, holdt nemlig for få dage siden en tale i Krakow, hvor han kritiserede den franske præsident, Emmanuel Macron, for at tale i telefon med Putin og sammenlignede det med at forhandle med blandt andre Hitler og Stalin.

"Man har lige haft den her disputs om, hvorvidt EU's formand skal have telefonsamtaler med Putin, og så går der kun to dage, før Karl Nehammer meddeler, at han tager derover," siger Lykke Friis.

Ifølge Lykke Friis er der i den østrigske presse to forklaringer bag, hvorfor kansleren besluttede at besøge Putin.

"Der er den udlægning, at der er tradition for i Østrig, at man som neutralt land prøver at være fredsmægler. Nehammer har følt, at han skulle gøre noget. Han siger også selv, at hvis han har mulighed for at kigge Putin i øjnene og påvirke ham, så skal han prøve at gøre det," siger hun og fortsætter:

"En anden, noget mindre positiv, udlægning er, at han er nødt til at gøre et eller andet, fordi han ikke kan gøre noget på de punkter, hvor det virkelig gælder. Det her er et spørgsmål om symptombehandling, fordi han ikke kan levere våben og heller ikke støtter sanktioner på gas og olie."

"Nybegynder i udenrigspolitik"

På et rådsmøde for EU's udenrigsministre blev Østrigs udenrigsminister, Alexander Schallenberg, spurgt ind til det omtalte besøg.

Her lød det fra østrigeren, at "enhver stemme, der kan fortælle Putin, hvordan verden ser ud uden for Kreml, er en vigtig stemme".

Det er dog ikke meget ræson i, at lige præcis Karl Nehammer skulle være den første EU-leder til at besøge Moskva efter krigens begyndelse, fortæller Lykke Friis.

"Jeg tror ikke, at der har været stor begejstring i EU for besøget. Nehammer er ikke den mest erfarne i EU-kredsen. Han er nybegynder i udenrigspolitik. Hvis det havde været en, som generelt har påtaget sig en stor rolle og har en stor erfaring, så havde man nok mere kunnet se logikken i det," siger hun.

I stedet har det skabt forvirring, at "en selvbestaltet fredsdue pludselig flyver til Moskva", siger Lykke Friis.

"Jeg har sjældent set en regeringsleder, der tager af sted og siger 'jeg er ikke idiot'. Det plejer man altså ikke at sige. Så er man godt selv klar over, at det er en vanskelig tur."

Kansler Nehammer understregede på et pressemøde efterfølgende, at det havde været en besværlig samtale.

"Hvis du spørger mig, om jeg er optimistisk eller pessimistisk, så er jeg ret pessimistisk."

Forrige artikel Ukrainske Marina er flyttet ind hos Henriette Kinnunen: Nu jagter hun et job som advokat Ukrainske Marina er flyttet ind hos Henriette Kinnunen: Nu jagter hun et job som advokat Næste artikel Dagens overblik: 33.500 personer har fået ret til Arne-pension, og forbud mod russiske medier møder ny kritik Dagens overblik: 33.500 personer har fået ret til Arne-pension, og forbud mod russiske medier møder ny kritik