Nye ordførere hos Venstre

ORDFØRERE: Venstres folketingsgruppe har fordelt nye ordførerskaber. Martin Geertsen bliver ny integrationsordfører.

Venstre har på et gruppemøde torsdag flyttet lidt rundt på ordførerskaberne. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse. 

Martin Geertsen er valgt som ny integrationsordfører. 

"Min linie er et stort velkommen til Danmark til dem, der kan og vil. Vi har brug for jer," skriver Martin Geertsen om sit nye ordførerskab på Facebook.

Han overtager posten efter Inger Støjberg, som for et par uger siden blev ny politisk ordfører. 

Retsområdet delt op
Ordførerskabet for retsområdet bliver delt op i to. Karsten Lauritzen, som før var retsordfører, er ny strafferets- og udlændingeordfører, og Preben Bang Henriksen bliver ny civilretsordfører.

"Det handler simpelthen om, at vi vil sætte yderligere fokus på udlændingeområdet. Det område har jeg fået ansvaret for, og der ligger en rigtig stor arbejdsopgave i retsordførerposten, så derfor har vi foretaget denne opdeling," siger Karsten Lauritzen til TV 2. 

 
Karen Ellemann overtager posten som socialordfører efter Eyvind Vesselbo, når han stopper til sommer. Vesselbo har tidligere meddelt, at han stopper i politik efter næste valg. 

Hans Chr. Schmidt er blevet valgt som ny næstformand i folketingsgruppen.

Forrige artikel EL: Regeringen skal ikke regne med os i EU-sager EL: Regeringen skal ikke regne med os i EU-sager Næste artikel DSU-formand trækker sig DSU-formand trækker sig