Ny økonomisk vejrudsigt får smilet frem hos offentligt ansattes chefforhandler

OK21: Trods coronakrisen forventer regeringens økonomiske prognosemagere fortsat en relativ hurtig genopretning af dansk økonomi. Det glæder FOA-formand, mens KL-forhandler tvivler på, at forudsigelserne vil holde stik.

Hundredetusindvis af offentligt ansatte kan have fået lidt bedre kort på hånden, når de kommende års lønpose skal forhandles på plads.

Fredag kom regeringen med sit opdaterede skøn for udviklingen af dansk økonomi. Og trods den seneste måneds stigende coronasmitte er forventningen, at samfundsøkonomien relativt hurtigt kan være tilbage på vækstsporet fra tiden inden forårets nedlukning.

Den økonomiske redegørelse blev præsenteret netop samtidig med, at der blev afholdt sættemøde for overenskomstforhandlingerne på det kommunale område. Her fik prognoserne smilet frem på i hvert fald den ene side af bordet.

”Vi er rigtig glade for, at den økonomiske redegørelse tilbageviser lidt af pessimismen,” siger FOA’s formand, Mona Striib, der også sidder i spidsen for Forhandlingsfællesskabet.

Ifølge hende vil den økonomiske optimisme også blive afspejlet ved forhandlingsbordet.

”Vi skal forhandle noget, som kan holde i tre år på et offentligt arbejdsmarked, hvor medarbejdere på kryds og tværs af hinanden knokler for at holde velfærdssamfundet i gang – og det skal vi se afspejlet i resultatet,” siger Mona Striib.

Privat løn tilbage på sporet i 2022
Regeringens økonomiske redegørelse skal ses i lyset af, at den er udarbejdet inden den seneste uges kraftige stigning i antallet af coronasmittede, og inden det stod klart, at vaccinationer formentlig allerede vil kunne påbegyndes inden nytår.

Men redegørelsen tager højde for, at smittens såkaldte anden bølge har ramt Danmark og en masse andre lande.

”Den seneste udvikling sætter økonomien midlertidigt tilbage. Men det er forventningen, at genopretningen efterhånden vil forløbe mere uhindret, og i 2022 ventes bnp at overstige niveauet før krisen,” fremgår det af redegørelsen.

Det fremgår også af redegørelsen, at det faktiske offentlige underskud i 2020 nu 'kun' forventes at blive halvt så stort som de svimlende mere end 170 milliarder kroner, der blev stillet i udsigt tidligere på året. Og at arbejdsmarkedet nåede at rette sig så meget i årets tredje kvartal, at totredjedele af forårets fald i beskæftigelsen var kommet tilbage.

Den private lønudvikling forventes både i 2020 og 2021 at ligge under det niveau, der lå til grund for forårets overenskomstresultater på det private område. Men så heller ikke længere.

”Lønstigningstakten i 2021 vil ligge noget under det overenskomstmæssige referenceforløb fra forårets overenskomster på det private område (…) I 2022 ventes lønstigningstaksten stort set at være på linje med referenceforløbet,” fremgår det af den økonomiske redegørelse.

Ziegler: Finansministeriets krystalkugle har det med at tage fejl
Det ændrer imidlertid ikke ved, at den seneste uges smitteopblomstring og nye restriktioner har lagt et nyt lag af usikkerhed oven i Finansministeriets økonomiske prognose. Og at det kan ændre mærkbart på forventningerne, hvis situationen trækker ud. Men det kan også hurtigt gå over igen.

”Omvendt viste udviklingen hen over sommeren, at den økonomiske aktivitet kan øges forholdsvist hurtigt, når coronasmitten tillader det. Det indebærer muligheden for et mere positivt forløb – ikke mindst hvis vacciner kan udbredes tilpas hurtigt i store dele af verden,” lyder det i redegørelsen.

Meget kan altså nå at ændre sig i det økonomiske bagtæppe for de forestående overenskomstforhandlinger, inden aftalerne skal falde på plads i det tidlige forår.

Hos KL er chefforhandler Michael Ziegler (K) dog langt fra overbevist om, at verden ser meget bedre ud til den tid.

”Selvom der ligger en relativ positiv økonomisk redegørelse, så må man også sige, at den er usikker. Det er jo dybest set et krystalkuglekig,” siger Michael Ziegler, der er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg og borgmester i Høje-Taastrup Kommune.

Ifølge ham har der også været positive økonomiske redegørelser forud for de forudgående fire offentlige overenskomstforhandlinger, hvor han har siddet med alle gangene. Og hans oplevelse er, at virkeligheden efterfølgende har vist sig knapt så rosenrød.

Offentlig chefforhandler frygter ikke et 'omvendt' 2008-resultat
”Skrækscenariet” er ifølge Michael Ziegler, at man får lavet en ny overenskomstaftale, hvor det offentlige lønniveau udvikler sig mærkbart mere gunstigt end det private. Præcis som man gjorde i 2008, hvor finanskrisen brød ud få måneder efter en relativ gavmild overenskomstaftale.

Det har ifølge ham ”martret” overenskomstforhandlingerne i både 2011, 2013 og 2015, fordi man efterfølgende har skullet håndtere, at de kommunale lønninger er løbet hurtigere end de private.

”Så ville det jo være ærgerligt, at når man nu endelig er kommet fri af det, at vi så startede med at få skabt en ny lignende situation,” siger Michael Ziegler.

På den modsatte side af bordet kan man omvendt frygte, at man ender med at indgå en treårig overenskomstaftale på baggrund af en meget usikker økonomi, som så hurtigt rejser sig igen. Og at man efterfølgende kan konstatere, at man har solgt sig selv for billigt.

Det afviser Mona Striib dog som usandsynligt.

”Det er aldrig sjovt at gå ind i overenskomstforhandlinger midt i en krisesituation. Men vi har gjort os klart, at vi vil forhandle en treårig aftale, og vi synes, at der skal en fornuftig ramme til. Så nej, vi vurderer ikke en risiko for at aftale et resultat, der er for lavt,” siger hun.

Forrige artikel Regeringen præsenterer vaccinestrategi: Danmark vil købe 2,6 millioner ekstra vacciner Regeringen præsenterer vaccinestrategi: Danmark vil købe 2,6 millioner ekstra vacciner Næste artikel Julekalender med Margrethe Vestager: Julekalender med Margrethe Vestager: "Jeg har aldrig prøvet noget lignende"