Uden hunden kunne Mona Juul nemt "arbejde solen sort" som folketingspolitiker

Det hænger "overhovedet ikke sammen" for Mona Juul at have en hund som folketingspolitiker. Men da hendes hund døde, var hun ulykkelig og fik derfor Ludvig. Hunden giver hende glæde og ro, hvilket er uundværligt med det travle christiansborgliv. Læs Altingets sommerserie her.

Mona Juul (K) var lige på vej ned i folketingssalen for at stemme, da telefonen ringede. Dyrlægen var i den anden ende af røret, og der var dårlige nyheder i vente. Hendes gamle hund, Victor, kunne ikke klare mere og skulle aflives.

Efter opkaldet måtte den konservative politiker skynde sig ned i salen for at stemme, selvom hendes hoved var et helt andet sted. Resten af dagens kalender blev ryddet, så hun hurtigst muligt kunne komme hjem for at sige farvel til sin hund.

Det er snart et år siden, at Mona Juul havde, hvad hun beskriver som "den længste tur hjem fra borgen" for at sige farvel til sin hund, Victor. Den lange tur hjem illustrerer for Mona Juul, hvor dårligt det hænger sammen for en folketingspolitiker, der arbejder i København, at have hund i Horsens.

"Mit arbejdsliv egner sig på ingen måde til at have en hund. Men jeg var dybt ulykkelig, da Victor døde, og så måtte jeg have en ny hund, for det var den bedste måde at komme over det".

En tiltrængt pause

Altinget tager hen over sommeren fat i en række folketingspolitikere, der har et helt særligt forhold til deres hund – og som har hjulpet dem igennem helt særlige tider i deres politiske virke.

Efter at Mona Juul blev voksen, opstod det vedvarende ønske om at få sin egen hund. Det var dog ikke helt nemt at få det til at hænge sammen med et job som administrerende direktør, og derfor blev hun nødt til først at finde en hundelufter, der kunne stå klar til at hjælpe. Men det lykkedes til sidst, og Mona Juul gav sig selv en hund i fødselsdagsgave. Det er endt med at give hende mere glæde, end hun har forestillet sig.

"Det giver mig en tiltrængt pause at have min hund. Du kommer ud i alt slags vejr og går ture og møder mennesker på en helt anden måde," siger Mona Juul.

Den konservative politiker, der har siddet i Folketinget siden 2019, er samtidig overbevist om, at hendes hund medvirker til at holde stressen på afstand.

"Jeg kan sagtens føle mig presset, men jeg har aldrig følt tendenser til stress. Det er min hund med til at sikre, fordi den tvinger mig til at være nærværende, når vi er sammen".

Holder fast i det gode humør

En af de vigtigste grunde til, at Mona Juul "er helt tosset med at have hund", er, at det giver hende en enorm glæde i en ellers travl hverdag i Folketinget.

Som når hendes nye hund, Ludvig, lige stikker hovedet ind foran kameraet, mens hun er i gang med en forhandling, eller begynder at gø, når hun snakker i telefon med en journalist og får alle til at grine.

"Livet er bare lidt sjovere med en hund," siger hun og tilføjer:

"Når du er i politik, skal du hele tiden tænke på store komplicerede emner, og der giver det bare noget at gå en tur med sin glade hund, der logrer med halen. Når man som mig kan finde på at arbejde solen sort, er det godt at have et væsen, der lige tvinger dig til at holde lix-tallet lidt lavt og humøret højt".

{{toplink}}

Begge ben på jorden

Selvom arbejdsdagene som folketingspolitiker kan være lange og slidsomme, oplever Mona Juul ikke, at Christiansborg er et barsk sted at være. Hun er derfor også en smule skeptisk, da hun forholder sig til, om ordsproget, "hvis du vil have en ven i politik, så få en hund", er sandt.

"Du kan sagtens finde venner og fjender i politik. Det er så nemt som ingenting. Men du kan også bare opføre dig ordentligt, og så er det på ingen måde svært at finde gode venner på Christiansborg," siger hun.

Selvom Mona Juul ikke beskriver skiftet til Christiansborg som voldsomt, anerkender hun, at livet som folketingsmedlem til tider kan være hårdt. Med øget opmærksomhed på hendes person har hun oplevet at få flere "dumme beskeder og negative kommentarer" i indbakken.

"Men jeg synes, at jeg er god til at sige pyt og fokusere på det vigtige. Det er måske nemmere at gøre, fordi jeg har en god base i form af min kæreste og min hund".

Hvad havde det betydet for dig at gennemgå din politiske karriere uden din hund?

"Hunden sørger for, at man fastholder en rytme og har begge ben på jorden. Ikke fordi politik får en op og flyve, men det sikrer i hvert fald, at man er meget til stede i sit liv".

Forrige artikel Her er, hvad vi ved om den nye SAS-overenskomst Her er, hvad vi ved om den nye SAS-overenskomst Næste artikel Dagens overblik: Venstre freder arnepensionen  Dagens overblik: Venstre freder arnepensionen