I det politiske liv hjælper Benny Engelbrechts hund med at vedligeholde "den mentale hygiejne"

Få timer i Benny Engelbrechts døgn handler ikke om politik. Det fylder størstedelen af folketingspolitikerens liv, og selvom han elsker det, har han også brug for at kunne sætte politikken på pause, hvilket hans hund, Diva, hjælper ham med. Læs Altingets sommerserie her.

Efter snart 15 år i politik og to ministerposter på cv'et kan Benny Engelbrecht mærke det.

Folk rundtomkring i landet kender for alvor hans ansigt. Og ligegyldigt om folk møder ham til en privatfest, på café eller i det lokale supermarked, har det altid én ting til fælles:

Det handler om politik.

Benny Engelbrecht elsker sit arbejde, men han har også brug for en politisk pause i ny og næ. Her er hans hund Diva med til at vedligeholde "den mentale hygiejne".

"Det er uafladeligt, hvor meget af mit liv der handler om politik. Derfor er det virkelig lækkert at vide, at man faktisk kan være i selskab med nogen, der er fuldstændig ligeglad med politik".

Et urgammelt bånd

Altinget tager hen over sommeren fat i en række folketingspolitikere, der har et helt særligt forhold til deres hund – og som har hjulpet dem igennem helt særlige tider i deres politiske virke.

Det er ikke længe siden, at Benny Engelbrecht kom i et politisk stormvejr i februar og endte med at trække sig som transportminister grundet Enhedslistens mistillid til ham. Når han skal sætte ord på forløbet i dag, lyder det kort og godt, at "sådan er politik bare nogle gange".

Hvilken betydning havde din hund for dig, da Enhedslisten erklærede mistillid til dig, og du måtte gå af som transportminister?

"Det, der hjalp mest, var faktisk at kunne komme hjem til noget, der ikke handlede om politik, og at jeg samtidig fik lidt mere tid til at være hjemme, end jeg havde som minister".

Selvom han ikke selv er vokset op med hund, har Benny Engelbrecht med sine egne ord altid haft "dyretække". Det kom især til udtryk, når han kom på besøg hos gudforældre og legede med hunden Vaks dagen lang.

Da muligheden bød sig som voksen for at tage en fransk bulldog til sig, kunne han ikke sige nej.

"Man siger jo, at hunden er menneskets bedste ven, og man kan ikke komme udenom, at der er et urgammelt bånd mellem mennesker og hunde, som er fantastisk".

Det er ikke altid ligetil at forene det politiske liv med livet som hundeejer. Benny Engelbrecht besluttede nemlig for mange år siden, at han ikke ville tage sin hund med frem og tilbage fra Sønderjylland til Christiansborg.

Hvorfor har du valgt at have hund, når det er svært at få til at hænge sammen med karrieren?

"Jeg har besluttet for lang tid siden, at jeg ikke vil have børn. Jeg siger ikke, at en hund er en erstatning for et barn, for det kan det aldrig blive. Men der er da noget hyggeligt i altid at have selskab af et væsen, der er hengivende og fyldt med kærlighed".

{{toplink}}

Hund og holdning

Selvom Benny Engelbrechts hunde aldrig er kommet på Christiansborg, har den tidligere transportminister flere gange forenet sin glæde for hunde med sit politiske virke.

Han har nemlig i en tidligere valgkamp lavet konceptet "hund og holdning", hvor han opfordrede andre hundeejere til at mødes med ham og tage en uformel snak om politik over en gåtur med hunden. Det skaber en anden form for samtale om politik.

"Når der ikke er nogle fast dagsorden, kommer der nogle ret intelligente og undrende spørgsmål frem om det politiske system, og hvorfor tingene fungerer, som de gør. Det bliver nærmest en slags folkeoplysning om dansk politik".

Han peger samtidig på, at mange vælgere nok får ny viden om livet som politiker, når de møder ham for at gå en tur med hunden.

"Vi har jo en meget samarbejdsvillig og konsensusorienteret måde at tænke politik på. Men meget af den fortælling ser man ikke i medierne, fordi det er konflikten, der fylder".

Den mentale hygiejne

Efter den positive opsang om Christiansborg er der et grin at fornemme hos Benny Engelbrecht, da han bliver spurgt, om ordsproget, "hvis du vil have en ven i politik, så få en hund," er sandt.

"Jeg har politiske venner, som ikke er firbenede. Det er klart, at det nok er nemmere at blive tætte venner med nogen, man ikke er i direkte konkurrence med. Men jeg har tætte venskaber både indenfor og udenfor mit eget parti, som jeg kan stole på".

Alligevel kan det dog noget særligt at have en hund, forklarer Engelbrecht.

"Den mentale hygiejne er vigtig, og derfor har jeg nogle ting, jeg gør, for at lukke politik ude i ny og næ. Ellers ender det med, at jeg ikke kan sove om aftenen, fordi jeg konstant tænker på det".

Ud over samværet med hans hund, Diva, bruger S-politikeren musikken som en måde at koble af. Han har også altid tre bolde liggende på sit kontor, som han kan jonglere med.

Selvom Diva uden tvivl er vigtig i Benny Engelbrechts liv, tøver han alligevel, da han sætter disse ord på, om hunden har hjulpet ham igennem svære tider i politik:

"Det er nok mere generelt, at de hjælper mig med at få et tiltrængt afbræk fra politik".

Forrige artikel Nyt Støjberg-parti, kritik fra Minkkommisisonen og krig i Ukraine: Se billederne fra folketingsåret, der gik Nyt Støjberg-parti, kritik fra Minkkommisisonen og krig i Ukraine: Se billederne fra folketingsåret, der gik Næste artikel Dagens overblik: Sundhed er det vigtigste emne hos vælgerne, viser ny måling Dagens overblik: Sundhed er det vigtigste emne hos vælgerne, viser ny måling