Løkke: Erhvervsskatterne er problemet

INTERVIEW: Venstres vil bruge pengene fra reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp og SU på at sætte skatten ned. Men det er ikke skatten på arbejde, der skal sættes ned. Høje erhvervsskatter er Danmarks hovedproblem, siger Lars Løkke (V).

Et udgangspunkt om at nulvækst og udgiftsstop i den offentlige sektor skal frigøre penge til skattelettelser. Sådan lød den nye kurs fra Venstres formand Lars Løkke Rasmussen på Venstres landsmøde i Herning lørdag eftermiddag.

Hidtil har Venstre ligesom regeringen haft en målsætning om, at udgifterne til den offentlige sektor må stige med 0,8 procent hvert år. Nu skal pengene i stedet bruges på skattelettelser.

Men det er ikke skatten på arbejde og anden indkomst, der er vigtigst for Venstre at få nedbragt. Det er i stedet erhvervsskatterne. Læs her Lars Løkkes svar på en række spørgsmål om Venstres nye kurs.

Hvilke skatter er de vigtigste at få nedbragt?

"Hvis du spørger helt abstrakt, hvad der er Danmarks største problem: Er det indkomstskatterne eller erhvervsskatterne? Så er svaret, at vi med vores skattereformer i år og i 2009 har fået skabt et indkomstskattesystem, hvor vi begynder at være konkurrencedygtige. Det er ikke der, vi skiller os ud. Der, hvor vi skiller os ud, det er på en stribe andre erhvervsrettede skatter, så det er nok der, man skal starte med at tage fat," siger Lars Løkke.

I foråret sagde Venstres næstformand Kristian Jensen nulvækst helt frem til 2020. Dengang bankede du ham på plads. Hvad har ændret sig siden?

"Så må Kristian Jensen jo være en glad mand i dag."

For lidt over et år siden var du selv statsminister. Og under valgkampen dengang sagde du, at der ikke var råd til skattelettelser. Hvad har ændret sig?

"Jeg taler om et Venstre i regering efter næste valg."

Men du sagde, at der ikke var råd til skattelettelser?

"Det er der heller ikke, hvis der skal være en realvækst i den offentlige sektor på 0,8 procent."

Hvordan skal skattelettelserne finansieres?

"Der er truffet en stribe reformbeslutninger, og der er flere på tegnebrættet, som hvert år frigør nogle penge. Og så må man tage stilling til, hvad det overskud skal bruges til. Hidtil har der været konsensus om, at det overskud skulle bruges på at gøre verdens største offentlige sektor endnu større. Det er ikke længere vores udgangspunkt. Vores udgangspunkt er, at pengene skal investeres i rigtige danske arbejdspladser."

I jeres forslag til finanslov, der foreslog i at bruge pengene fra en kontanthjælpsreform på skattelettelser. Vi I også foreslå det i forhold til en kommende SU-reform?

"Ja, det er summen af de reformer, der har været, og som vi kommer til at lave, der gør, at der kommer et overskud hvert år."

Vil det blive Venstres udgangspunkt for forhandlingerne om en reform af SU'en, at besparelserne skal bruges på skattelettelser?

"Venstres udgangspunkt vil være, at det overskud, vi skaber ved at lave reformer, det bruger vi klogere ved at sikre danske arbejdspladser end ved at gøre den offentlig sektor større."

Hvorfor kun nulvækst som udgangspunkt?

"Fordi der kan være både politiske og mere saglige grunde til, at man ikke kan stå benhårdt på det udgangspunkt. Jeg bilder mig jo ikke ind, at Venstre får et flertal i det næste folketing. Det er den politiske grund. Men der kan også være den saglige grund, at der er et særligt område, som vi gerne vil prioritere, og som derfor gør, at vi må bruge ekstra penge."

Er det en fejl, at I ikke har gjort det før, I har jo haft magten til det?

"I det omfang det har været en fejl, så er det jo en større fejl ikke at lære af det. Jeg tager mit udgangspunkt i, hvad Danmarks situation er. Og jeg tror, at det med stigende alvor står danskerne klart, at vi er udfordret. Det der sker med SAS i øjeblikket er en fantastisk øjenåbner. Det kan bare ikke lade sig gøre at holde et luftfartselskab kørende, hvis man gør tingene markant anderledes, end dem man flyver om kap med. Det er også situationen for humlebien Danmark. Vi er i en benhård konkurrence med vores nærmeste nabolande. Og vi skal drive skatter og afgifter ned for at holde lønnen i ro."

Forrige artikel V: Sådan kan vi sikre nulvækst Næste artikel Uffe modtager Venstres frihedspris Uffe modtager Venstres frihedspris