Tv: Mette Frederiksen forsvarer vaccinesamarbejde med Israel

Mette Frederiksen (S) er indkaldt til en hasteforespørgsel efter at have indgået samarbejde med Israel og Østrig om muligvis at investere i produktion af vacciner. Se debatten her.

Enhedslisten har som flere andre undret sig højlydt over, at statsminister Mette Frederiksen den 4. marts rejste til Jerusalem for at indgå samarbejde med Israel og Østrig om at investere i vacciner.

Partiet har derfor kaldt Frederiksen til en hasteforespørgsel onsdag. Du kan se det hele i videoen ovenfor.

Mette Frederiksen forklarede i sin indledning, at hun ikke ser en modsætning mellem et europæisk eller nordisk samarbejde og det, at regeringen nu indleder samarbejde med Israel og Østrig.

Hendes formål med at samarbejde med de to lande er at øge produktionen af vacciner i en tid, hvor efterspørgslen langt overstiger leverancerne, understregede statsministeren.

Hun oplyste, at regeringen er i dialog med danske virksomheder om, hvordan man kan samarbejde om eventuel produktion af vacciner. Men hun gav ikke nye oplysninger om, hvad der konkret skal komme ud af samarbejdet med Israel og Østrig.

"Det står stadig ikke krystalklart for mig, hvad der kom ud af den rejse til Israel," konstaterede Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen efter ministrenes indlæg og svar.

Det formelle spørgsmål til statsministeren fra Enhedslisten, som har indkaldt til hasteforespørgslen, er: 

"Vil regeringen redegøre for udfordringer og risici forbundet med at indgå aftale om en vaccineproduktion med Israel og Østrig og redegøre for mulighederne for at etablere en dansk eller nordisk offentlig vaccineproduktion med henblik på at styrke det nationale sundhedsberedskab?"

Forrige artikel Se spørgetimen med statsministeren Se spørgetimen med statsministeren Næste artikel EU-kommissær i Danmark: EU-kommissær i Danmark: "Der er ikke noget galt med", at Mette Frederiksen samarbejder med Israel