Læge der vil nedlægge regionerne bliver folketingskandidat for Moderaterne

Lægen Monika Rubin er blevet valgt som folketingskandidat for Moderaterne. Hun går til valg på at reformere sundhedsvæsnet og vil nedlægge regionerne. 

Efter det kommende folketingsvalg satser Monika Rubin på at kunne skifte hospitalsgangene ud med folketingssalen på Christiansborg.

Hun er nemlig blevet valgt som folketingskandidat for Moderaterne i Københavns Omegns Storkreds. Det blev offentliggjort ved Moderaternes første årsmøde søndag.

Monika Rubin er uddannet læge og har sundhedspolitikken som sin helt store mærkesag. Hun vil blandt andet arbejde imod geografiske skævheder i sundhedsvæsnet og for, at regionerne bliver nedlagt.

”Derved kan vi samle kræfterne i stedet for at spilde ressourcerne på administrativt dobbeltarbejde med forskellige IT-systemer, der ikke taler sammen. Det er er ikke kun spild af penge, men faktisk også patientusikkert,” forklarer Monika Rubin i en pressemeddelelse. 

Den nye folketingskandidat er 34 år gammel og blev uddannet læge fra Københavns Universitet i 2015. Hun er i dag ph.d.-studerende ved Herlev Hospital og medlem af den sundhedspolitiske tænketank SundFornuft.

Forrige artikel Politiken finder ny chefredaktør i egne rækker og rokerer på flere centrale poster Politiken finder ny chefredaktør i egne rækker og rokerer på flere centrale poster Næste artikel Ny Carlsbergfondet-forkvinde indtræder i Fondenes Videnscenters bestyrelse Ny Carlsbergfondet-forkvinde indtræder i Fondenes Videnscenters bestyrelse