Kristian Thulesen Dahl misser afgørende årsmøde efter corona: Kan ikke stemme på sin efterfølger

Dansk Folkepartis afgående formand Kristian Thulesen Dahl deltager ikke fysisk i ekstraordinært årsmøde søndag, hvor en ny partileder skal findes. Det betyder, han ikke kan afgive en stemme på sin egen efterfølger.

Coronavirus spænder nu ben for Kristian Thulesen Dahls (DF) deltagelse i Dansk Folkepartis ekstraordinære årsmøde på søndag, hvor en efterfølger til formandsposten skal findes.

Det bekræfter Dansk Folkeparti over for Altinget. Han deltager dog via livestream, men kan ikke selv afgive en stemme, når han ikke er til stede fysisk.

"Det er naturligvis rigtig ærgerligt, men vi får som nævnt etableret en livestream, så vi har Kristian med," oplyser partisekretær Steen Thomsen i en sms. 

Det positive testresultat fik Kristian Thulesen Dahl mandag. Og selv hvis han skulle nå at blive symptomfri inden weekenden, kan han ikke deltage i årsmødet.

Det afholdes nemlig i Herning Kongrescenter, hvor der ifølge myndighedernes retningslinjer kræves et gyldigt coronapas for at deltage. Dette opnåes tidligst 11 dage efter en positiv test, og derfor bliver Kristian Thulesen Dahls sidste årsmøde som formand uden ham. 

Det var efter et skuffende kommunal- og regionsrådsvalg for Dansk Folkeparti, at Kristian Thulesen Dahl meldte sin afgang som formand.

Sidenhen har hele fire kandidater – Morten Messerschmidt, Martin Henriksen, Merete Dea Larsen og Erik Høgh-Sørensen – meldt sig som mulig ny formand, og der er derfor lagt op til et kampvalg på søndag. Erik Høgh-Sørensen har dog nu trukket sin opstilling, så årsmødet får tre kandidater at vælge imellem.

Forrige artikel Dødsfald: Fhv. MF (K), godsejer Oluf Krieger von Lowzow (90) Næste artikel Thomas Danielsen ny gruppeformand hos Venstre: En Thomas Danielsen ny gruppeformand hos Venstre: En "hardhitter" og det jyske baglands repræsentant