Jakob Ellemann-Jensen bliver ny formand for Venstre

FORMANDSSKIFTE: Venstres nye formand er Jakob Ellemann-Jensen, der lørdag formiddag blev valgt uden modkandidat på Venstres ekstraordinære landsmøde i Herning.

Lørdag formiddag blev det officielt.

Jakob Ellemann-Jensen er Venstres nye formand efter at være blevet valgt ved det ekstraordinære landsmøde i Herning.  

Her pegede Venstres over 850 fremmødte delegerede på Jakob Ellemann-Jensen, der var eneste opstillede kandidat til formandsposten.

"Det er slut med tvivl om, hvem der bestemmer hvad, og hvordan magten er fordelt. Formandskabets tid i Venstre er forbi. For fremtiden har Venstre én formand," sagde han, da han inden den formelle valghandling talte for landsmødet. 

Han bad samtidig hele Venstre bakke entydigt op om hans formandsskab oven på den seneste tids fløjkampe i partiet. Til gengæld vil han ikke "bebrejde nogen fortidens loyalitet."

"Jeg forventer også entydigt, at det gælder alle andre, så længe der ikke er tvivl om fremtidens loyalitet. Loyaliteten over for vores parti, vores landsmøde og vores formand," sagde Jakob Ellemann-Jensen. 

Braget i Brejning 
Formandsskiftet er den umiddelbare afslutning på mere end halvanden måneds uro i Venstre, der begyndte, da Kristian Jensen i et interview i Berlingske i starten af august tog afstand fra Lars Løkke Rasmussens forslag om en SV-regering under valgkampen. 

Herefter tog et internt opgør fart, og det kulminerede, da både Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen efter et hovedbestyrelsesmøde i Brejning besluttede at trække sig fra deres ledelsesposter i partiet. 

Den interne uro blev også berørt i partisekretær Claus Richters tale lørdag morgen på landsmødet.

"Aldrig før har vi i vores parti oplevet en formand og en næstformand i et så konfronterende og brutalt opgør. Og aldrig før har vi oplevet, at baglandet har reageret så skarpt," sagde Claus Richter.

Jakob Ellemann-Jensen greb 3. september muligheden og annoncerede, at han ville stille op til den ledige formandspost.

Lørdag afsluttede han sin tale med at love Mette Frederiksen, at Venstre nu er klar til oppositionsarbejdet. 

"Det bliver svært. Der er ingen garantier. Men jeg vil gøre mit bedste. Mette Frederiksen har haft rigeligt med arbejdsro," sagde han. 

,

Forrige artikel Facebook bygger datacenter i Danmark, men vindmøller i Norge: Klimaet er jo ligeglad Facebook bygger datacenter i Danmark, men vindmøller i Norge: Klimaet er jo ligeglad Næste artikel Ellemann-Jensen afliver Løkkes SV-drøm i formandstale Ellemann-Jensen afliver Løkkes SV-drøm i formandstale