Hedegaard optimist efter klimamøde i New York

TOPMØDE: Klimaminister Connie Hedegaard (K) er optimist, efter det i weekenden lykkedes at få samlet de tre vigtigste miljøministre i den såkaldte Grønlands-dialog.

Efter et møde i Hudson Valley, hvor det for første gang lykkedes Danmark at samle klimaministrene fra USA, Kina og Indien på én gang, skruer klimaminister Connie Hedegaard nu op for optimismen.

"Min fornemmelse er, at de ministre, der gik fra vores dialog, vil gøre deres yderste for at presse på for, at deres lande spiller offensivt ud. Det bliver fortsat ikke nemt at få et godt resultat i København, men jeg er blevet mere optimistisk," forklarer Connie Hedegaard til Berlingske Tidende.

"Da vi mødtes lørdag morgen var stemningen noget mat - der var en udbredt frustration over, at det hele går noget trægt og langsomt i de officielle forhandlinger. Den stemning var forsvundet, da vi skiltes søndag eftermiddag: Vi havde en meget konstruktiv, meget civiliseret debat, hvor vi alle kunne mærke, at vi er ved at være fremme ved snoren. Tiden er simpelthen inde til at sikre en aftale i København i december," understreger klimaministeren.

De kommende dage er afgørende for klimatopmødets succes i december. Under FN's generalforsamling vil klimaet stå helt centralt - mest tydeligt under tirsdagens topmøde, som FN's chef, Ban Ki-Moon har indkaldt til, hvor blandt andre USA's præsident Barack Obama, Kinas præsident Hu Jintao og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal tale.

Forrige artikel Løkke skal mødes med Medvedev Næste artikel Ny VU-formand: Folketingsgruppen skal op på dupperne Ny VU-formand: Folketingsgruppen skal op på dupperne