Halldor blev træt af at flyve og fik teknologien til Island

Midt i søndagens besøg ved en af Islands største turistattraktioner, Geysir - som har givet navn til foreteelsen at sprøjte kogende vand 70 meter op i luften - tikker en sms ind, der siger meget om livet på Island:

“Please note. Due to weather flight NY118 has been delayed.”

Mandag morgen er flyet fra Reykjavik til Akureyri stadig forsinket. Og efter endnu et par forsinkelser giver Air Iceland fortabt og indstiller al flyvning på tværs af Islands turbulensfyldte højland.

Og således har Altinget ikke andet alternativ end at få Halldor Gudmundsson til over telefonen at fortælle historien om, hvordan velfærdsteknologien fandt sin vej til Islands næststørste by, Akureyri. Men det er faktisk ikke helt korrekt: Der findes en sidste udvej, og det er at sætte sig på rattet og selv køre den godt fem lange tur langs Atlanterhavsøens vindblæste vestkyst.

Men så skal man virkelig også ville det. Og det er en af de primære årsager til, at Halldor Gudmundsson blev træt af at pendle fra Akureyri til Reykjavik, hvor han arbejdede som lektor på universitetet.

“Jeg kunne ikke forstå, hvorfor jeg ikke kunne få lov til at arbejde hjemmefra de dage, jeg ikke havde undervisning. Men på universitetet var der ingen forståelse for, at vejledning af specialestuderende lige så vel kunne foregå via Skype som ansigt til ansigt,” siger han.

Gik fra lektor til plejesektordirektør
Til sidst blev Halldor træt af at høre på kritik af, at han ikke var nok fysisk til stede. Og da chancen i 2013 bød sig for at få arbejde i sin hjemby, slog han til.

Man fornærmer næppe nogen ved at beskrive jobbet som direktør for Akureyri Kommunes plejehjemssektor som et longshot for en lektor i socialvidenskab. Men på Island er der med 320.000 indbyggere - hvoraf to tredjedele er stuvet sammen i hovedstaden - ikke så mange om buddet. Og så havde Halldor et fornuftigt cv.

“Gennem mit arbejde på universitetet sad jeg med i et netværk i Nordens Velfærdscenter. Jeg har også været med til at diskutere velfærdsteknologi i Bruxelles,” forklarer han.

Personligt blev den i dag 55 år gamle direktør stadig mere opslugt af teknologiens evner til at skabe kommunikation mellem mennesker.

“Jeg så, hvordan kommunikationen med mine børn ændrede sig som følge af teknologiske fremskridt. Og ikke mindst så jeg, hvordan kommunikationen med mine forældre ændrede sig, og det var de forandringer, som jeg ville gøre tilgængelige for andre ældre borgere.”

Da Halldor Gudmundsson 1. januar 2013 satte sig i direktørstolen, havde Akureyri Kommune ikke noget, der bare mindede om en strategi for arbejdet med velfærdsteknologi. Begrebet fandtes dårligt nok i administrationen, der har ansvar for kommunens 18.000 indbyggere.

Bønder og fiskere skal forblive i kontakt med familie
Efter islandske forhold er Akureyri en stor kommune - faktisk den fjerdestørste - mens den mindste af de 76 kommuner ikke engang tæller 50 indbyggere. Manglen på volumen betyder, at fagspecialer ofte er en sjældenhed. Halldor valgte derfor at gå basalt til værks, da den første strategi skulle udarbejdes.

“Akureyri har 186 plejehjemspladser. Og da det er dyrt at oprette nye pladser, er det centralt for os, at folk kan blive boende længst muligt i eget hjem,” siger han.

Byens tilflyttere er oftest bønder, som efter et langt og hårdt liv forlader de ensomt beliggende gårde. Problemet er, at deres familie og øvrige netværk typisk er spredt ud over hele Island. Et af målene med kommunikationsteknologien er derfor at sørge for, at de i højere grad forbliver i kontakt med deres netværk.

“Vi arbejder lige nu med forskellige løsninger, som gør det lettere for ældre med demens at blive boende i eget hjem. Folk er måske i god fysisk form, mens det mentale helbred skranter, så vores mål er ved hjælp af GPS-teknologi og andre redskaber at gøre det muligt for dem at bevæge sig frit, uden at de risikerer at komme til skade.”

Men arbejdet går langsomt, og selv om Halldor ved, at man i Norge er kommet langt med at udstyre huse i øde egne med bevægelsessensorer og andre tryghedsskabende teknologier, så er man i Akureyri stadig kun ved de indledende øvelser.

“Der, hvor vi er kommet længst de sidste to år, er på plejehjemmene. Her har vi installeret wifi og givet tablets til borgerne, så de kan interagere med slægtninge og spille spil mod hinanden.”

Et anden prioritet fra plejehjemsdirektørens side har været at bruge teknologien i uddannelsen af nye medarbejdere. Alle patientforløb og opgavetyper er blevet filmet og udformet som elektroniske uddannelsesmoduler, hvilket har begrænset ressourcerne forbundet med nyansættelser.

Beboere spiller bridge på internettet
Helga Erlingsdottir har siden 2006 arbejdet som sygeplejerske på byens plejehjem - og fra 2010 med titel af chefsygeplejerske. Hun vurderer, at det har haft stor betydning, at Halldor for to år siden kom til.

“Det har først og fremmest gjort en forskel for samværet mellem beboerne, personalet og familien. Beboere, som har familie på tværs af øen og tit også i udlandet, kan nu mødes online, og det betyder, at personer, som tidligere har været apatiske, nu er blevet mere aktive,” siger hun.

En anden konsekvensen er, at man nu kan se patienten med demens og Alzheimers dyste mod hinanden i bridge på internettet.

“Faktisk er det vores erfaring, at man kan bruge computerspil som erstatning for nogle typer lægehjælp,” siger Helga Erlingsdottir og fortsætter:

“Generelt vil jeg sige, at mange er blevet mere selvhjulpne, efter at vi er begyndt at tage teknologierne i brug. Og jo længere, vi kommer i arbejdet, desto større tror jeg, at konsekvenserne bliver. Der er ingen, der ønsker at havne på et plejehjem, så derfor gælder det om at beholde dem så længe i eget hjem som muligt.”

Teknologisk styrker kom ikke samfundet til gavn
Når nu erfaringerne er så positive, hvorfor har man så ikke taget fat i 2007 i stedet for 2013?

Halldor Gudmundsson griner og siger, at det er, hvad man kalder et godt spørgsmål, men at svaret måske kan hænge sammen med, hvad han kalder traditionelt islandsk overmod.

“Jeg ved ikke, hvorfor man fra politisk hold ikke har foretaget sig noget tidligere. En forklaring kan være, at man især i perioden op til 2008 blev lullet i søvn af folk, som klappede os på ryggen og gentog, at Island er et af verdens mest teknisk avancerede lande med en ekstrem høj andel af computere og smartphones pr. indbygger.”

“Men sandheden er, at den tekniske ekspertise aldrig har forladt, hvad man kan kalde borgernes univers, og bevæget sig op på et professionelt, strategisk plan. Og det er nok den sørgelige sandhed: At vi i vores teknologifascination glemte at få samfundet med.”

red@altinget.dk