Fortsat skepsis overfor 2020-strategien

Af Jesper Bech Pedersen og Silas Bang, for Nyt Europa.

Det var de tunge spillere, der tirsdag og onsdag var samlet i Bruxelles for at diskutere exitstrategi og fremtidig økonomisk vækst i EU oven på krisen.

Blandt deltagerne var formanden for økonomi- og valutaudvalget, Sharon Bowles, formanden for Økofin og spansk finansminister, Elena Salgado, kommissær for udvidelse, Olli Rehn, Jürgen Stark fra den Europæiske Centralbank og Jean Pisani-Ferry fra tænketanken Bruegel. Foran podiet i en næsten fyldt sal befandt medlemmer af Europa-Parlamentet og repræsentanter for de enkelte medlemslande sig.

Et af de centrale punkter på dagsordenen var de enkelte landes finansielle situation, der flere steder ser så sort ud, at de fornemme tanker om 10-års strategier overskygges af mere umiddelbare udfordringer.

"Jeg forudser, at det bliver svært at finde ret meget entusiasme for 2020-målene, når alle lige nu mest af alt tænker på deres gældssituation," lød det fra maltesiske Edward Scicluna (MEP), der fik opbakning fra podiets Jürgen Stark:

"Der er en klar risiko for endnu en krise; en statsgældskrise. Der skal tages vigtige foranstaltninger for ikke at komme i samme situation som i 1930'erne. Regeringerne må og skal give konsolidering af gælden første prioritet."

Alligevel bønfaldt blandt andre Olli Rehn i sin indledende tale de nationale ledere om at vise politisk mod til at gennemføre ændringer, der kan få 2020-strategien sikkert i havn.

"De nationale parlamenter spiller en nøglerolle i forhold til at nå målene, og medlemsstaterne må handle hurtigt og koordineret," sagde Olli Rehn, hvorefter både han og Elena Salgado til de fremmødtes store frustration forlod mødet til fordel for andre aftaler.

"Jeg beklager, at rådet og kommissionen har forladt os. Det er ikke et udtryk for respekt, når så mange repræsentanter fra de nationale parlamenter er mødt op," fastslog Phillipe Lamberts fra De Europæiske Grønne.

Bredside mod Centralbanken
I stedet blev det især Jürgen Stark og Jean Pisani-Ferry, der måtte lægge ryg til de kritiske spørgsmål fra forsamlingen. Særligt Centralbankens økonomiske politik fik en hård medfart af flere af de lande, der har opbygget stor gæld over de sidste par år.

Mario Baldassarri, formand for det italienske økonomi- og skatteudvalg, var blandt de, der erklærede sig uenig i den foreslåede exitstrategi:

"Hvis vi skal have en 2020-strategi, der virker, så skal vi først forstå årsagerne til den krise, vi oplever lige nu. Og de tre vigtigste årsager er EU's fobi for inflation sammenholdt med et amerikansk overforbrug og kinesisk sparsommelighed. Og nu hviler genopretningen netop på amerikansk forbrug og kinesisk opsparing, mens den Europæiske Centralbank tvinger inflationen ned. Reelt har Europa kurs mod en ny økonomisk krise," vurderede Mario Baldassarri.

Han blev støttet af blandt andre Gerhard Schick fra den tyske Bundestag, der efterlyste en helt ny økonomisk kurs i EU ovenpå Lissabon-strategien, som skulle have skabt en bæredygtig europæisk økonomi. En økonomi, der imidlertid viste sig at være alt andet end bæredygtig, da krisen ramte.

"Det undrer mig, at man med så stor selvtillid fortsætter ad det samme spor, når den sidste strategi var en fiasko. En klog mand har engang sagt, at når man står i et hul, skal man holde op med at grave," lød det metaforisk fra Gerhard Schick.

Inflationen ligger fast
Jürgen Stark fra den Europæiske Centralbank afviste enhver tanke om at give plads til højere inflation og fastholdt, at inflationen på den korte bane skal holdes på én procent, mens den i takt med den økonomiske genopbygning vil få lov til at stige mod de to procent.

"Jeg ved, at der er blevet stillet spørgsmål ved hvorvidt, det er en klog beslutning, og om inflationen ikke snarere burde ligge omkring de fire procent. Og jeg kan da også godt se, at det fra de nationale parlamenters side kan være fristende at tilskynde til højere inflation, fordi det vil gøre det lettere at nedbringe gælden. Men jeg kan ikke sige det klart nok: For Centralbanken er en lav inflation en betingelse for sikker økonomisk vækst. En slap styring af inflationen vil skabe øget usikkerhed blandt investorer og risiko for at befolkningen vil miste tiltro til pengenes købekraft."

Ingen sanktioner i sigte
Et andet tilbagevendende spørgsmål - nemlig hvorvidt stater, der ikke lever op til strategien skal kunne straffes - blev endnu engang vendt under mødet. Jean Pisani-Ferry fra tænketanken Bruegel indvendte, at det er vanskeligt at finde hjemmel i lovgivningen for at uddele ret meget mere end en næse.

"Det vil være meget svært at håndtere sanktioner. Kun hvis man kan bevise, at et lands opførsel har skadet både landet selv og hele fællesskabet, kan det komme på tale. Uden sådanne beviser vil det være umuligt at forestille sig sanktioner," forklarede Pissany-Ferry, der i stedet ønskede mere gennemsigtighed og mulighed for sammenligninger landene imellem.

På trods af adskillige kritiske røster, efterlod debatmødet ingen tvivl om, at 2020-strategien ruller videre mod en gennemførelse. Men i takt med at flere og flere medlemslande vakler, falder sandsynligheden for at nå målene inden for en tidshorisont på ti år.

Er der én ting krisen har tydeliggjort, er det, at Europa enten løfter eller falder i flok. Kan de 27 medlemslande stå samlet, er der stadig basis for at nå målene i 2020. Men uden sanktionsmuligheder og med "henstillinger" som det skarpeste våben over for medlemslande, der ikke efterlever strategien, synes temperaturen omkring strategien efter debatmødet at være faldet med mere end et par grader.

Jesper Bech Pedersen og Silas Bang står til daglig bag vidensdatabasen GlobalCitizen.net.