Dan J.: Forkert fokus i 2020-strategi

INTERVIEW: Dan Jørgensen kritiserer 2020-strategien for ikke at være ambitiøs nok. Den sigter for lavt og vil derfor uden videre blive vedtaget, fordi de enkelte lande ikke har noget at miste ved at skrive under.

Af Jesper Bech Pedersen og Silas Bang, for Nyt Europa.

Det ender i bedste fald med at blive en ret ligegyldig strategi og i værste fald en strategi, som gør, at vi bevæger os i den forkerte retning.

Sådan spår Dan Jørgensen, MEP (S), at det går med EU's 2020-strategi, som blev lanceret i starten af marts 2010.

Med sin daglige gang i Bruxelles har han lagt mærke til en stigende skepsis over for den fremlagte strategi. En skepsis, der fik bølgerne til at gå højt, da Europa Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg (ECON) tirsdag og onsdag havde inviteret til møde med repræsentanter fra de nationale parlamenter.

Hvor er ambitionerne?
Dan Jørgensen frygter dog, at vandene i sidste ende ikke vil komme nok i bevægelse til at vælte skuden. Strategien vil derfor sandsynligvis blive vedtaget som planlagt i juni.

"Det er klart, der er uenigheder, men netop fordi det, der står i strategien, er så vagt formuleret, er det ikke noget, man tager store politiske slagsmål om. Så længe det ikke skader nogen, er der - desværre - nok ikke nogen, der vil kaste sig ind i kampen," mener han.

Dan Jørgensens største kritikpunkt er nemlig, at strategien er både upræcis og uambitiøs på områder som forskning, uddannelse og ikke mindst miljø. Derfor så han gerne en mere ophedet debat, der kunne sætte skub i ambitionerne.

"Når FN's klimapanel for eksempel siger, at vi skal nedbringe vores CO2-udslip med 25-40 procent, og helst tættere på de 40, så virker det jo helt vanvittigt, at EU som udgangspunkt ikke lægger sig fast på det, men siger 20 procent og måske 30," mener Dan Jørgensen.

Men er det ikke bedre at lave mål, der er lidt mindre ambitiøse og til gengæld realistiske, end mål, der er ambitiøse, men som aldrig bliver nået?

"
Jo, det kan du selvfølgelig godt sige. Problemet er bare, at hvis man ikke sætter høje mål, så bliver det en selvopfyldende profeti, at man aldrig når helt op. I et politisk samarbejde må vi altid sigte så højt, vi kan. Hellere have høje mål og ikke nå dem helt, end at nå de lave mål, som så alligevel ikke er høje nok."

Dan Jørgensen: "Forkert fokus"
Dan Jørgensen mener som sine partifæller i Danmark, at EU ligesom den danske regering har lagt sit fokus forkert:

"Vi vil gerne, at man indså, at for at nå målene, skal det ikke ske på trods af, at vi også skal gøre noget ved miljøet og de sociale områder. Næh, vi har nemmere ved at nå de mål, hvis vi opbygger en økonomi, der hænger sammen socialt og miljømæssigt. Det handler ikke om at give skattelettelser. Det handler om at få gang i grønne jobs. Det er alligevel en omstilling, vi skal i gang med uanset, så vi kan vi lige så godt bruge krisen positivt til at få omlagt vores produktionsformer."

Men i udspillet til strategien er der jo netop lagt stor vægt på miljø og sociale tiltag som højere uddannelse og mindre fattigdom?

"
Jo, det er rigtigt nok, men man kunne for eksempel sætte målene endnu højere for, hvor mange man vil have i beskæftigelse i 2020. Derudover mangler der nytænkning. Jeg så gerne, at man for eksempel kiggede på landbruget, som slet ikke er fremhævet i strategien. Det er jo virkelig et sted, hvor EU har nogle penge at bruge, og jeg savner en vilje til at tage nogle af de penge og bruge offensivt i stedet for."

Regulering er vores styrke
Europas økonomi kritiseres både internt og eksternt for ikke at bevæge sig lige så hurtigt som USA og Kina. Men er det ikke naivt at tro, at EU kan blive lige så stærke, fordi vi nu engang har så mange forskellige interne interesser?

"
Vi skal ikke konkurrere på samme parametre som USA og Kina. Pris kan vi glemme alt om, og når man ser, hvad de bruger af penge på forskning, så er vi langt bagud. Men grunden til, at vi godt kan løbe med førertrøjen, er, at vi er villige til at tage den politiske regulering med i stedet for at overlade det til de frie markedskræfter. Det har virkelig meget at sige, at EU går ind og bestemmer, at i år 2020 skal 20 procent af vores energi komme fra vedvarende energi. Det er ikke noget, vi kan diskutere, for det skal det. Så er det nok en god idé at investere i vindkraft. Det skal vi se som vores styrke og i stedet gå op til for eksempel 30 procent."

Frem til den 17.-18. juni vil det vise sig, om Dan Jørgensen og andre kritikere sætter båden i bevægelse eller lader 2020-strategien sejle i havn uden problemer.

Jesper Bech Pedersen og Silas Bang står til daglig bag vidensdatabasen GlobalCitizen.net.
Forrige artikel Fortsat skepsis overfor 2020-strategien Næste artikel Folketinget hjem for sjælden fugl Folketinget hjem for sjælden fugl