Folketinget får flere sikkerheds-sluser

SIKKERHED: Terrortruslen mod Danmark fører til nye, ekstra sikkerhedstiltag i Folketinget, hvis indgange udstyres med tre ekstra glassluser.

Selv om Folketinget gerne vil være et åbent hus, bliver det for hvert år vanskeligere at komme ind på Christiansborg.

Når politikerne, ansatte, medier og besøgende ankommer til Folketinget efter sommerferien, vil de blive mødt af endnu flere glassluser og af kortlæsere, oplyser Folketinget. Ombygningen starter efter planen 6. juni, men kan blive udskudt i tilfælde af valgkamp.

Det største byggeprojekt bliver ombygningen af Ydre- og Indre hal i Folketinget. Formålet med ombygningen er at forøge sikkerheden i Folketinget i forbindelse med indførelsen af et nyt adgangskortsystem samt nye regler for adgangskontrollen. 

Ombygningen består af etablering af tre glassluser med automatiske dobbelte skydedøre. Der etableres to sluser i de eksisterende døråbninger mellem Ydre- og Indre Hal og én sluse mod Rigsdagsgården. Herudover sker der en opgradering i de nuværende sluser i Besøgsindgangen.

Nyt adgangskort
De nye sluser i stueetagen vil blive aktiveret ved fremvisning af et nyt adgangskort for alle, der har daglige gøremål i Folketinget. Medlemmerne af Folketinget behøver dog ikke nødvendigvis at vise adgangskort, da slusedørene også kan åbnes manuelt af Folketingets vagter, pointerer Folketingets administration.

 

Forrige artikel Behandlingsgaranti slår rekord Behandlingsgaranti slår rekord Næste artikel Altinget.dks snit: 46,9 pct. til blå blok Altinget.dks snit: 46,9 pct. til blå blok