Folketinget er åbnet og debatten skudt i gang: Se alle billederne fra de politiske festdage

Traditionen tro blev folketingsåret tirsdag sat i gang med besøg i Christiansborg Slotskirke og statsministerens åbningstale i folketingssalen. Torsdag stod partierne overfor hinanden i åbningsdebatten. Se billederne fra de to politiske festdage, som skød det nye folketingsår i gang.

Statsministeren

Statsministeren Mette Frederiksen på vej mod Folketingets åbning, som begynder i Christiansborg Slotskirke, sammen med sin mand Bo Tengberg og et par stabsmedlem fra Statsministeriet kontor.

Rigsfællesskabet

To af de nordatlantiske mandater Ajaa Chemnitz Larsen (IA) og Edmund Joensen (SP) følges med folketingets længst siddende medlem Bertel Haarder (V). Her er de på vej til Christiansborg Slotskirke forbi demonstrerende menneskemængde.

Demonstranter

En stor gruppe demonstranter fra Extinction Rebellion modtager politikerne med skiltet "generationssvigt" ved Slotskirken. Der bliver udover klimakrisen demonstreret mod alt fra corona til dyrehegn.

Ægtefæller

Pia Kjærsgaard (DF) ser på mængden af demonstranter, mens hun passerer med sin mand, Henrik Thorup.

Kongefamilien

Klokken 12 tirsdag bliver døren åbnet til kammeret, hvorfra den kongelig familie ankommer til folketingssalen. Alle folketingsmedlemmer står op – og det traditionelle billede, der viser en oversigt over folketingsmedlemmerne, bliver taget.

Gensyn

Før kongefamiliens ankomst hilser folketingsmedlemmerne på hinanden efter den fire måneders lange pause. Flemming Møller Mortensen (S), Leif Lahn Jensen (S) og Lennart Damsbo-Andersen (S) foreviger et øjeblik foran talerstolen, der i dagens anledning er flot dekoreret med blomster. Pressen må denne ene gang om året være tilstede på folketingssalens gulv og fange den løsslupne stemning.

Farvevalg

Jakob Ellemann-Jensen (V) kommenterer Pia Dyhr Olsens (SF) gennemgående farvevalg; rød frakke, rød kjole og rød bil – og siger med et smil i øjet, at hans bil er grøn.

Klokken

Når det længst siddende folketingsmedlem – Bertel Haarder (V), som har siddet i 41 år – ringer med klokken, starter mødet i salen. Før statsministeren indtager talerstolen, skal der vælges en formand for Folketinget. Siden juni 2019 har Henrik Dam Kristensen (S) siddet på posten, men for at han kan fortsætte endnu et år, skal han formelt genvælges af et flertal. Efter valg af formanden samt fire næstformænd indleder Mette Frederiksen (S) den nye politiske sæson med sin åbningstale.

Salen

Så blev det torsdag, og der er stilhed før stormen i folketingssalen inden Folketingstingets åbningsdebat mellem partiordførerne går i gang klokken 9.

Første taler

Christian Rabjerg Madsen (S) er stedfortrædende politisk ordfører for Jeppe Bruus, som er på orlov, og lægger ud som første taler. Han debuterer samtidig på talerstolen i åbningsdebatten. Ordførerne fra hvert parti har 10 minutters taletid, hvorefter der er tid til spørgsmål.

Spørgere

Jens Rohde (KD) spørger ind til debatten, mens salen stadig er fyldt. Hen over dagen falder flere politikere fra. De større partier har interne aftaler om at afløse hinanden, da debatten typisk fortsætter til midnat.

Babyer

Mange medier har skrevet om hændelsen, hvor Pernille Skipper (EL) bliver bedt om at forlade salen med sin baby – af Pia Kjærsgaard (DF), som sidder i formandsstolen. Henrik Dam Kristensen (S) bekræfter, at det er helt efter reglerne. I marts 2019 blev Mette Abildgaard (K) også bedt om at forlade salen af Pia Kjærsgaard, da hun mødte op til en afstemning med sin baby.

Mappen

Den karakteristiske røde mappe, som Statsministeriet forsyner landets leder med, ligger tilbage på bordet, mens statsministeren holder en pause.

Her slutter vi billedserien – tak fordi du kiggede med!

,

Forrige artikel Dagens overblik: IS-mødre adskilt fra deres børn og sigtet for at fremme terror Dagens overblik: IS-mødre adskilt fra deres børn og sigtet for at fremme terror Næste artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med?