EU åbner i 11. time døren for ulandenes største ønske på COP27

EU's klimakommissær, Frans Timmermans, erklærer EU åben for en fond, der skal kompensere lande, der er hårdest ramt af klimaforandringer. Forslaget er et forsøg på at løsne op i de fastlåste forhandlinger på COP27, der officielt skal slutte fredag.

SHARM EL-SHEIKH: Klimaaktivisten Ben Goloff ligger og ruller rundt på en omkring ti meter lang, pølseformet metalballon.

"Vi skal udfase fossile brændsler, og vi har brug for handling på klimaretfærdighed og tab og skader," siger Ben Goloff, der er seniorklimaforkæmper ved amerikanske Center for Biological Diversity.

Han ruller videre for at hjælpe en håndfuld klimakammerater med at lukke luften ud af ballonen, der symboliserer et gas- eller olierør.

Netop handling på tab og skader har været en kile mellem den nordlige og sydlige halvkugle på COP27, hvor forhandlingerne er gået langsomt.

Torsdag udsendte det egyptiske formandsskab en venlig mail til forhandlerne med oplysninger om, hvilke spisesteder og busruter, der er åbne helt frem til søndag midnat – altså to døgn efter planlagte sluttidspunkt.

Åbning fra EU kan splitte G77

Sent torsdag aften kom EU med klimakommissær Frans Timmermans i spidsen med et forslag om at etablere en fond til tab og skader.

Timmermans talte tidligere på ugen om at "bygge broer" med henblik på tab og skader, men fonden er en helt ny indrømmelse over for G77-gruppen af udviklingslande.

"Vi syntes ikke, at vi havde brug for en fond. Men de blev ved med at sige, at 'Nej, det er virkelig vigtigt for os med en fond,’. Så hvis det gør, at vi kan få en aftale her i Sharm el-Sheikh, så kan vi godt leve med en fond," sagde kommissæren fredag morgen.

Det specifikke krav om en fond til tab og skader og ikke bare noget, der adresserer tab og skader, er en mærkesag for udviklingslandene og de mest sårbare stater.

Et krav, som blandt andet østaten Tuvalus finansminister gentog i et interview med Altinget tidligere på ugen.

Det blæser i Sharm el-Sheikh, så taget på de hangaragtige bygninger ryster.

EU: Kina skal spytte i kassen

EU har flere betingelser, der ifølge observatører på COP27 kan gøre forslaget svært at sluge for G77.

For det første skal fonden være målrettet de svageste lande.

Og for det andet stiller EU som betingelse, at lande som Saudi-Arabien og Singapore, som er med i G77, og Kina, som er allieret med G77, skal bidrage til fonden.

"Kina er en af de største økonomier på den her planet," sagde Frans Timmermans.

"Hvorfor skulle de ikke være medansvarlige for at at finansiere tab og skader?" sagde kommissæren.

FN-teknisk betyder det, at fonden skal baseres på Parisaftalen frem for på Rio-koventionen i 1992.

I det solrige atrium mellem konferencehallerne sidder Mattias Söderberg, klimarådgiver i Folkekirkens Nødhjælp.

"EU har formuleret forslaget, så det kan splitte G77. Det bliver svært at sluge for de store lande, men svært for de små at sige nej til," siger klimarådgiveren, der dog er positiv over for, at EU imødekommer ulandene.

Frans Timmermans gjorde det samtidig klart, at tilbuddet kun gælder som en del af en "pakkeløsning", hvor landene samtidig indsender mere ambitiøse klimamål til FN, laver årlige klimaregnskaber og arbejder for, at de globale udledninger topper senest i 2025.

Nye penge

Det er en "bombe, EU smed i går," siger Mette Susgaard, da Altinget spotter hende og andre danske klimaaktivister i atriummet på COP27.

"Det havde jo været fedt, hvis de var kommet med det i starten af topmødet i stedet for i sidste øjeblik," siger hun.

Både hun og ngo'ernes observatører på COP27 har nu et vågent øje på, om fonden til tab og skader – hvis altså bliver del af den endelige aftale fra COP27 – vil indeholde et krav om, at pengene skal være additionelle.

Det skal ske for at undgå det, man har set med klimabistand, hvor blandt andet Danmark har taget pengene fra den øvrige udviklingsbistand.

Derfor taler EU i sit forslag også om innovativ finansiering. Eksempelvis ved at hente pengene ind via flyafgifter eller en global CO2-skat.

"Der er brug for rigtigt mange penge, hvis vi skal håndtere de kommende klimakatastrofer, og disse penge skal jo findes et eller andet sted," siger Mattias Söderberg.

Forrige artikel Ellemann efterlyser finansiering til stort rødt slagnummer efter første grønne regeringsforhandlinger Ellemann efterlyser finansiering til stort rødt slagnummer efter første grønne regeringsforhandlinger Næste artikel Gå på opdagelse i kortene: Her mistede Venstre flest og færrest vælgere Gå på opdagelse i kortene: Her mistede Venstre flest og færrest vælgere