Etape-sejr til motorvejspolitikere

VEJE: I stedet for at fravælge projekter valgte transportpolitikerne at satse på en etapevis udbygning af motorvejene. Radikale overvejer at stå uden for aftalen, som partiet mener er for klima-skadelig.

Der var lagt op til en benhård prioritering, da trafikpolitikerne onsdag skulle fordele 5,5 milliarder kroner mellem en række motorvejsprojekter. Men i stedet for at fravælge nogle projekter endte politikerne med at satse på etapevise udbygninger af flere forskellige motorveje.

Politikerne blev helt som ventet enige om at afsætte penge til udbygningen af motorvejen ved Vejle Fjord. Derudover blev der penge til at udbygge lidt af motorvejen på Vestfyn, lidt af Helsingørmotorvejen og lidt af Køge Bugt-motorvejen.

Sidstnævnte projekt var Radikale og Dansk Folkeparti parat til at droppe, men regeringen og Socialdemokraterne insisterede på at få Køge Bugt med i aftalen.

"Det ville have været helt forkert ikke at afsætte penge. Det er Danmarks mest trafikerede strækning, og det projekt med den højeste forrentning. At sige nej til det ville have været totalt uansvarligt," siger Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke.

Reelt blev kun Motorring 4 i Hovedstadsområdet fravalgt. Den skal der senere findes penge til.

Radikale overvejer at stå udenfor
Transportminister Lars Barfoed (K) kaldte aftalen historisk, mens De Radikales trafikordfører, Johs. Poulsen, var så utilfreds med prioriteringerne, at partiet først i dag, torsdag, vælger, om det vil tilslutte sig aftalen.

"Denne aftale vil bidrage til, at der vil komme flere biler på vejene og dermed også virke negativt i CO2-regnskabet. Vi holder klimamøde om få dage, og så er det ikke det bedste signal at sende," siger han.

De Radikale har ellers en lang tradition for at være med i trafikaftaler, men denne gang mener Johs. Poulsen, at profilen er helt skæv. Han er især utilfreds med beslutningerne om at afsætte penge til motorvejene ved Køge Bugt og Helsingør. Her burde man i stedet satse på kollektiv transport, for når man udvider motorvejene, kommer der flere biler, og så sander motorvejene igen til, mener han.

"Vi står med et valg mellem at blive ved med at udbygge vejene med flere biler og større klimaproblemer til følge, eller at satse på at få den kollektive trafik gjort så effektiv og konkurrencedygtig som muligt. Det sidste kan man kun gøre, hvis man er villig til at bruge penge på det. Det var vi villige til," siger han.

6 millioner til kollektiv trafik
Efter tidligere aftaler, hvor der var afsat penge til jernbaner og cykler, havde flere borgerlige politikere understreget, at de sidste milliarder var 'sorte penge' til asfalt. SF og De Radikale mødte dog frem til onsdagens forhandlinger med krav om penge til kollektiv trafik.

Aftalen endte med 4 millioner kroner til en undersøgelse af letbaner i Odense og 2 millioner til undersøgelse af en jernbane til Aalborg Lufthavn. Derudover aftalte parterne, at der senere skal findes 100 millioner kroner til flere stationer.

"Men de penge er der jo ikke endnu. Det er fugle på taget," siger Johs. Poulsen, der dårligt kan skjule sin skuffelse over, at SF accepterede en aftale, hvor der ud af 5,5 milliarder kun blev afsat seks millioner til den kollektive trafik.

SF's trafikordfører, Pia Olsen Dyhr, er derimod tilfreds med aftalen.
"Det er en balance. Havde SF været i regering, så havde der været mere kollektiv trafik. Nu ønskede den borgerlige regering flere veje, og så har vi forsøgt at sætte vores fingeraftryk. Det skylder vi vores vælgere, og det er lykkes rigtig godt," siger hun.

Hun afviser, at De Radikale står for en grønnere trafikpolitik end SF.
"Det vil jeg ikke mene. Jeg har vurderet aftalen som en helhed, og de krav, som vi har stillet, er vi kommet igennem med. Der var kommet flere motorveje, uanset om SF var med eller ej. Det væsentlige er, at når vi kommer i regering i 2011, så har vi mulighed for at bestemme, hvad der skal ske," siger hun.

Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, glæder sig især over 100 millioner kroner til en omfartsvej ved Grenå Havn, pengene til togbanen til Aalborg Lufthavn, og at partiet skaffede 2,7 milliarder til vejvedligeholdelse på finansloven.

Med onsdagens aftale fuldendes transportaftalen fra januar.

,

Forrige artikel Lykke Friis modtager hele landets klimaopråb Lykke Friis modtager hele landets klimaopråb Næste artikel Familie-betalt buste af Svend Auken opstillet i Folketinget Familie-betalt buste af Svend Auken opstillet i Folketinget