Dødsfald: Fhv. V-borgmester i Vejen (82)

Regnar Busk (V) var fra 1995 til 2007 borgmester i Vejen Kommune og med til at sikre sammenlægningen af Vejen, Brørup, Holsted og Rødding Kommuner under Vejen Kommune.

Den tidligere borgmester i Vejen Kommune Regnar Busk (V) er død. Han blev 82 år gammel. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.

Regnar Busk kom i Vejen Byråd 1974 og var Vejen Kommunes borgmester fra 1995 til 2007 for Venstre.

En af de sidste politiske udviklinger, der prægede Regnar Busks borgmesterperiode var kommunesammenlægningen i 2007. I hele 34 år tjente han som kommunalpolitiker. Regnar Busk havde selv været for centralisering ved kommunalreformen fra 1970, selvom mange i småkommunerne var imod.

I 2007 stod landet overfor flere sammenlægninger ved kommunalreformen. Der tegnede sig en trekantskommune mellem de tre kommuner Vejen, Brørup og Holsted. Men de tre kommuner ikke var stort nok til en sammenlægning efter reformens kaliber. Derfor kom Rødding Kommune med i regnestykket.

"Busk vil over åen", lød det i Jydske-Vestkysten. Det blev Regnar Busks sidste politiske stykke håndværk at samle de fire kommuner under Vejen Kommune, og han trådte tilbage i 2007.

Regnar Busk blev efter syvende klasse uddannet landmand på forskellige gårde. Senere aftjente han sin værnepligt på Søgaardlejren i Sønderjylland. I 2004 blev Regnar Busk tildelt Ridderkorset for sit virke som borgmester.

Året efter han blev valgt ind i 1974, blev han gift med Mariane Søvang, som han fik to børn sammen med. Regnar Busk boede, indtil han døde, i Læborg, som også var det sogn, der valgte ham ind, da han første gang blev en del af byrådet i 1974.

Forrige artikel Retten i Aarhus får ny chef Retten i Aarhus får ny chef Næste artikel Realkredit Danmarks bestyrelse får ny formand og næstformand