DF er skeptisk over for K-krav

NULVÆKST: Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, er skeptisk over for Konservatives tre krav til en borgerlig regering. Han mener ikke, at det er realistisk, at den offentlige sektor ikke må vokse de kommende år.

Der er lagt op til svære forhandlinger, hvis blå blok står med flertallet efter det forestående folketingsvalg. Mandag kom Søren Pape Poulsen med tre ultimative krav, der skal opfyldes, hvis Konservative skal gå med i en regering. Men dem har Dansk Folkeparti svært ved at støtte, fortæller gruppeformand Peter Skaarup.

”Spørgsmålet om nulvækst og den offentlige sektors økonomi bliver det springende punkt efter valget, hvis der kommer et nyt politisk flertal. Vi er ikke enige i, at man realistisk kan have nulvækst, og at den offentlige sektor ikke må vokse,” siger Peter Skaarup.

Søren Pape Poulsen kræver, at en borgerlig regering ikke må have som målsætning, at den offentlige sektor skal vokse i fremtiden. Samtidig skal det samlede skattetryk også være lavere, og til sidst skal der være et opgør med de mange regler, der indskrænker danskernes frihed.

Det er de to førstnævnte krav, som Dansk Folkeparti stejler over.

”Den del er jeg skeptisk over for. Der kommer flere ældre, uanset om vi kan lide det eller ej – sådan er udviklingen. Det betyder jo, at der samlet set kommer et øget pres på de offentlige udgifter, fordi der vil være færre på arbejdsmarkedet i fremtiden,” siger han.

Han peger på, at kravene til for eksempel hospitalsbehandling og medicin af den grund også vil stige.

”Kravet om skattetrykket handler lidt om det samme. Hvor skal vi bruge de penge, samfundet har til rådighed? Hvis man både vil have nulvækst og skattelettelser, bliver der tale om gigant-besparelser på velfærden,” siger Peter Skaarup.

Han understreger dog, at Dansk Folkeparti ikke har noget imod at give skattelettelser, men at det ikke må gå ud over velfærden.

Søren Pape holder fast
Selv om Dansk Folkeparti umiddelbart har meget svært ved at se, hvordan partiet kan støtte to ud af tre af Søren Papes krav til en ny borgerlig regering, holder den nye K-formand fast:

”Jeg skal jo ikke føre politik ud fra, hvad andre partier mener. Det, der er vigtigt at fortælle, er, hvad Det Konservative Folkepari mener, og så kan vælgerne forholde sig til det. Så ved man, hvor man har os,” siger Søren Pape Poulsen og understreger, at Konservative hellere vil undvære ministerposter end at gå på kompromis med de tre krav.

Peter Skaarup vil dog ikke kommentere på, hvordan Dansk Folkeparti helst ser en blå regering sammensat efter valget, hvis det ender med blåt flertal.

”Vi har ikke færdigsyet løsning på, hvordan en borgerlig regering skal se ud, hvis der er blåt flertal efter valget. Først må vælgerne afgøre, om det bliver rød blok, der fortsætter, eller om det bliver en anden regering.”

Løkke: Ikke uenig i K-krav
Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen understreger over for tv2.dk, at Venstre ligesom Konservative går til valg på et udgiftsstop. Han er dog mere kompromissøgende og kalder nulvækst for 'et udgangspunkt' og lægger dermed op til, at der kan forhandles om det.

"Vi ved jo godt, at vi ikke får 90 mandater selv, og så må man gå på kompromis. Men de konservative har ikke sagt noget, jeg er uenig i," siger Løkke til tv2.dk.

Forrige artikel Embedsmænd tygger på velkomstpakke til ny regering Embedsmænd tygger på velkomstpakke til ny regering Næste artikel TV: Se talerne fra Thornings 10-års jubilæum TV: Se talerne fra Thornings 10-års jubilæum