Det sker i EU: Ebola, Merkel på besøg og ECB på tur

OVERBLIK: Merkel kommer til Bruxelles. Verdenssamfundet diskuterer ebola. EU-Kommissionen puster liv i dialog med arbejdsmarkedets parter. Alt sammen i en uge, hvor fire danske ministre kommer til Bruxelles, mens en enkelt tager til Riga.

Mandag 2. marts
Konkurrenceministerrådsmøde i Bruxelles 
Mandag skal EU-ministre blandt andet diskutere det digitale indre marked og vejen til et bedre investeringsklima. Erhvervs- og økonomiministeren deltager ikke. Det gør til gengæld forsknings- og uddannelsesministeren, der på mødets andendag, tirsdag, skal diskutere EU-Kommissionens store vækstplan, EFSI, ud fra et forskningsperspektiv, ligesom også østersøsamarbejdet BONUS og Big Data vil fylde på dagsordenen.

Tirsdag 3. marts
International ebolakonference
 
Udviklingsministeren deltager, når spidser fra blandt andet EU, FN og en række afrikanske lande mødes i Bruxelles for at diskutere akutte og langsigtede behov i kampen mod ebola. Over 80 delegationer er inviteret til at diskutere den fortsatte kamp mod epidemien, der har kostet over 9.000 mennesker livet og smittet mere end 22.500.

Ny miljørapport udsendes 
Det Europæiske Miljøagentur præsenterer sin store 2015-rapport om miljøets tilstand. Det sker i samarbejde med miljøkommissær Karmenu Vella i Bruxelles. Rapporten skal bruges som grundlag til at træffe beslutninger om, hvilke EU-initiativer der skal tages for ikke på sigt at udpine jordens ressourcer.

Onsdag 4. marts
Merkel på besøg i Kommissionen
 
Den tyske kansler Angela Merkel mødes med EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og vil – mod normal kutyme – møde samtlige kommissærer, der er samlet til deres ugentlige onsdagsmøde.

Høring om EU’s naboskabspolitik blæses igang 
EU’s udenrigschef Federica Mogherini vil sammen med kommissæren for naboskabspolitik, Johannes Hahn, lancere en høringsproces om fremtiden for EU’s naboskabspolitik. Interessenter har til slutningen af juni til at give deres besyv med om, hvordan forholdet til EU’s naboer i syd og øst skal udspille sig i fremtiden.

Torsdag 5. marts 
EU-Kommissionen vil puste nyt liv i den sociale dialog 
Ved en stor konference i Bruxelles skal arbejdsmarkedets parter mødes med EU-Kommissionen for at diskutere, hvordan man kan puste nyt liv i den sociale dialog på EU-plan. Parterne vil blandt andet skulle tage stilling til, i hvilken social og økonomisk retning EU bør bevæge sig hen, hvordan parterne kan inddrages mere i EU-politikken, og hvordan det går med forholdet mellem parterne på nationalt plan. 

Den Europæiske Centralbank på Cypern 
ECB’s Styrelsesråd tager på tur og flytter deres regelmæssige møde til den cypriotiske hovedstad Nicosia. Vrede fagforeninger, pensionister og landmænd har allerede meldt, at de vil give ECB-direktionen og nationalbanksdirektørerne fra eurozonen en særdeles varm velkomst ved planlagte massedemonstrationer over de sparekrav, som blandt andet ECB har været med til at lægge ned over dem i forbindelse med deres redningspakke i 2013.

EU’s energiministre mødes i Bruxelles 
Absolut hovedret på dagens møde bliver den første diskussion af planerne for en energiunion, som EU-Kommissionen lige har fremlagt. Derudover vil energiministrene også diskutere energiinfrastruktur – herunder det 10 procentsmål for sammenkobling af elnet over grænserne, som EU-Kommissionen har spillet ud med.

Dansk energieffektivitetscharmetur til Bruxelles 
Danske energiaktører har fået klima- og energikommissær Miguel Arias Cañete med til et stort energieffektivitetsfremstød i Bruxelles, som også tæller klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R), Dansk Energi, Grundfos med flere.

Dom i dansk ophavsretssag 
Ophavsretsvagthunden Copydan har sagsøgt Nokia Danmark for små 15 millioner kr. for manglende betaling af den afgift på blanke medier, som pålægges for at kompensere rettighedsindehavere, ved salg af hukommelseskort til deres telefoner. Nokia argumenterer for, at omfanget af privat kopiering af ophavsretsbelagt materiale til telefoner er så minimal, at de bør undtages. Det skal EU-Domstolen nu afgøre, om de har ret i.

Fredag 6. marts
Miljøministre diskuterer vejen til Paris
EU-Kommissionens udspil om vejen mod en ny global klimaaftale ved COP21 i december tages under behandling af EU’s miljøministre. De skal også diskutere de nye udviklings- og bæredygtighedsmål, der skal erstatte FN's såkaldte 2015-mål, og tage en første drøftelse om energiunionen. Miljøministeren deltager.

Udenrigsministrene tager til Riga 
Det to dage lange uformelle udenrigsministerrådsmøde – i EU-slang kaldet Gymnich – vil under lettisk formandskab fokusere på konflikten mellem Ukraine og Rusland, men vil også tage et mere strategisk kig på forholdet til de andre lande i EU’s naboskab for at vurdere, hvem det er værd at satse på at knytte et nærmere forhold til. Derudover vil ministrene også diskutere et igangværende analysearbejde af hele EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitik, som EU’s udenrigschef Federica Mogherini er i gang med. Udenrigsminister Martin Lidegaard (R) deltager.

 

Forrige artikel Det sker i dansk politik: Ikke så meget... Det sker i dansk politik: Ikke så meget... Næste artikel Pæne meningsmålinger til Alternativet Pæne meningsmålinger til Alternativet