Det sidste topmøde: "Merkel er ikke typen, der sidder og tænker over sit eftermæle"

BRUXELLES: Det startede med en krise, og det sluttede med en krise – men derimellem lærte Angela Merkel meget om, hvad det vil sige at blive udråbt til Europas ukronede dronning. På godt og ondt.

Kvantekemikeren fra det tidligere Østtyskland kom til magten i Berlin for næsten 16 år siden, netop som en række central- og østeuropæiske lande var kommet med i Den Europæiske Union. På Merkels første topmøde i december 2005 kæmpede hun sammen med Tony Blair, Jacques Chirac, Anders Fogh Rasmussen og de andre ledere om at banke det første langtidsbudget for det udvidede EU på plads.

I dag hedder Frankrigs leder Emmanuel Macron, den danske statsminister er Mette Frederiksen… og Storbritannien er ikke engang medlem af EU længere.

Efter Tysklands valg i september forlader den mangeårige kansler det politiske landskab på et tidspunkt, hvor Europa efter pandemien gør klar til at gennemføre en historisk genopretningsplan til tusinder af milliarder kroner.

Dermed er det EU-topmøde, der begynder torsdag, formentlig Angela Merkels sidste som tysk forbundskansler. Der kan selvfølgelig altid dukke et uforudset ekstratopmøde op, eller hun kan blive nødt til at holde skansen lidt længere i efteråret, mens hendes efterfølger danner en ny regering. Men sandsynligvis bliver det her Merkels sidste ordinære europæiske topmøde.

I hvert fald er det en dag, hvor det giver god mening at reflektere lidt over, hvad ’Mutti’ Merkel har betydet for det europæiske samarbejde. Det vil hun dog nok næppe selv gøre, når hun sidder inde ved det store runde bord for sidste gang.

”Jeg kan ikke forestille mig, at hun vil sidde på topmødet og tænke over, hvad hun efterlader sig. Sådan er hun bare ikke. Merkel er ikke typen, der sidder der og tænker over sit eftermæle,” siger Jana Puglierin, Berlin-direktør for den paneuropæiske tænketank European Council on Foreign Relations (ECFR):

”Hun er meget pragmatisk og nede på jorden. Jeg tror, hun vil koncentrere sig om de forhåndenværende emner og de problemer, der skal løses. Hun har ikke tid til større refleksioner og melankoli.”

Alle mand ombord i Europa

Der er ellers nok at tænke over efter Angela Merkels lange regeringstid, hvor EU har bevæget sig gennem den ene krise efter den anden. Og hvor det oftest tilfaldt netop hende at være den ultimative kompromismager i midten, der løste problemerne med som regel forsigtige skridt.

I et interview med Altinget forklarer Jana Puglierin dilemmaet i, at EU på den ene side ”har brug for forandring” og dermed måske også en anden type frontfigur end Merkel – men at kanslerens afsked på den anden side efterlader et vakuum.

”Der er ingen anden stabil bestyrer af EU, når Merkel er væk,” siger hun.

Torsdag 24. juni er også femårsdagen for den folkeafstemning i 2016, hvor briterne stemte sig ud af samarbejdet. Netop Brexit var et nederlag for Merkel. Kanslerens overordnede europæiske mål var nemlig altid at holde sammen på hele unionen for enhver pris, siger Puglierin, der er ekspert i Tysklands europapolitik.

”Merkel prøver altid at få alle med ombord. Hendes vigtigste europæiske arv er, at hun for det meste formåede at holde sammen på fællesskabet. Nogle mener, at hun gik for vidt. Måske gik hun for langt for at holde sammen på EU,” siger hun:

”På europæisk niveau var det hendes ledetråd: at ingen skal efterlades udenfor. Det var på den ene side godt – men på den anden side ville jeg gerne have haft hende til at være lidt mere dristig, især når det handler om Ungarn og Polen. Der var hun altid meget forsigtig. Nok også for forsigtig.”

Kunsten at lave mindst mulig forandring

Vi vender tilbage til Budapest og Warszawa – og den svære europæiske debat om nationalisme, retsstat og demokrati – lidt senere i samtalen med ECFR-direktøren. Først fortæller hun om Angela Merkels særegne, tøvende og grundige måde at bevæge sig på i europæisk politik.

”Merkel var aldrig ambitiøs på EU’s vegne, sådan som for eksempel Frankrigs præsident Macron er. Hendes kunst var at finde den mindst mulige forandring, der lige præcis var nok til at løse et problem. Ikke mere. Hun håndterede de kriser, der opstod,” siger Puglierin:

”For hende handlede det mest om at holde styr på status quo. Det var det vigtigste for hende i Europa, og det gjorde hun nærmest til en kunstform. Ikke de store visioner, men små og forudsigelige skridt, som vi så under eurokrisen.”

I kølvandet på den internationale finanskrise og den efterfølgende gældskrise i Europa for omkring et årti siden var eurosamarbejdet tæt på at bryde sammen – og på især Tysklands foranledning stillede EU store krav til Grækenland til gengæld for at skrive under på nødlån, der skulle redde grækerne fra statsbankerot.

Fra eurokrisen til genopretningsplanen

Årene med hård sparepolitik gjorde, at Angela Merkel blev lagt for had i mange sydeuropæiske kredse. Mange mente, at selv om problemerne i Sydeuropa ofte var selvforskyldte, så var der ingen grund til at kvæle deres økonomier endnu mere.

”Der blev begået mange fejl dengang under eurokrisen. Siden har vi i forbindelse med coronakrisen og genopretningsplanen set, at Merkel i dag har ændret tænkemåde og kommunikation,” siger Jana Puglierin.

”Det var en super svær situation for hende dengang, fordi det var ekstremt upopulært i tysk politik at lave redningsplaner for Grækenland. Det gav også nationalister medvind i Tyskland. Men det var en fejl at give indtryk af, at Tyskland var den moralsk overlegne ’hvide ridder’ for Europa. Der var ikke forståelse nok for de reelle problemer i Sydeuropa. Arrene efter det er stadig synlige,” siger hun.

”Hun ville måske have gjort det anderledes i dag. Men jeg tror, hun bare prøvede at finde en eller anden vej frem. Og det lykkedes jo faktisk at redde euroen.”

Hvad er det, Merkel efter din opfattelse har lært af det?

”Hun fik solgt genopretningsplanen på en helt anden måde. Nemlig, at det også handler om Tysklands egeninteresse at hjælpe andre lande. Både i Tyskland og ude i Europa har hun forklaret bedre, hvorfor hun handlede, som hun gjorde.”

”Og så lykkedes det jo at få genopretningspakken vedtaget her i Tyskland. Det er forbløffende i betragtning af, hvordan enhver plan om at finansiere gæld i andre medlemslande før i tiden blev afvist. Der har hun fået flyttet landet og dets befolkning. Der tror jeg, hun lærte noget af eurozonekrisen.”

Under flygtningekrisen i 2015-2016 virkede det som om, at Merkel netop ikke var forsigtig, da hun slog dørene op for de syriske flygtninge. Hvorfor det?

”Jeg tror egentlig ikke, det var hendes intention at være den store humane leder, der skulle redde verden med den gestus. Det var meget mere drevet af omstændighederne. Til at begynde med var den offentlige mening i Tyskland meget positiv over for flygtninge. Hun lod sig måske rive lidt med, og bagefter havde hun ikke andet valg end at stå fast og være modig.”

”Og det viste sig jo til sidst, at hun fik ret. Hun sagde, ”Vi kan klare det”, og det kunne vi jo faktisk. Tyskland kunne godt absorbere alle de mennesker. Men spørgsmålet er, om det var i hele Europas interesse, at hun gjorde sådan, som hun gjorde under flygtningekrisen. Mange så det som om, at Tyskland satte sig op på den høje hest, og at andre kom til at betale prisen.”

Burde Merkel have gjort mere for at kritisere den nationalistiske udvikling og de demokratiske problemer i EU-lande som Polen og Ungarn?

”Ja, Tyskland har ikke gjort nok for at påtale det her problem. Man har ladet en demokratisk tilbagegang finde sted, fordi den ikke er blevet taget alvorligt nok. Og nu står vi i en meget vanskelig situation med de to lande, hvor det måske er for sent at gøre noget ved det.”

”Når det kommer til Polen, handler det ikke kun om hende selv. Det tysk-polske forhold er kompliceret og stadig fyldt med skyldfølelse på Tysklands side på grund af Anden Verdenskrig. Så der er en tøven med at belære polakkerne fra sidelinjen.”

”Med Ungarn er det mere personligt og politisk. Merkel hører til i samme politiske familie som Viktor Orban, og hverken hun eller hendes parti, CDU, har været tydelige i deres kritik af ham og den måde, hvorpå han behandler medier, universiteter og så videre. Enten har Merkel undervurderet Orban, eller også har hun bare accepteret, hvad han har gjort. Ingen af delene er særlig positivt.”

”Men igen handlede det om at holde sammen på EU. Tyskerne er rædselsslagne for at se en underminering af Den Europæiske Union. Da både Brexit og Donald Trump kom i 2016, var det to af grundstenene i Tysklands udenrigspolitik, der begyndte at smuldre på en gang. Så Merkel var desperat for at undgå, at også EU-søjlen ville falde sammen.”

Hvad bliver den største udfordring i EU for Angela Merkels efterfølger?

”Især hvis den nye kansler også er fra Angela Merkels konservative parti, CDU, kan det blive svært at sige, at nu skal vi til at spare igen, fordi vi har brugt alle pengene – og fordi Tyskland selv har brug for at investere i ny teknologi og anden udvikling af det tyske samfund.”

”Merkel har sagt, at den store genopretningsplan er en historisk og enestående beslutning. Hun siger, at den blev taget på grund af helt specielle omstændigheder – og at det på ingen måde er begyndelsen på en slags finansunion eller overførselsunion. Men de tyske socialdemokrater og De Grønne ser anderledes på det, og det samme gør mange i de sydeuropæiske lande. De ser det som et permanent skifte i tysk politik.”

Hvad med de store geopolitiske udfordringer: Europas forhold til omverdenen?

”Der er et stort behov for forandring. Tysklands status quo politik er ikke længere tidssvarende. Især Merkels holdning til Kina og Rusland er for merkantil og tager ikke nok hensyn til udviklingen. Det er ikke holdbart længere.”

”Merkels udenrigspolitik har i mange år været god for Tyskland. Men den var skabt til en samarbejdende, multilateral verden, hvor vi kunne handle med stort set alle. I dag er de store magters geopolitiske sammenstød tilbage. De truer os, fordi vi er så afhængige af eksport. Derfor har den hidtidige politik nået sin grænse. Der skal tages en masse svære beslutninger.”

Bliver Den Europæiske Union anderledes uden Merkel?

”Jeg tror, at EU har brug for at blive anderledes. Merkels status quo politik er ikke holdbar, heller ikke på europæisk niveau. Hendes fremgangsmåde med små skridt er ikke, hvad EU har brug for nu. For eksempel har Tysklands holdning til Kina domineret Europas Kina-politik alt for længe. Så på en måde vil nogle andre medlemslande også være lettede over at se hende forsvinde.”

”På den anden side er det risikabelt, når man ikke længere har en stabil bestyrer i midten. Ingen efterfølger vil kunne matche Merkels indflydelse med det samme. Hun har været der så længe. Hun har tæmmet de splittende kræfter i så mange år.”

”Angela Merkel har helt sikkert ikke været perfekt. Men når man ikke længere har nogen, som har forpligtet sig til at holde sammen på det hele uanset hvad, så kan det blive lidt køligt.”

thomas.lauritzen@altinget.dk