Den politiske genopstandelse

ANMELDELSE: Anders Samuelsens selvbiografi er underholdende skrevet og præget af en forfriskende erkendelse af egne politiske brølere. Men når det kommer til Saxo Bank, er enhver kritisk tanke visket væk.

<img src="@nyimg=6535@" />

Den slags plejer sjældent at lykkes: En fremtrædende politikers historie fortalt til en journalist, der så præsenterer politikerens liv i et "uvildigt", men sjovt nok altid positivt
skær. Men i tilfældet "Comeback Kid" - med Liberal Alliances leder Anders Samuelsen i hovedrollen - er resultatet blevet en hel del bedre end gennemsnittet. 

Bogen er skrevet af journalisten Hanne Sindbæk, der naturligvis har sin del af æren for, at bogen er blevet læseværdig. Men frem for alt fortjener Samuelsen ros for, at han tør give noget af sig selv og udlevere også de mere mislykkede dele af såvel sit politiske som private liv.

Som titlen afspejler, er det bærende element i bogen Samuelsens og Liberal Alliancens fuldstændig surrealistiske comeback fra det politiske dødsrige. Ingen politiske eksperter troede på, at det kunne lade sig gøre, og som det fremgår af bogen, troede Samuelsen heller ikke engang på det selv.

Når man som journalist interviewede Samuelsen i partiets sorteste periode, gik man derfra med et indtryk af, at man havde siddet sammen en stakkels fantast, der febrilsk famlede efter lyset i et kulsort mørke.

Men Samuelsen blev ved med sin ukuelige viljestyrke. Som i de maratonløb han elsker, forsatte han efter mottoet "Don't ever quit". Det fortjener respekt, og på den måde er det forståeligt, han har ønsket at få ristet en rune over sig selv i utide.

Rebellen
LA-lederen kommer ud af en radikal tradition, hvor faren Ole Samuelsen var radikalt folketingsmedlem i Hilmar Baunsgaards dage. Det lægges åbent frem i bogen, hvordan faren gik ned i alkoholisme. Men sønnens kærlighed er usvækket og får nærmest karakter af en faderbinding, og det bliver en drivende kraft for Anders at opføre sig på en måde, der ville have gjort hans far stolt.

Bindingen til faren blev kun stærkere af, at forældrene blev skilt, og at Anders Samuelsen kom til at bo hos moren og det - ifølge bogen - ultimative dumme svin af en ond stedfar. En mand Anders Samuelsen konstant var i opposition til, og som sandsynligvis var med til at nære hans oprørske karakter. 

Selv kom Anders Samuelsen i Folketinget i 1998, da han som 1. suppleant overtog mandatet efter Elsebeth Gerner Nielsen, der blev udnævnt til kulturminister.

Men han passer ikke rigtig ind i det pæne radikale parti. Han er for rebelsk, og hurtigt kom han med udtalelser, der blev anset for alt andet end stuerene. Som da han lagde op at opdatere den 50 år gamle flygtningekonventionen, et forslag der gjorde ham nogenlunde lige så populær blandt partifællerne, som Kurt Westergaard er blevet det i Al-Qaeda.

Eller da han argumenterede for, at Det Radikale Venstre skulle bevæge sig i retning af mere folkelige synspunkter med dette svirp til partiet:

"Der er ikke noget at sige til, at vi er et ret lille parti, når vi primært er kendt for, at vi elsker forbryderne, hader militæret og vil have samtlige flygtninge til Danmark. Det kan godt være, vi kan finde nogen, der er enige i en af tingene, men det bliver svært at finde nogen, der er enige i alle tre ting på en gang."

Den slags får man ikke mange radikale venner af.

Politiske modsætninger i NA
Samuelsen blev mere og mere irriteret over, hvad han så som radikal selvgodhed og en "totalitær" overbevisning om at have de eneste sande synspunkter. Selvom han hele vejen igennem bevarede en dyb respekt for Marianne Jelved som radikal leder, er det såvel politisk som rent temperamentsmæssigt logisk, at Samuelsen endte med at bryde ud sammen med Naser Khader.

Det skete som bekendt, da Ny Alliance blev dannet i maj 2007, og bogen blotlægger ubarmhjertigt de kaotiske tilstande i det nye parti. Det var fra starten klart, at Naser Khader, Gitte Seeberg og Anders Samuelsen hver især ville noget helt forskelligt med partiet. Og som Samuelsen ærligt beskriver, blev der ikke formuleret holdbare kompromiser mellem de tre stiftere, i stedet lod man simpelthen de sprængfarlige emner ligge. Hvorefter de forudsigeligt detonerede på et senere tidspunkt.

Det fik man flere eksempler før valget i 2007. F.eks. da Khader en uge før valget udtalte, at Anders Fogh Rasmussen (V) kunne blive siddende som statsminister uden en dronningerunde, hvis han gik ind på en række af NA's betingelser. Helt uforståeligt var den melding ikke clearet med Gitte Seeberg, der truede med at forlade partiet, hvis Khader ikke trak i land. Det gjorde han så, hvilket yderligere bidrog til indtrykket af total forvirring og amatørisme i NA's valgkamp.

I det hele taget bliver Gitte Seeberg beskrevet som noget af en bitch i bogen. I Samuelsens udlægning var hun konstant mistroisk og brokkende, hvilket Samuelsen ser som et resultat af, at Seeberg kom fra De Konservative, der er kendt for kroniske magtkampe og dolkestød.

Seebergs erfaringer i de konservative borgekrige har muligvis spillet ind, men frem for alt var den politiske fællesnævner mellem de tre stiftere af NA for lille. Mens både Khader og Samuelsen efter årene i Det Radikale Venstre var "fet up" med politisk korrekthed, havde Seeberg bevæget sig den modsatte retning. Hun var efter sin tid i Europa-Parlamentet sprunget ud som "anstændig borgerlig" med en værdipolitik, der ikke var meget forskellig fra ... den radikale. Det måtte gå galt. Og det gjorde det så i den grad.

Overvejede at trække sig
De politiske modsætninger i NA blev suppleret af eklatante selvmål, som da Khader gik vild i partiets egen skattepolitik på et valgmøde med Pia Kjærsgaard (DF), og da NA's Jørgen Poulsen kreerede en noget alternativ udgave af nødhjælp, da han efter bedste evne malkede sin tidligere arbejdsgiver i Røde Kors.

Den elendigt førte valgkamp og det pauvre valgresultat i november 2007 var så skuffende for Anders Samuelsen, at han ligefrem overvejede at lave en "Mogens Camre" og trække sig fra Folketinget, før valget blev godkendt og i stedet blive siddende i Europa-Parlamentet. En af hans nære venner fik dog overbevist ham om, at det kunne han ikke tillade sig over for vælgerne. 

Men ydmygelserne fortsatte. Da Khader og Samuelsen i starten af 2008 lod sig kyse af Foghs valgtrusler til at renoncere på partiets mærkesag om bedre forhold for asylbørnene, havde Seeberg fået nok og meldte sig ud af partiet. Som Samuelsen ærligt erkender i bogen, var Foghs trusler helt oplagt bluff - den driftsikre Fogh havde aldrig udskrevet nyvalg på det grundlag få måneder efter det forrige valg.

I starten af 2009 sad Samuelsen så tilbage i partiet, som den eneste tilbageværende af fem folketingsmedlemmer, NA fik valgt ind i 2007. En lignende nedsmeltning var aldrig set før, ligesom det var aldeles unikt, at et folketingsparti fik 0,0 procent i meningsmålingerne.

Den patriotiske spekulant
Og så fik Liberal Alliance - som Samuelsen i mellemtiden havde omdøbt partiet til - alligevel et comeback. Ikke ved hjælp af sociale medier eller nye innovative metoder. Med med noget så old school som helsides avisannoncer.

Afsnittet om partiets genopstandelse fra Hades er ironisk nok det svageste i bogen. For hvorfor lykkedes det i det hele taget?

Samuelsens egen viljestyrke var imponerende, men langt fra nok. Der skulle hjælp til udefra. Det fik LA på to måder.

For det første faldt starten på LA's storstilede annoncekampagne sammen med den højst overraskende nedtur for Konservative efter Lene Espersens afbud til mødet i Arktisk Råd. Espersens kamikaze-kurs skabte ud af det blå en pool af borgerlige vælgere, der søgte efter et alternativ. Det var et ufatteligt held for LA, men det element er ikke berørt i bogen.

For det andet kom der endnu engang en hjælpende hånd fra direktør Lars Seier Christensen og Saxo Bank, der blev partiets glade sponsor. Anders Samuelsen har i et interview med Politiken selv erkendt, at Liberal Alliance simpelthen ikke havde eksisteret uden økonomisk støtte fra Saxo Bank, og han lægger da heller ikke skjul på Seiers betydning i bogen.  

Samuelsen forklarer Lars Seier Christensens indsats for LA med, at denne gerne vil "gøre noget godt for sit land". Her bliver det lige lovlig tykt.

Som bekendt er Seier Christensen ligefrem så patriotisk, at han ikke vil belemre den danske statskasse med sin samlede skattebetaling, hvoraf en pæn del nu er lagt i skattelyet Schweiz. En bemærkelsesværdig handling af en mand, der kun har Danmarks bedste for øje.

Man kunne måske også forestille sig, at den innovative bankdirektør havde knap så altruistiske motiver til at sponsorere et parti?! F.eks. en forventning om, at LA til hver en tid vil varetage Saxo Banks interesser.

Derudover kan man vel diskutere, hvorvidt det er sundt for demokratiet, at økonomisk power kan bringe et parti i Folketinget.

Og endelig var det måske værd at overveje, hvilke konsekvenser det vil få for LA, hvis det en dag viser sig, at Saxo Bank har opereret lige lovlig kreativt i forhold til lovgivningen. Kan partiet - der ikke har noget imod at blive kaldt Team Saxo Bank - i det hele taget overleve det?

La Familia
I forhold til Lars Seier Christensen slipper Samuelsen fuldstændig analysen og holder fast i en afgrundsdyb taknemmelighed over for den mand og den bank, der hjalp ham, da det så sortest ud. Menneskeligt forståeligt, men helt uden den dejligt realistiske tilgang, der ellers kendetegner størstedelen af bogen.

Måske er forklaringen, at Samuelsen ser partiet som en (erstatnings)familie, hvor selv hans nye kæreste bliver "en del af den stadigt voksende Liberal Alliance-familie".

Den familiære tilgang kan være en styrke i ulvetider, hvor et parti kæmper for sin eksistens, men det er i al almindelighed en farlig tilgang til politik. For det åbner for følelsesmæssige og uprofessionelle beslutninger.

Men ingen kan tage fra Anders Samuelsen, at han har kæmpet som en løve og gjort sig fortjent til at låne Clintons "Comeback Kid". Han skrevet et lille stykke danmarkshistorie og leveret varen til en bog, der fortjener at blive læst.     

"Comeback Kid" af Hanne Sindbæk er udkommet på People's Press. Bogen er på 256 sider og koster 300 kr. 

Forrige artikel Tabloid-aviser i kraftigt læserfald Næste artikel Løkke-sag svækker tilliden til bistandsorganisationer Løkke-sag svækker tilliden til bistandsorganisationer