Dansk Metal får ny pressechef

Dansk Metal har været på rov i Danske Spil og hentet Mads Rattenborg Hersbøll som ny pressechef.  

Dansk Metal har været på jagt efter en pressechef, siden fagforeningen mistede sin forhenværende ditto, Jens Dissing Munk, til Danmarks Lærerforening. 

Men nu er jagten indstillet. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Valget er faldet på Mads Rattenborg Hersbøll, der siden 2018 har været presse- og kommunikationsrådgiver i Danske Spil. 

Det glæder de sig over i Dansk Metals kommunikationsafdeling:

"Mads bliver vigtig i Dansk Metals fortsatte udvikling. Hans fornemmeste opgave bliver at sikre, at Dansk Metal bliver hørt i den offentlige debat, særligt i forhold til folketingsvalget og valget til Europa-Parlamentet i maj," siger Dansk Metals kommunikationschef, Hanne Ahrensbøll, i en pressemeddelelse. 

Mads Rattenborg Hersbøll finder sig velplaceret i den nye position hos Dansk Metal, der matcher pressechefens røde politiske sindelag. Det skriver han på Twitter.

Den nye pressechef i Dansk Metal har i en årrække og indtil for nylig været aktiv i Socialdemokratiet, hvor en tvillingefødsel blev årsagen til, at han trak sit kandidatur til Europa-Parlamentet i maj 2019

Mads Rattenborg Hersbøll har en kandidat i statskundskab fra Syddansk Universitet i 2014.

Forrige artikel Professor skal kvalitetssikre Kraka Næste artikel Nationalbanken henter ny vicedirektør og pengepolitisk chef