Dagens overblik: Tolkeaftalen kritiseres, og der fældes dom i sagen mod Messerschmidt

Der ventes dom i Meld og Feld-sagen. Hegaard forlader Folketinget efter grænseoverskridende adfærd. Tolkeaftalen kritiseres af danske veteraner. Få morgenoverblikket. 

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik på en travl dag i dansk politik med både sommergruppemøder og en mulig afslutning på Meld og Feld-sagen.

Klokken 15 ventes der dom i sagen mod Morten Messerschmidt, som er tiltalt for svindel med EU-midler og dokumentfalsk.

De seneste to uger har retten i Lyngby afhørt vidner, og forsøgt at finde svar på et af de afgørende spørgsmål: Har der været et arrangement af EU-karakter på Dansk Folkepartis sommergruppemøde i 2013? Det har flere vidner afvist.

Straframmen for de to punkter, Messerschmidt er tiltalt for, er henholdsvis 1,5 og 2 år.

Se tidslinjen over Messerschmidts vej til retten her. 

Hegaard forlader Folketinget

De radikales retsordfører Kristian Hegaard stopper i Folketinget efter en episode med grænseoverskridende adfærd. Det skriver Altinget.

Torsdag aften meddelte den radikale politiker sin udtræden i et Facebook-opslag. Han skriver, at han ikke husker noget fra episoden, fordi han var i en ”meget fuld tilstand”. Men han skriver også, at han tidligere har haft en samtale med Sofie Carsten Nielsen, fordi han før har overtrådt grænsen overfor et medlem af radikale.

Flere politiske kommentatorer vurderer Hegaards exit som et stort tab for Radikale Venstre. I Berlingske skriver Bent Winther, at Hegaard har været skarp, og sat sig grundigt ind i tingene som retsordfører, og at han med sit handicap er blevet et forbillede for mange.

I Ekstra Bladets vurderer Joachim B. Olsen timingen for Hegaards udtræden som ubelejlig, fordi partiet kun lige er nået at komme tilbage efter tidligere politisk leder i Radikale, Morten Østergaard, for et år siden gik af efter en oplevelse med grænseoverskridende adfærd.

Kritik af tolkeaftale

Regeringen nåede kun lige indgået en bred aftale, der skal evakuere ansatte i Afghanistan, før aftalen modtager kritik. Jyllands-Posten har talt med danske veteraner, som ikke mener, politikerne hjælper tolkene, da aftalen kun gælder for lokalt ansatte afghanere, som har haft en ansættelse for Danmark i de seneste to år.

Politiken har talt med en sprogofficer og tidligere udtalt soldat i Afghanistan, som er bekymret over, at der ikke står noget om civile tolke eller civile projektmedarbejdere i aftalen.

Også på Christiansborg fortæller SF, Radikale og Enhedslisten til Politiken, at de gerne ville have haft de lokale partnere med i aftalen. Enhedslistens forsvarsordfører Eva Flyvholm siger, at sagen ”bestemt ikke er overstået."

Til avisen vil Jeppe Kofod ikke forholde sig direkte til den manglende hjælp til visse afghanere:

"Dem, vi har ansvaret for, dem lader vi ikke i stikken. Det har jeg sagt meget klart, det har været regeringens holdning i den her sag. Dem, der har stået side om side med Danmark og arbejdet for os, udført opgaver på vegne af Danmark i Afghanistan, dem tager vi hånd om," siger han til Politiken. 

Holstein om støttepartiernes finanslovskrav

Støttepartierne har nu afholdt deres sommergruppemøder, og præsenteret deres hovedkrav til de kommende forhandlinger om finansloven. Seneste skud på stammen var Radikale Venstre, der torsdag præsenterede et stort folkeskoleudspil med et forslag om blandt andet milliarder til flere lærerkræfter.

Men ifølge Altingets politiske kommentator Erik Holstein er det Enhedslistens sommergruppemøde, som skiller sig mest ud. Politisk ordfører Mai Villadsen (EL) fortalte tirsdag, at partiet er klar til at stille et mistillidsvotum til regeringen, hvis ikke der kommer en ordentlig løsning på problemet med fattige børnefamilier.

Fredag holder både Liberal Alliance og Venstre pressemøde som afslutning på deres sommergruppemøder.

Det sker i dag:

  • Klokken 10: Regeringen præsenterer den nye forsvarsindustrielle strategi.
  • Klokken 10.30: Liberal Alliance holder pressemøde i anledningen af deres sommergruppemøde.
  • Klokken 10.30: Åbent samråd om danske børn i lejrene i Syrien.
  • Klokken 12.45: Venstre holder pressemøde i anledningen af sidste dag på deres sommergruppemøde.
  • Klokken 15: Retten i Lyngby ventes at afsige dom i en straffesag mod Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt. Dommen bliver afsagt klokken 15.00, hvis procedurerne er færdige før frokost.

Forrige artikel Holstein: Det skal man bide mærke i fra støttepartiernes sommergruppemøder Holstein: Det skal man bide mærke i fra støttepartiernes sommergruppemøder Næste artikel Vanopslagh efter sommergruppemøde: Vi skal have øjeblikkeligt ansættelsesstop i det offentlige Vanopslagh efter sommergruppemøde: Vi skal have øjeblikkeligt ansættelsesstop i det offentlige